Planlægning af undervisning med elevernes dannelse for øje

Elevernes dannelse udgør et pædagogisk formål for skolen, som i denne artikel er afgrænset til at handle om elevens udvikling af frihed og myndighed – det Wolfgang Klafki kalder ”evnen til fornuftig selvbestemmelse”. Som lærer må du være bevidst om dine dannelsesintentioner og være skarp på, hvordan de didaktiske beslutninger om indhold, mål og metode kan bidrage til elevernes dannelse.

Paradokset i skolens dannelsesformål

Dannelsen er ikke et mål, som bestemte midler eller metoder kan opfylde. Den udgør netop et formål og et udgangspunkt, der giver retning for lærerens valg og undervisning. Men dannelsesformålet stiller også læreren i en paradoksal situation mellem hensigten om at udvikle elevens frihed på den ene side, og magtudøvelse og valg på elevens vegne på den anden.

Undervisningen er altså formålsorienteret og båret af lærerens dannelsesintention, men den er også uforudsigelig og ustyrlig, fordi elevens frihed er dens målestok. Hvordan eleven udvikler, forholder eller forandrer sig er ikke til at forudsige, se eller måle. Om og hvordan eleven forandrer sig i lyset af indholdet, fællesskabet eller lærerens henvendelse er og må altid være op til eleven.

Derfor må man som lærer konstant besinde sig og afstemme dannelseshensigter og beslutninger om indhold og arbejdsformer med elevens dannelsesmæssige forudsætninger og muligheder. Denne pointe bliver i det følgende udfoldet i en planlægningsmodel, der er udviklet som en hjælp til lærerens navigation i paradokset mellem egne hensigter og elevernes frihed.

En almen didaktisk planlægningsmodel

Planlægningsmodellen er almen didaktisk, fordi begreberne, kategorierne og sammenhængene mellem dem er almene og gælder al formålsorienteret undervisning. Modellen er vokset ud af mit ph.d.-projekt om lærerens didaktiske hensigter med undervisningen og et konkret samarbejde med en kommunes ledere og lærere om dannelsesdidaktik i praksis. Modellen er baseret på en præmis om, at der bag lærerens valg er hensigter om elevernes dannelse, som er kompatible med skolens lovbestemte formål.

© Thomas Iskov

Modellen viser en tredeling af didaktikkens kategorier i forhold til, om de vedrører begrundelser, betingelser eller beslutninger vedrørende undervisningen:

• Begrundelsesmomenterne vedrører lærerens hensigt og formål med undervisningen, eksempelvis om elevernes dannelse.
• Betingelsesmomenterne vedrører de vilkår, der er for undervisningen, eksempelvis rammebetingelser og elevforudsætninger.
• Beslutningsmomenterne vedrører lærerens valg for undervisningen, eksempelvis om indhold, mål og metode.

Det er modellens tankegang, at læreren i sin planlægning må være bevidst om sine dannelseshensigter og søge at afstemme dem med rammebetingelser og elevernes forudsætninger. Disse overvejelser danner så baggrund for at kunne træffe valg om undervisningens indhold og arbejdsformer.

I modellens nederste venstre hjørne får begrundelsesniveauet og lærerens dannelseshensigt sin egen plads. Det giver mulighed for særskilt opmærksomhed på dannelsen og dens betydning som afsæt for de konkrete beslutninger, der må afstemmes med elevernes forudsætninger, de lovmæssige bestemmelser og så videre. Dette gør modellen egnet til planlægning og analyse af undervisning, der har dannelse for øje.

Dannelseshensigter og tre centrale spørgsmål

I en dannelsesdidaktisk sammenhæng vil der rejse sig nogle helt centrale spørgsmål, du som lærer må søge svar på. Disse spørgsmål er indsat på figuren nedenfor og efterfølgende uddybet med eksempler. 

