Artikel

Er du med os eller dem? Identitetspolitik og polarisering på sociale medier

Debatter på sociale medier om emner som køn, race og seksualitet er ofte stærkt polariserede: Er du med os eller dem? Denne artikel handler om de forskellige årsager til den identitetspolitiske polarisering.

Hvad er identitetspolitik?

Identitetspolitik er et omstridt begreb, der kan betyde mange forskellige ting. Jeg bruger det her om en bestemt type politik, der tager udgangspunkt i identitetsmarkører som fx race, køn eller seksualitet for at forbedre identitetsgruppens vilkår (Alcoff 2000; Alcoff og Mohanty 2006; Appiah 2019; Marker og Hendricks 2019; Weir 2008). Identitetspolitik konstruerer et ’vi’ med udgangspunkt i en identitetsmarkør (fx ’vi kvinder’), italesætter en fælles erfaring (fx ’vi oplever sexisme’), og tildeler dette ’vi’ en række politiske mål og interesser (fx ’vi må frigøre os fra patriarkatet’).

Debatter om identitetspolitiske emner er ofte stærkt polariserede, især på sociale medier. Anklager som ”du er krænkelsesparat!” eller ”du er racist!” er ikke ualmindelige, og tit forsvinder nuancerne. I stedet skal man vælge enten den ene eller den anden side: Er du med os eller med dem? For eller imod? Denne artikel introducerer en række årsager til, at identitetspolitiske debatter er så polariserede og kommer med idéer til, hvordan man kan arbejde med identitetspolitik og polarisering i undervisningen.

 

Det er nemt

Den første årsag til den identitetspolitiske polarisering er, at mange identitetspolitiske emner ofte er relativt nemme at danne en hurtig mening om. Debatterne handler tit om ting som frisurer, kostumer, navnet på en is, højskolesange eller piktogrammer i DSB-tog. I modsætning til mere avancerede spørgsmål som CO2-kvoter, EU’s budgetlove eller fordelingen af randzoner i landområder, kræver de identitetspolitiske debatter sjældent meget af deres deltageres viden. De har med andre ord en relativt lav entry cost, og det bidrager alt andet lige til en ukonstruktiv tone (Marker og Hendricks 2019).

 

Den løftede pegefinger

En anden årsag til polariseringen er, at debatterne ofte tager udgangspunkt i, hvad der opfattes som et forbud: Hvide mennesker må ikke have dreadlocks, tynde skuespillere må ikke spille tykke karakterer i film, og universitetsstuderende på ikke holde fest med mexicansk tema. Disse aktive forsøg på at ændre de gældende normer for sprog og opførsel i samfundet kaldes normering (Frost 1997). Men generelt kan vi ikke lide at få fortalt af andre, hvad vi må og ikke må (Lykkeberg 2019, 376; Marker 2020). Mange forbinder alt andet lige ”du må ikke …” med en patroniserende diskurs og associerer det med en voksen, der løfter en pegefinger over for et barn. Det bliver opfattet som om, at et tankepoliti vil trække en ny norm ’fra oven’ ned over hovedet på resten af befolkningen gennem censur (Fish 1994; Frost 1997). Forskning peger på, at den oplevede patroniserende indførsel af en norm fra oven har tendens til at ’give bagslag’ og dermed arbejde imod den ønskede normering (Conway og Schaller 2005; Conway, Repke, og Houck 2017)

Samtidig er der tale om en tabserfaring: Et oplevet tab af frihed, fordi man nu ikke længere må noget, der var tilladt før. For tiltag, der i og for sig kan vise sig at være strukturelt frigørende, altså øge ligestillingen og bekæmpe diskrimination, kan i første omgang være individuelt begrænsende. Og det er ikke overraskende, at mange reagerer hårdt imod denne individuelle begrænsning (Marker og Hendricks 2019).

 

Når man kun hører konklusionerne

Mange identitetspolitiske debatter lider af, at de, set fra mange menneskers perspektiv, begynder i medierne med en konklusion: At (endnu) en udklædning er blevet forbudt, eller at der nu (igen) er noget, man ikke længere må sige.

