Artikel

Teori- og praksisdidaktik – at arbejde med teori og praksis i din undervisning

Lars Emmerik Damgaard Knudsen præsenterer i artiklen her en oversigt over, hvordan teori og praksis kan relatere sig til hinanden på forskellige måder.

Teori og praksis er ikke blot viden i hovedet og viden i hånden. Det kan derimod være mange ting. Med det afsæt formuleres nogle didaktiske spørgsmål, som kan være med til at udvikle din undervisning.

Teori betyder oprindeligt på græsk at have abstrakt viden – og praksis betyder at gøre den gode, kloge handling. Siden har disse brede definitioner været brugt som henholdsvis viden i hovedet og viden i hånden. Det har konstant givet anledning til at spørge: Hvordan kan vi forbinde de to?

 

Teori og praksis kan være mange ting

Fra lærerlivet ved vi, at det kan være svært at gøre noget ideelt til noget reelt. Man kan for eksempel have forberedt undervisningen på en helt bestemt måde, som viser sig vanskelig at gennemføre i virkeligheden. Vi oplever dog også, at vi ikke kan undvære hverken teori eller praksis. For hvordan skulle vi kunne organisere undervisningen uden en idé om, hvad vi vil? Og hvordan kunne vi kalde det undervisning, hvis ikke vi konkret stod med faget og eleverne?

Det er ikke nok, at eleverne har en grundbog. Nogle gange er teori en form for sprog, andre gange en erfaring eller et forbillede for den gode handling, og nogle gange er teori en måde at komme til at forstå noget på. Der er mange måder at tænke om teori på. Det gælder også for praksis, der for eksempel kan tænkes som en rutine, vane, intuition, værdi eller ekspertise.

Teori og praksis har flere former for relationer

Når teori og praksis altså kan antage mange forskellige former, kan det virke besynderligt, at vi ofte hører, at der blot er én måde at tale om dem på, nemlig som ’teorien skal virke i praksis’. For det må logisk set være sådan, at når der findes mange forståelser af de samme begreber, så må disse begreber også kunne relateres til hinanden på flere måder.

Selvom teori og praksis nogle gange kan opleves som gensidigt udelukkende, det vil sige, at teorien henholdsvis praksis giver bedst mening hver for sig, så er det faktisk også sådan, at vi andre gange sagtens kan relatere teori og praksis. Nogle gange sker ved, at vores erfaringer fører til en plan, der viser sig at holde, og at vi på den baggrund ved, hvad vi vil gøre en anden gang. Andre gange kan det ske ved, at teori og praksis er umærkeligt integreret i hinanden, for eksempel når vi handler i overensstemmelse med vores idealer. Endelig kan teori og praksis opleves som to sider af samme sag, så vi derved kan få et nuanceret billede af en sammenhæng.

Det er ikke tilfældigt – tværtimod

Den amerikanske musikdidaktiker Estelle R. Jorgensen har forsket i, hvordan teori og praksis gennem idehistorien har vist sig at være relateret på forskellig vis. Hun peger på, at der findes fire modeller for relationerne mellem teori og praksis. Disse har også betydning for, hvordan du forholder dig til viden, og hvordan du kan planlægge undervisning i overensstemmelse med de relationer mellem teori og praksis, som du ønsker – mere om det senere.

Jorgensens fire modeller kan opsummeres i denne figur:

Jorgensens model for relationer mellem teori og praksis ifølge Lars E. D. Knudsen
© Jorgensen ifølge Lars E. D. Knudsen
  • Dikotomi: Teori og praksis udelukker hinanden, og der kan ikke bygges bro i mellem dem. Teori er abstrakt tænkning, mens praksis er ren rutine. I denne forståelse er den teori eller praksis, vi har lært, ikke vejledende for praksis.
     
  • Polaritet: Teori og praksis er forskellige, men knyttes sammen, når vi selv får erfaring eller læser om, hvad der virker. Det kan for eksempel være ved at eksperimentere og afprøve ideer. I denne forståelse får vi en handlingsvejledning om fremtidig praksis.
     
  • Fusion: Teori og praksis er nok forskellige, men det opleves ikke nødvendigvis sådan, fordi den måde, læreren tænker og handler på, er guidet af etiske, politiske, kulturelle og religiøse mål og værdier. I denne tænkning opfattes teori som idealer, som realiseres og kommer til udtryk i praksis. Dette er også handlingsvejledende.
     
