Forløb

Viden om penge

Udskoling: I dette forløb sættes der fokus på, hvad det koster at låne penge. Der arbejdes med begrebet ÅOP, årlige omkostninger i procent, og med at sammenligne kreditomkostninger for forskellige lån.

Forløbet er henvendt til 7.-8. klasse

Anslået tidsforbrug: 6-8 lektioner

Som 18-årig bliver det muligt at optage lån. Kviklån er hurtige og nemme at optage, og det kan være svært at gennemskue de reelle omkostninger. Derfor er det vigtigt at tale om, hvilke betingelser og konsekvenser der er ved at optage et lån. Et lån skal betales tilbage, og der skal også betales renter og andre omkostninger. Det er nogle af de ting, eleverne skal undersøge i dette forløb.

Forløbet sætter fokus på matematiske kompetencer inden for kommunikation, problembehandling og hjælpemidler. Området regnestrategier inden for kompetenceområdet Tal og algebra indgår også.

Forudsætninger, form og indhold

Dette forløb sætter fokus på den økonomisk forskel ved henholdsvis at spare penge op til et køb og låne pengene til et køb. Forløbet er en del af det materiale, der er udarbejdet til pengeuge.dk. Pengeuges formål er at gøre eleverne bedre til at forstå privatøkonomi. Det sker ved, at eleverne bruger deres matematiske færdigheder og kompetencer, når de tilegner sig viden om privatøkonomi.

Forløbet er inddelt i tre faser. Først introduceres det samlede emne, privatøkonomi, og i de næste to faser sættes der fokus på henholdsvis lån og ÅOP.

Eleverne skal i forløbet undersøge, hvad det koster at låne. De skal finde ud af, at det at låne er forbundet med renter og gebyrer, og de skal bruge ÅOP til sammenligning af lån. Eleverne skal også sammenligne de samlede kreditomkostninger for forskellige lån.

Der kan differentieres ved, at eleverne enten arbejder med færdige regneark, eller de kan selv udarbejde regnearkene efter et grundigt arbejde med de matematiske problemstillinger. Antallet af opgaver og spørgsmål samt organiseringen af elevernes arbejde kan udvælges og tilpasses den enkelte klasses niveau.

Læs mere om arbejdet med privatøkonomi i undervisningen i artiklen Viden om en sund privatøkonomi er ikke kun for voksne

Tilrettelæggelse

Er der mulighed for at bruge ekstra timer på forløbet, kan der med fordel tilføjes en ekstra fase med fokus på budgetlæsning, ligesom det kan være oplagt at samarbejde med samfundsfag i forhold til det overordnede emne om økonomi.

Eleverne skal i første fase have adgang til internettet, da de skal søge efter forskellige lånetilbud. Det er desuden vigtigt, at eleverne gøres opmærksomme på vigtigheden af, at låns ÅOP kun kan sammenlignes, hvis lånebeløb og tilbagebetalingsperiode er ens.

I fase to kan eleverne undersøge, hvor stor den økonomiske forskel er på at spare op til et køb eller låne til samme køb. Eleverne kan bruge regnearket ”BANKBOG_MAANEDLIG_INDBETALING” til at beregne, hvor meget de skal sætte ind hver måned for at have 50.000 kr. efter 3 år. Regnearket er udarbejdet på forhånd, men prøv eventuelt at lade eleverne selv bygge regnearket op.

I fase tre arbejdes der med fokus på ÅOP. Der henvises blandt andet til opgaver i hæftet Viden om penge.

Hæftet og de færdige regneark findes her. Regnearket findes desuden i filen øverst på denne side.

Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden forløbet:

  • Hvordan skal forløbet introduceres?
  • Hvilke centrale ord og begreber skal der lægges vægt på igennem forløbet?
  • Hvilke opgaver skal eleverne arbejde med, og hvordan skal arbejdet organiseres?
  • Hvordan skal tiden fordeles mellem faserne?
  • Hvordan skal der differentieres i opgaverne?
  • Hvordan skal eleverne kommunikere resultaterne af deres undersøgelser og beregninger ved afslutningen af fase to og tre?

Forløbets opbygning

Forløbet er opbygget i tre faser.

1. Introduktion

I denne fase kan læreren introducere eleverne for forløbets mål, indhold og opbygning, hvorefter der i klassen kan arbejdes med elevernes forforståelse og kendskab til centrale, udvalgte fagord og tages en overordnet samtale om begrebet privatøkonomi.

Der kan tages udgangspunkt i spørgsmål som:

  • Hvad betyder begrebet privatøkonomi?
  • Hvilke fordele og ulemper er der ved at låne penge?
  • Er der forskel på at låne penge i en butik og i en bank?

2. Fokus på lån

I denne fase kan eleverne i par eller i mindre grupper arbejde ud fra denne case: Hvad nu, hvis I som 18-årige beslutter jer for at optage et lån på 50 000 kr.?

  • Hvad vil det koste jer?
  • Hvem i klassen kan finde det dyreste lån, og hvem kan finde det billigste lån? Alle lån skal være på 50.000 kr., og tilbagebetalingen skal ske over 3 år.
  • Find de forskellige lånetilbud på internettet, og sammenlign de forskellige lån ud fra: Renten, ÅOP, den månedlige ydelse, det samlede beløb som skal tilbagebetales og de samlede kreditomkostninger.
  • Hvilket lån vil I vælge, og hvorfor?

