Artikel

”Det er vigtigt at prøve noget forskelligt, før man beslutter sig”

Alma ved ikke, hvad hun vil være, og det er helt okay. Lige nu er det oplevelserne, der tæller, og gennem dem bliver Alma langsomt klogere på, hvordan hendes uddannelsesfremtid skal forme sig.

Samtalestartere
Du kan tale med din klasse om disse spørgsmål

 

Mange elever er på bar bund, når de skal forestille sig, hvad de skal uddanne sig til og arbejde med. Det betyder ikke, at de ikke kan få noget ud af deres erhvervspraktik. Du kan sætte gang i elevernes refleksioner ved fx at tale med eleverne om:

  • Hvad kan man lære af at prøve noget af, som man ikke har overvejet?
  • Hvordan vælger man, hvad man vil prøve, hvis man ikke helt ved, hvad man vil senere?

 

Alma fra 9.y ved ikke, hvilken uddannelse hun vil tage.

”Nej, det gør jeg virkelig ikke. Jeg har ingen idé, faktisk. Overhovedet.”

Men hun føler ikke, at hun har så travlt. Først skal hun på efterskole, hvor hun skal spille en masse fodbold, og bagefter vil hun nok i gymnasiet. Så meget ved hun. Det bliver nok stx, selv om hun har sørget for at se nogle andre muligheder også.

”Mig og min far har snakket om, at man skal prøve at se noget forskelligt. For det kan godt være, at hvis man bare ser stx som det første, så tænker man, at det er fint nok,” siger Alma.

”Men htx og teknisk skole, håndværker og sådan noget, det er bare ikke lige mig, har jeg fundet ud af.”

 

Man lærer, mens man oplever

Da Alma og hendes klassekammerater i 9.y skulle i erhvervspraktik, kunne de finde mulige praktiksteder i lokalområdet via en hjemmeside.

”Der var mest sådan noget mekaniker-noget, og så en masse børnehaver. Og jeg havde allerede tænkt, at hvis jeg ikke fandt noget, der så helt vildt spændende ud, så var børnehaver og vuggestuer en meget god mulighed,” siger Alma.

Egentlig ville hun helst have været i militæret. Det kunne have været en fed oplevelse, tror hun. Men hun kunne ikke nå at søge inden deadline, og derfor blev det en integreret institution, hvor hun har lært noget om at finde sin plads i de eksisterende rutiner og uskrevne regler på en arbejdsplads.

 

En erfaring rigere

Alma ville gerne have været i erhvervspraktik i militæret, men endte i en integreret institution. Så længe hun ikke ved, hvad hun vil, prøver hun tingene af for oplevelsens skyld.
© Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

”Pædagogerne ved jo, hvordan de plejer at tale til børnene, og hvad børnene skal. Det kunne godt være svært at finde ud af, hvor meget jeg skulle bestemme over børnene, og hvor meget man skal lege med dem. Men pædagogerne var gode til at snakke med mig, og så finder man lige så stille ud af, hvordan man gør tingene der,” fortæller Alma.

Hun har dog stadig ikke planer om at blive pædagog, selv om både skovbørnehaven og vuggestuen var hyggelige at være i.

”Jeg tror, jeg manglede noget lidt mere bogligt, hvor man skal bruge matematik eller sådan noget.”

 

Af sted på efterskole

Hvad det skal være, har hun stadig tid til at finde ud af. Først tager hun et år på efterskole, og hun og hendes forældre har besøgt forskellige skoler, inden hun besluttede sig.

”Så kunne jeg få en fornemmelse af, hvordan det hele fungerede, og hvilke aktiviteter man kunne lave. Jeg skal gå på fodboldlinjen på en idrætsefterskole, fordi jeg spiller meget fodbold, og det ville jeg ikke miste. Jeg vil gerne kunne fortsætte med at spille fodbold, samtidig med at jeg får en god oplevelse socialt,” siger Alma.

 

Kreditering

Artiklen er skrevet af Emilie Agerbæk Nielsen for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.