Skolens dannelse – historisk set

Flere forhold har givetvis betinget, at begrebet dannelse har tiltrukket sig fornyet pædagogisk og skolepolitisk opmærksomhed. Først og fremmest de seneste årtiers skolepolitik og skolereformer med deres fokus på læring og kompetence, der kulminerede med ideen om ’læringsmålsstyring’ i implementeringen af skolereformen fra 2013.

Set i et historisk perspektiv har skoler først og fremmest været ’kundskabsmeddelende’, men den danske skole har siden reformationen og Kirkeordinansen 1537 tillige været både en central opdragelses- og dannelsesanstalt. Opdragelsesmålene og dannelsesidealerne, som de er udtrykt i skolens formålsparagraf, har imidlertid ændret sig. De protestantiske skoler havde til formål at kristne undersåtterne, og det blev de danske skoler i princippet ved med at skulle helt op i mellemkrigstiden og med reformen i 1937. I mellemtiden havde nye og andre formål ganske vist føjet sig til de kristne, men i princippet rådede der helt frem til skolereformen i 1975 en politisk konsensus om, at den danske folkeskoles formål etisk set hvilede på et kristent værdigrundlag.

Skolens historiske dannelsesidealer

I 123 år fra 1814-loven til og med 1937-loven, hvis formålsparagraf reelt var gældende indtil 1975-reformen, fremgik skolens dannelsesopgave eksplicit af formålsparagraffen.

I Anordning for almue-skolevæsenet på landet i Danmark af 29. juli 1814 hedder det i 4. kapitel § 22: ”Ved børnenes undervisning skal der i almindelighed tages hensyn til at danne dem til gode og retskafne mennesker, i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære; samt til at bibringe dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at blive nyttige borgere i staten.”

Gennem ”opdragende undervisning” skulle skolen danne eleverne til at blive gode og retskafne kristne mennesker og nyttige og loyale borgere. Skolens undervisning havde altså et dobbelt formål: at bibringe kundskaber og at fremme dannelsen af bestemte egenskaber – som oftest omtalt som etiske karakteregenskaber. Formelt set er samspillet mellem disse to formål forblevet skolens bidrag til elevernes dannelse, selvom indholdet i og arten af kundskaber og egenskaber har ændret sig i flere ombæringer siden 1814.

Karakterdannelse og selvvirksomhed

I 1937-loven, der var den første nye formålsparagraf siden 1814-loven, lød det dobbelte formål mere kortfattet: ”Folkeskolens formål er at fremme og udvikle børnenes anlæg og evner, at styrke deres karakter og give dem nyttige kundskaber. Kristendomsundervisningen i folkeskolen skal være i overensstemmelse med kirkens evangelisk-lutherske lære.”

Nyheden var, at den reformpædagogiske grundtanke om at tage udgangspunkt i barnets ”anlæg og evner” og i dets ”selvvirksomhed” nu havde vundet indpas. Formålet var dog stadig at bibringe eleverne nyttige kundskaber og at præge og styrke udviklingen af bestemte karakteregenskaber.

Daværende radikale undervisningsministers Jørgen Jørgensens ville forhindre, at skolen blev en ren ”kundskabsskole”. Det blev yderligere understreget i den Bekendtgørelse om målet for folkeskolens undervisning, der blev udsendt i maj 1941, hvori det blev understreget, at ”skolen gennem sin virksomhed foruden at være kundskabsmeddelende, må være opdragende og karakterdannende. Den bør udvikle og styrke børnenes sans for de etiske og kristelige værdier, give dem ærbødighed for menneskelivet og for naturen, kærlighed til hjemmet og vort folk og land, respekt for andres meninger, følelse for fællesskab mellem folkene og for samhørighed med de andre nordiske folk.” Bekendtgørelsen bærer ganske vis præg af krigen og den tyske besættelse, men blev ikke desto mindre genudsendt så sent som i 1960.

