Forløb
Aktiver din indre sangskriver med Thomas Buttenschøn
Mellemtrin: Passion er værdifuldt brændstof for en musiker, men det vigtigste er at øve sig. Thomas Buttenschøn gør eleverne klogere på at skabe musik og inspirerer til aktivering af den indre sangskriver.
Forløbet er udviklet til musik.
Målrettet elever på mellemtrinnet.
Hele forløbet kan gennemføres online eller ved fysisk fremmøde på 3-6 lektioner.
Musik er en fællesskabende aktivitet, der rækker ud, bygger bro og forbinder mennesker. Dette forløb fokuserer på alle tre kompetenceområder i musik: musikudøvelse, musikalsk skaben og musikforståelse – og viser, hvilken betydning venskaber, inspiration og opbakning fra andre kan gøre for lysten til at spille og skabe musik.
Forløbet har et særskilt mål om at give eleverne redskaber til at arrangere og komponere egne musikalske udtryk. Derudover har forløbet fokus på, at musikhistoriens store navne kan inspirere eleverne til at udtrykke sig musikalsk.
Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.
Forudsætninger, form og indhold
Gæstelærerforløbet er bygget op omkring fem videoer med sangskriver, musiker, TV-vært og børnebogsforfatter Thomas Buttenschøn, som mange børn kender fra Danmarks Radios Ramasjang.
Til hver video er der udarbejdet forslag til aktiviteter, der kan anvendes i undervisningen. Aktiviteterne lægger blandt andet op til, at eleverne får mulighed for at udvikle sig som sangskrivere og komponister.
Der kan være stor forskel på, om der er tale om en 4. eller en 6. klasse, i forhold til om nogle elever mestrer instrumenter, og i forhold til hvor trygge de er ved at kaste sig ud i at improvisere og skabe lyrik og melodier. Der kan derfor være behov for at tilpasse aktivitetsforslagene.
Tilrettelæggelse
Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.
Læreren kan introducere Thomas Buttenschøn og vække elevernes nysgerrighed ved at vise billeder af Thomas Buttenschøn og spørge ind til, om de kender ham og i givet fald hvorfra.
Alt efter hvilke aktiviteter læreren vælger at gennemføre, kan der være behov for:
- en musikafspiller
- en sal med plads til, at eleverne kan synge sammen, spille musik og udfolde sig med kroppen
- adgang til skolens rytmesektion: trommer, klaver, guitar, bas og rytmeæg
- adgang til kamera og mulighed for at redigere musikvideo, for eksempel et videobehandlingsprogram.
- adgang til materiale som kan bruges til billedproduktion. Denne kan laves digitalt på computer eller fysisk med papir, pap, ugeblade og andet materiale som kan understøtte et visuelt udtryk.
- kendte sange i instrumentalversioner. Disse kan fremsøges og bruges til at skrive klassens egen sang.
Forløbet kan i vid udstrækning gennemføres som fjernundervisning. Dog kan elevernes oplevelse af samhørighed igennem musikkens rytme og pulsslag være vanskelig at eftergøre i fjernundervisning.
Aktiviteterne tilknyttet video 1 og 2 kan gennemføres online. I forhold til aktiviteterne i video 3, kan det ikke forventes, at eleverne har adgang til instrumenter i hjemmet. I stedet kan læreren afspille sange og musikstykker med tre akkorder. Eleverne kan herefter selv finde sange, som er bygget op om tre akkorder.
Aktiviteter tilknyttet video 4 er mulige at gennemføre som fjernundervisning. Her anbefales det at vælge mulighed 1. Eleverne kan til denne aktivitet deles op i breakout rooms og digte et vers til den sang, som læreren har valgt. Aktiviteterne tilknyttet video 5 kan gennemføres i breakout rooms.
Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.
Forløbets opbygning
Forløbet består af fem faser, der tager udgangspunkt i de fem videoer.
Video 1: Aktivér din indre sangskriver
I den første video introducerer Thomas Buttenschøn sig selv og fortæller, hvorfor han lever og ånder for musikken. Han kommer ind på, hvordan hans passion begyndte, og han fortæller om sin lyst til at øve sig for at forbedre sit håndværk.
Med udgangspunkt i videoen kan læreren arbejde med elevernes nysgerrighed og interesse for musik.
Video 2: Musiske talenter
Thomas Buttenschøn fortæller i denne video, at han begyndte sin karriere ved at spille guitar og sammensætte melodier og toner. Han spiller en improviseret sang og et musikstykke af et af sine idoler.
Aktiviteterne til denne video fokuserer på, at eleverne skal præsenteres for en række kunstnere og musikstykker. På denne baggrund kan eleverne reflektere over musikkomposition og det at øve sig.
Video 3: Spil en akkord
Thomas Buttenschøn præsenterer i denne video en række akkordrundgange på sin guitar og beskriver, hvordan meget musik kan baseres på netop sammensætningen af tre enkle akkorder.
På den baggrund kan læreren give et oplæg og forklare, at en komposition bestående af tre dur-treklange sagtens kan give god energi alene - også i samspilssituationer. Læreren kan give en konkret demonstration af en rundgang og anvende et kendt popnummer eller en børnesang som illustration af, at det er muligt at skabe grundklangene og fundamentet for en hel sang med kun tre akkorder, bygget op på præcis den samme måde.
Video 4: Skriv en sang med klassen
I denne video fortæller Thomas Buttenschøn, hvordan man kan skrive sin egen sang. Han giver forslag til forskellige rundgange og siger, at det er ok at lave fejl.
Klassen kan herefter i fællesskab skrive tekst til – eller komponere – en klassesang. Der er flere muligheder for at skabe et koncept, der matcher undervisningens omstændigheder og elevernes udgangspunkt. I lærervejledningen, som findes øverst på siden, foreslås det, at eleverne skal producere deres egen musikvideo.
Video 5: Gode råd til at komme i gang med musik
Thomas Buttenschøn fortæller, at alle ikke behøver være gode til alt. Det handler om at finde ud af, hvad der er det rigtige for den enkelte. Han giver tre råd i forbindelse med musik: øv dig, begå fejl, og gør det for din egen skyld.
På baggrund af videoen kan eleverne reflektere over den måde, de laver musik på i klassen. Hvis klassen har lavet en fællessang, kan eleverne arbejde med de tre råd og diskutere, hvordan disse hang sammen med det at skabe musik alene og i grupper.
Eleverne kan også arbejde videre med, hvordan de selv kan begynde at lave musik. Her kan de undersøge instrumenter, finde små melodistumper og temaer, som er spændende at arbejde med.
Evaluering
Løbende evaluering kan betyde, at eleverne oplever større mening med de beskrevne aktiviteter. Undervejs i forløbet kan læreren give understøttende feedback, komme med forslag og hjælpe i gruppearbejdet.
Afslutningsvis kan eleverne evaluere på, hvordan de har oplevet arbejdsprocessen under forløbet.
Links til yderligere inspiration
Find forløb med inspiration til at skrive en fællessang om livet under Covid-19 pandemien på emu.dk
tværs_digitale gæstelærerforløb
Digitale gæstelærerforløb
Gæstelærerforløbene inviterer anerkendte fagpersoner og fremtrædende danskere ind i klasseværelset, hvor de formidler et fagligt tema med fokus på at skabe motivation, nysgerrighed og viden hos både elever og lærere.
Find alle gæstelærerforløb til:
Kreditering
Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.