© Thomas Iskov

Den nederste akse: Hvis du som lærer eksempelvis har en intention om, at undervisningen skal bidrage til, at eleverne forholder sig etisk og ansvarligt i samværet med andre, må du spørge dig selv, hvordan hensigten passer med elevernes forudsætninger på området? Hvordan og i hvilken grad tager eleverne ansvar for egne handlinger? Hvilke forudsætninger har de for at leve sig ind i og respektere andres perspektiv?

Den venstre akse: Hvis du finder, at dannelseshensigten er relevant for de pågældende elever, kan du dernæst overveje, hvordan hensigten danner udgangspunkt for og kan retningsgive dine didaktiske beslutninger. Det må overvejes, om indholdet, måden der arbejdes på, samværet, evalueringen eller målene kan tænkes at bidrage til elevernes etik og ansvarlighed?

Den højre akse: Som lærer må du overveje, om det faglige indhold, der tematiserer etik og ansvarlighed, vil appellere til de pågældende elevers forudsætninger på området? Vil det kunne forme elevernes etik og ansvarlighed? Hvordan kan for eksempel arbejdsformerne eller miljøet i klassen etableres, så der er mulighed for etisk dannelse?

Som nævnt indledningsvis kan der ikke være tale om, at de didaktiske beslutninger i modellens top nødvendigvis fører til dannelse. Det er vigtigt at huske på, at dannelsen er elevens. Som lærer kan man blot tilstræbe og sandsynliggøre, at dannelsesprocesser kan udfolde sig, ved at træffe valg, der gør dannelsen mulig.

Planlægning med elevernes dannelse for øje

De konkrete beslutninger i modellens top skal være internt afstemte, så undervisningens indhold, mål og metode passer sammen – og er konsistente i forhold til dannelsesintentionerne og elevens dannelsesmæssige forudsætninger.

Herunder følger en oversigt over de overvejelser, du som lærer kan basere dine beslutninger på, når du vil sandsynliggøre, at undervisningen kan gøre dannelse mulig:

• Indhold skal kunne forbinde sig til eleven og forbinde eleven til verden. Dannelsesprocessen består i, at eleven lærer at forholde sig til sig selv ud fra det almene, der i skolen repræsenteres i fagene og deres indhold. I den forstand er fagenes indhold dannende, når det peger ud over elevernes aktuelle horisont og kan bidrage til fornuftig selvbestemmelse.
   
• Mål er væsensforskellige fra, men skal være holdt på plads af, formålet. Uanset om målene er lovbestemte eller formuleret af læreren, skal det, eleven skal lære, vide eller kunne, have relevans for formålet med undervisningen.
   
• Metode angiver aktiviteter og arbejdsformer, der kan bidrage til, at indholdet tilegnes, og målene opfyldes. I en dannelsesdidaktisk praksis må valget af metode gøres med en opmærksomhed på at give plads til elevens frihed. Alexander von Oettingen udfolder det at vise, spørge og opfordre som pædagogiske handlingsformer med potentiale hertil.
   
• Vurdering: Elevens dannelse er ikke synlig og kan ikke måles. Men du kan som lærer forud for undervisningen overveje, hvad der kan indikere, at der foregår noget, som følger den retning, dannelseshensigten og formålet udstikker. Opgaven består dernæst i at fortolke de tegn, der måtte være på dannelsesprocesser og derudfra huske på, at der blot kan være tale om en vurdering af elevens dannelsesbevægelse.
   
• Dannelsesmiljø: Fællesskabet og klassens klima må understøtte, at eleverne udfolder og forholder sig frit og individuelt. Læreren må indgå heri med besindighed i forhold til sin magtanvendelse over for elevens frihed og selvbestemmelse.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af cand.pæd., ph.d., lektor, Thomas Iskov, Læreruddannelsen i Aarhus og VIA Profession & uddannelse, VIA UC.

Artiklen er udviklet i samarbejde med en redaktionsgruppe på DPU (AU), der har kvalitetssikret teksten ved at inddrage undervisere på grundskoleområdet i gennemlæsning og kommentering.

Inspiration

Læs Alexander von Oettingens artikel i undertemaet Dannelse i skolen: Undervisning er dannelse

Find hele undertemaet om dannelse her: Dannelse i skolen