Dette er der to årsager til. For det første informeres mange identitetspolitiske diskussioner af teorier og erfaringer fra USA, hvor de fleste minoritetsspørgsmål og -kampe har en længere historie og større intensitet end i Danmark. For det andet foregår diskussionerne og meningsdannelsen, der leder frem til konklusionen, ofte i lukkede grupper på sociale medier (der er lukkede i et forsøg på at skabe safe spaces, altså rum uden undertrykkelse). Her slipper kun konklusionerne ud, og man får derfor ikke nuancerne og argumenterne med (Henriques 2018; Marker og Hendricks 2019).

Det forringer debatklimaet af to årsager. For det første oplever den enkelte ikke at få sin stemme hørt, hvilket bidrager til den føromtalte følelse af at få trukket en norm ned over hovedet fra oven. For det andet hører man ikke nuancerne, begrundelserne og argumenterne for den nye norm, når man ikke har været en del af diskussionen. Det er selvsagt heller ikke fordrende for en god debat.

 

Problemerne er nærværende

En fjerde årsag til polarisering er, at identitetsmæssige problemer ofte er tæt inde på livet af debattørerne. Ens identitet er som bekendt dét, man er, så hvis det er under angreb, er det oplagt at svare med et modangreb (Klein 2020). Og hvis man konstant og gennem hele sit liv oplever diskrimination på baggrund af sit køn eller sin hudfarve, kan det virke provokerende, at nogen sætter spørgsmålstegn ved, om diskrimination overhovedet eksisterer – især hvis de ikke selv har identitetsmarkører, der giver anledning til diskrimination. Identitetspolitiske debatter kan virke som deciderede kampe, især hvis man ikke føler, at man bliver hørt (Marker og Hendricks 2019).

 

Mere diskussion – mere polarisering

Nærværende problemer har det med også at være genstand for meget debat. Selve drøftelsen i en gruppe kan imidlertid medføre, at hele gruppens holdning forskyder sig til en mere radikal version af det synspunkt, gruppen havde inden drøftelsen (Thielke, Lorentzen, og Dall 2019, 129). Samtidig kan synspunktet for hvert enkelt medlem af gruppen også forskyde sig til en mere ekstrem udgave af synspunktet, end de havde før drøftelsen. Det vil sige, at de individuelle meningsforskelle bliver mindre. Sagt på en anden måde: Hvis vi i forvejen er enige, bliver vi blot radikalt mere enige ved at tale sammen (V. F. Hendricks og Hansen 2016; Sunstein 2011).

Selv hvis uenige grupper diskuterer mere med hinanden, er der ingen garanti for mere forståelse og forsoning. Magdalena Wojcieszak (2011) foretog en undersøgelse, hvor hun spurgte, hvorvidt LGBT-adfærd var moralsk acceptabelt blandt grupper, der i udgangspunktet var stærkt uenige om det. Det viser sig, at når forskellige grupper har et meget negativt syn på hinanden, så hjælper det ikke at tale sammen. Når afstanden mellem grupperne er for stor, aktiveres stereotyper og fortællinger om ‘de andre.’ Det fører til, at man ikke lytter til hinanden. I stedet fortolker man bare de andres synspunkter ud fra sine fordomme, og når ens fordomme igen bliver bekræftet, forstærker det polariseringen.

Deltagere med meget stærke holdninger kan altså ende med at blive endnu mere polariserede af en samtale. Så ikke nok med, at holdningerne kan blive mere ekstreme, når vi er sammen med andre, der deler vores meninger – vi kan ligefrem nå til et punkt, hvor vi simpelthen ikke kan lide ’de andre.’ Det kaldes for affektiv polarisering: At ens uenighed veksles til en følelse af afsky over for ’de andre’ (Hjorth, Sønderskov, og Dinesen 2019). Studier viser, at affektiv polarisering kan hjælpes på vej af sociale medier, specielt når vi eksponeres for meget politisk uenighed i et newsfeed eller ved andet online medieforbrug (Suhay, Bello-Pardo, og Maurer 2018).

