Forløb

Turboforløbet "Strategier til læring"

Strategier til læring er et to ugers turboforløb med intensiv undervisning i dansk og matematik og fokus på udvikling af elevernes læringsstrategier og handlekompetencer.

I satspuljeinitiativet Turboforløb for fagligt udfordrede elever i folkeskolen har Børne- og Undervisningsministeriet udviklet, afprøvet og evalueret to turboforløb målrettet piger og drenge i 8. klasse med faglige, personlige eller sociale udfordringer.

Evalueringen viser, at turboforløbene har små positive effekter på elevernes læring i dansk og matematik både et par måneder og et år efter forløbets afslutning.

© Børne- og Undervisningsministeriet
Videoen giver en introduktion til turboforløbet Strategier til læring.

 

Strategier til læring

Forløbet Strategier til læring gennemføres på elevernes egen skole over to uger med 35 ugentlige undervisningstimer, hvor der er fokus på at give eleverne et fagligt boost i dansk og matematik. Efter turboforløbet gennemføres et otte ugers mentorforløb af 2 x 45 minutter.

Strategier til læring fokuserer på at styrke elevernes faglige niveau samt deres læringsstrategier og handlekompetencer. I forløbet arbejder eleverne med at tage ansvar for og styre deres egen læring gennem udvikling af konkrete strategier til at gå i gang med, strukturere og løse faglige opgaver i skolen. I Strategier til læring er der afsat tid til faglig fordybelse, hvor eleverne arbejder selvstændigt med arbejdsopgaver, hvilket understøtter en differentieret undervisning med blik for den enkelte.

 

© Børne- og Undervisningsministeriet
Videoen introducerer matematikmaterialet i turboforløbene Dit liv, din læring og Strategier til læring.
© Børne- og Undervisningsministeriet
Videoen introducerer danskmaterialet i turboforløbene Dit liv, din læring og Strategier til læring.

 

Materialer

Her på siden findes materialet til Strategier til læring:

  • Lærervejledning til turboforløbet med vejledning til undervisningen dag for dag.
  • Arbejdsark til turboforløbet med materiale til kopiering. Dokumentet indeholder
    (a) gennemgående arbejdsark/elevbog, der skal anvendes over flere undervisningsgange
    (b) arbejdsark/elevopgaver, som skal anvendes til de enkelte undervisningsgange.
  • Diplom for deltagelse i turboforløbet.
  • Lærevejledning til mentorforløbet.
  • Arbejdsark til mentorforløbet med materiale til kopiering.
  • Faglige test med henblik på at muliggøre progressionsmålinger i dansk og matematik. Materialet indeholder fire faglige test samt en introduktion, rettevejledning og facitliste.

 

Kreditering

Materialet er udviklet for Børne- og Undervisningsministeriet af TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet i samarbejde med Københavns Professionshøjskole og VIA University College.

Projektet er gennemført som et lodtrækningsforsøg med tre forsøgsrunder i skoleårene 2016/17, 2017/18 og 2018/19. 230 skoler og mere end 3.000 drenge og piger, der i 8. klasse blev vurderet ikke-uddannelsesparat, har deltaget i forsøg med turboforløb.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.