Demokratisk opdragelse

Allerede under og umiddelbart efter 2. verdenskrig fik forestillingen om det kristelige værdigrundlag for skolens dannelse konkurrence fra reformpædagogers bestræbelser på at gøre demokrati til det nye pædagogiske værdigrundlag og formål for skolen.

”Vi må derfor opstille et nyt dannelsesideal” skrev skoleinspektør Inger Merete Nordentoft i 1946. Målet for den fremtidige skoles opdragelse ”må være den demokratiske borger, mennesket som kan tænke frit og selvstændigt, som kan samarbejde med andre og indordne sig under helhedens tarv, som kan udvise initiativ og tage et ansvar, som kan vise tolerance overfor anderledes tænkende, og dog med fasthed stå for sin egen overbevisning.” (Nordentoft 1946, 325, 319).

Lykkelige og harmoniske mennesker

Der skulle gå tre årtier, inden disse forestillinger fandt plads i folkeskolens formålsparagraf. Det kristne værdigrundlag for skolens virke og dannelse blev dog i 1960 udfordret i den såkaldte Blå Betænkning, der foreslog et nyt sekulært og humanistisk værdigrundlag for skolens fortsatte dobbelte formål: ”Det er skolens formål at dygtiggøre børnene til at gå ud i samfunds- og erhvervslivet, velegnede til at opfylde de krav, man med rimelighed kan stille, men først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for, at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker.” (UVM 1960, 29).

Dette meget omstridte dannelsesideal er aldrig blevet optaget i folkeskolens formålsparagraf. Det er til gengæld den Blå Betænknings psykologiske begreb om ’personlighedsudvikling’, der erstattede det etiske begreb om karakterdannelse fra og med 1975-reformen. Siden er det blevet til idealet om, at skolen skal fremme eleverne alsidige (personlige) udvikling.

Demokrati og pluralisme

I 1975 blev det kristne og nationale værdigrundlag som nævnt skiftet ud med ideen om demokrati og værdimæssig pluralisme. For første gang i skolens historie skulle dens virke ikke længere bygge på et kristent værdigrundlag endsige søge at fremme en etisk karakterdannelse hos eleverne. I den demokratiske pluralismes navn skulle den overhovedet ikke søge at påvirke dem med bestemte livsanskuelser.

I stedet skulle skolen bidrage til elevernes demokratiske dannelse og forberede dem til ”medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”, som det stadig hedder i dag. ”Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati”.

Skolen mellem uddannelse og dannelse

Ideen om demokrati og pluralisme har dog ikke helt kunnet afvikle ønsket om et fælles værdigrundlag for folkeskolens virke - på trods af den faktiske kulturelle diversitet i samfundet. Det hænger sammen med, at folkeskolen er en af de sidste kulturbærende institutioner, som er fælles for alle (eller de fleste), og at formuleringerne i formålsparagraffen derfor stadig har karakter af ”samfundets trosbekendelse til fælles værdier”, som tidligere undervisningsminister Knud Heinesen formulerede det.

Når mange de seneste år har følt sig kaldet til at minde om, at folkeskolen også er – og historisk altid har været – en værdibåret og værdibærende dannelsesanstalt, kan det blandt andet hænge sammen med, at uddannelse – i den værdineutrale betydning af forberedelse og kvalificering af fremtidens arbejdskraft – har trængt sig på som folkeskolens ypperste formål og pejlingspunkt. Dette fokus på ’uddannelsesforberedelse’ har trængt normative spørgsmål om formål, værdier og idealer i baggrunden til fordel for kvantitative mål og resultater.

Selvom et historisk perspektiv ikke kan fortælle os hvilke egenskaber, værdier og dannelsesidealer, vi i dag kan samles om, så kan det måske bidrage til, at man i skolen bevarer balancerne mellem kundskaber og egenskaber, mellem mål og formål og mellem hensynet til dannelse og hensynet til uddannelse.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Jens Erik Kristensen, der er lektor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), AU.

Artiklen er udviklet i samarbejde med en redaktionsgruppe på DPU (AU), der har kvalitetssikret teksten ved at inddrage undervisere på grundskoleområdet i gennemlæsning og kommentering.