    Benyt eventuelt det leksikon, der findes bagerst i hæftet Viden om penge.

Der kan arbejdes videre i denne fase ud fra de indledende spørgsmål og også sættes fokus på opsparing:

  • Hvor meget skal indbetales på en konto hver måned i 3 år for at have 50.000 kr., når renten er 3 % p.a.?

Med udgangspunkt i de valgte lån på 50.000 kr. kan eleverne desuden finde ud af, hvor stor forskellen er på at spare op og på at låne. Som afslutning på denne fase kan eleverne udarbejde et produkt, de deler med resten af klassen, så resultaterne af undersøgelserne bliver formidlet til alle.

3. Fokus på ÅOP

Det vil i denne fase være oplagt at diskutere forbrugeradfærd i et sociologisk perspektiv ud fra spørgsmål som:

  • Hvorfor vælger nogle at låne penge for at købe luksusvarer?
  • Hvilke vanskeligheder kan manglende økonomisk indsigt føre til?

Desuden kan begrebet ÅOP, årlige omkostninger i procent, introduceres for eleverne.

Herefter kan eleverne i par eller i mindre grupper arbejde ud fra denne case: Hvad nu, hvis I snart har fødselsdag, og jeres storesøster vil købe en ekstra god gave til jer, fordi den står øverst på jeres ønskeliste. Hun er 18 år og har ingen opsparing, så hun beslutter sig for at låne pengene.

  • Find en dyr ting, som I ønsker jer.
  • Undersøg forskellige lånetilbud på internettet.
  • Sammenlign ÅOP for forskellige tilbud, og beregn de samlede kreditomkostninger for hvert af dem.
  • Hvor meget kommer det til at koste jeres søster at købe gaven til jer?
  • Hvor mange af pengene går direkte til at betale lånet tilbage?

Der kan også arbejdes ud fra hæftet Viden om penge. Her findes to eksempler på lån på side 27. Ud fra disse to lån kan eleverne arbejde med spørgsmål som:

  • Hvor mange procent p.a. skal der betales for lån 1? Hvor mange procent p.a. skal der betales for lån 2?
  • Bemærk, at omkostningerne er lagt til lånet. Sammenlign omkostningerne for de to lån.
  • Sammenlign de samlede kreditomkostningerne for de to lån. Lån 1 har høj rente og lave omkostninger. Lån 2 har lav rente og høje omkostninger. Hvilket lån har den højeste ÅOP?

Denne fase kan ligesom fase 2 afsluttes med, at eleverne kommunikerer deres undersøgelser eller beregninger ud til resten af klassen.

Ideer til videre arbejde

Der kan arbejdes videre med emnet ud fra cases som disse:

Pernille er 18 år, og hun vil gerne købe en ny cykel til 6.000 kr., men hun har ikke penge.

  • Eleverne kan finde lånetilbud på internettet med samme løbetid og sammenligne ÅOP for de forskellige lån.
  • Eleverne kan også beregne de samlede kreditomkostninger for forskellige tilbud.
  • Til sidst kan de sammenligne lånetilbud med deres klassekammerater.

Louise har fået en oversigt fra banken. Renten på hendes forbrugslån er steget fra 11 % til 17%.

  • Hvor mange procentpoint steg hendes forbrugslån? Hvor stor var stigningen i procent?

Midtbank har ændret renten på Louises NemKonto. Så nu får hun desværre kun 4%, hvor hun plejer at få 5,5%.

  • Eleverne kan beregne ændringen i procentpoint på Louises NemKonto.

Evaluering

I evalueringen kan der i fællesskab samles op på de tre faser, i forhold til hvordan eleverne har arbejdet med lån og ÅOP. Det kan gøres ved at gennemgå elevernes besvarelser samt ud fra generelle samtaler om privatøkonomi med fokus på lån og ÅOP samt relevante faglige begreber.

Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

  • Kunne eleverne bruge erfaringer fra deres eget liv og således relatere til deres eget liv og privatøkonomi i forløbet?
  • I hvilket omfang vurderer du, at alle elever blev udfordret på deres niveau?
  • Kan erfaringer fra dette forløb bruges i det videre arbejde med emnet privatøkonomi?
  • Hvordan kan der arbejdes videre med emnet – eventuelt i samarbejde med samfundsfag?

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Danmarks Matematiklærerforening for Finans Danmark.

Det samlede materiale til pengeuge består af to elevhæfter med korte kapitler med introduktion til emner som budget, opsparing og lån. Til hvert kapitel hører nogle opgaver - ofte suppleret med et regneark. Materialet findes på www.pengeuge.dk, der også indeholder links til en række andre mulige undervisningsaktiviteter på området “privatøkonomi”. I forbindelse med Pengeuge er det muligt at få rådgivere fra landets banker på besøg i skoleklasserne som gæsteundervisere.

Fokus i materialet er især på valuta, inflation, at lægge budgetter og få viden om renters (og gebyrers) betydning for ind- og udlån, særligt ved at forstå ÅOP. Yderligere har Pengeuge et særligt tema om unge og digital sikkerhed, som giver mulighed for dialog i klassen om alt fra gode passwords til digital post og sociale medier.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.