  • Dialektik: Teori og praksis er forskellige, men de kan tilsammen bidrage med viden til at forstå noget med, og de er derved gensidigt afhængige. Et eksempel kan være at arbejde med en sag både fra et teoretisk og et praktisk perspektiv, så forståelsen øges. Denne relation mellem teori og praksis er ikke i sig selv handlingsvejledende.

Jorgensens pointe er, at teori og praksis ikke blot kan forstås som to forskellige punkter, der skal forbindes, så vi dermed lykkes, eller så vi ved, hvad vi skal gøre næste gang. Det er derimod sådan, at der findes fire former for relationer mellem teori og praksis, at de alle er legitime, og at de tjener forskellige formål.

 

Teori og praksisdidaktik – forstå din praksis og planlæg bedre

På baggrund af de fire modeller har didaktikforsker Lisbeth Haastrup og undertegnede peget på, at modellerne ikke blot beskriver viden, men også kulturelt bestemte måder at bruge viden på: De måder, som vi relaterer teori og praksis på, kan altså være påvirket af vores omgivelser, og vi kan selv ubevidst gentage dem.

Du kan bruge de fire modeller for teori og praksisrelationer til at udvikle din lærerprofessionalitet:

  1. Begynd for eksempel med at analysere, hvordan du selv relaterer teori og praksis til hinanden: Hvordan forholder du dig til viden fra læreruddannelsen, kurser og konferencer? Er det som faglige begreber, eller handlingsvejledende guidelines for den sikre eller etisk bevidste undervisning, eller er det noget, der pirrer din nysgerrighed til videre bearbejdning sammen med kolleger og elever? Er det hver gang hensigtsmæssige måder at gøre det på?
  2. Se nu også se på dine foretrukne undervisningsformer, opgaver, materialer og undervisningsplaner: Understøtter det bestemte måder at relatere teori og praksis på? Dette kan blive tydeligere, når du relaterer de fire modeller for teori og praksis til didaktiske undervisningsformer.

Teori og praksis relationer som undervisningsformer

  • Dikotomi handler enten om at lære fagets sprog, begreber strukturer og systemer, eller om at opnå en form for rutine med for eksempel at skrive, tegne, læse eller regne, uden at der tilknyttes teori.
  • Polaritet er at lære gennem at eksperimentere, erfare og undersøge både på egen hånd og ved at finde evidensbaseret viden.
  • Fusion drejer sig om at handle, diskutere eller vælge det etiske, politiske eller kulturelt rigtige og vise, og det kan for eksempel ske gennem etiske, politiske eller religiøse diskussioner og stillingtagen.
  • Dialektik handler om at forstå et givent fænomen. Det kan både ske gennem indsamling og analyse af viden og kilder fra flere perspektiver, så eleverne lærer at kende et problems mange sider.

Således kan teori- og praksismodellerne bruges til at kigge både kritisk og nysgerrigt ned over din undervisning:

  • Hvordan relaterer jeg egentlig selv teori og praksis?
  • Hvordan tænker jeg det ideelt, og hvordan har jeg faktisk handlet?

Og til at kigge konstruktivt fremad:

  • Hvordan kunne jeg tænke mig at relatere teori og praksis?
  • Hvordan kan jeg gennem et forløb kombinere de forskellige modeller?

Ved at gøre dette mere tydeligt, er det lettere at afstemme forventningerne med kolleger, elever og ledelse om, hvordan undervisningen relaterer teori og praksis, hvordan forskellige former for viden får plads i undervisningen, og hvordan forskellige former for undervisning og undervisere kan være en del af det. Det kan styrke gennemsigtigheden og alsidigheden i undervisningen og ideelt set gøre den bedre.

 

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af lektor, ph.d. Lars Emmerik Damgaard Knudsen, DPU, Aarhus Universitet. 

Artiklen er udviklet i samarbejde med en redaktionsgruppe på DPU (AU), der har kvalitetssikret teksten ved at inddrage undervisere på grundskoleområdet i gennemlæsning og kommentering.


Eikeland, O. (2008). The Ways of Aristotle: Aristotelian Phrónêsis, Aristotelian Philosophy of Dialogue, and Action Research. Bern: Peter Lang.

Haastrup, L., & Knudsen, L. E. D. (2015b). Teori- og praksisdidaktik. København: Forlaget Unge Pædagoger.

Jorgensen, E. R. (2005). Four Philosophical Models of the Relationship Between Theory and Practice. Philosophy of Music Education Review, 13(no. 1). ss. 21-36

Knudsen, L.E.D. (2018). Relationer mellem teori og praksis i lærerfagligt og pædagogisk arbejde. København: Akademisk Forlag.


Siden er opdateret 14. april 2021 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.