 

Sociale medier: Algoritmer, ekkokamre, filterbobler og ansigtsløs kommunikation

Nu vi er ved sociale medier, er de gunstige miljøer for polariserende narrativer. Facebooks algoritmer favoriserer artikler, opslag, billeder og videoer, der gør os vrede, bange, forargede eller hadefulde, frem for de nøgterne, analyserende artikler, der prøver at forstå frem for at splitte (Berger 2013; Lauritzen og Stjernfelt 2018; V. Hendricks og Vestergaard 2019). Der er ikke viralitet i lange, nuancerede artikler; det er der til gengæld i korte, hurtige budskaber, der bekræfter ens træthed over fx de ’krænkelsesparate feminister’ eller vrede over ’de racistiske hvide mænd.’

De sociale medier stimulerer desuden, at man grupperer sig med dem, der ligner eller mener det samme som en selv. Vi danner mindre, lukkede offentligheder med udgangspunkt i politiske grupper og sider. De kan udvikle sig til ekkokamre og filterbobler, hvor man konstant hører en endnu højere og mere radikal version af det, man selv mener, hvilket øger både den politiske og affektive polarisering (Engesser m.fl. 2017; Pariser 2012; Sunstein 2011).

Kommunikationen på sociale medier er ansigtsløs. De for enhver samtale så vigtige elementer som toneleje, mimik, gestik og det at kunne se hinanden i øjnene for at etablere fællesviden, ryger ud af ligningen. Dermed er der kun det skrevne ord tilbage, sammen med de meget tvetydige signaler som likes og emojis (Thielke, Lorentzen, og Dall 2019; Mehlsen og Hendricks 2018). Kombineret med, at man ofte diskuterer med folk, man ikke kender, skaber dette et debatklima, hvor man nemt kommer til at læse den værst mulige udgave af sin modparts indlæg. Omvendt får intentioner, humor, ironi, underforståede præmisser og nuancer det svært.

 

Identitetspolitisk polarisering i undervisningen

Det er især oplagt at arbejde med identitetspolitisk polarisering i samfundsfag. Flere af de nævnte årsager til polarisering gælder ikke kun identitetspolitiske diskussioner. Så de kan sagtens også bruges, når man arbejder med debatter om andre emner. Her er et par idéer til undervisningen:

  • Lad eleverne finde en aktuel, polariseret debat på et socialt medie og bed dem studere, hvor det ’går galt,’ og hvad diskussionens parter kunne have gjort for at mindske polariseringen.
  • Eleverne kan undersøge deres egen debatstil på internettet. Er den polariserende eller lægger den op til nysgerrig dialog?
  • Lav et idéværksted, hvor I drøfter konkrete tiltag til at mindske polarisering i debatter om følsomme emner som køn, race og seksualitet.
  • Diskuter, hvordan man kan ændre normer for vores omgang med hinanden, uden at forsøget på en normændring føles patroniserende.

 

Kreditering

Silas Marker, cand.mag., forfatter, underviser og tilknyttet forsker ved Center for Information og Boblestudier (CIBS), Københavns Universitet. www.silasmarker.dk

unpublished

Referencer


Alcoff, Linda. 2000. “Who’s Afraid of Identity Politics?” I Reclaiming identity: realist theory and the predicament of postmodernism, redigeret af Paula M. L. Moya og Michael Hames-García. Berkeley, Calif. London: University of California Press.

Alcoff, Linda, og Satya P. Mohanty. 2006. “Reconsidering Identity Politics: An Introduction”. I Identity politics reconsidered, redigeret af Linda Alcoff, Michael Hames-García, Satya P. Mohanty, og Paula M. Moya. The future of minority studies. New York Houndsmills, Basingstoke, Hampshire, England: Palgrave Macmillan.

Appiah, Anthony. 2019. The Lies That Bind: Rethinking Identity : Creed, Country, Colour, Class, Culture. London: Profile Books Ltd.

Berger, Jonah. 2013. Contagious: How to Build Word of Mouth in the Digital Age. Great Britain: Simon & Schuster.

Conway, Lucian Gideon, Meredith A. Repke, og Shannon C. Houck. 2017. “Donald Trump as a cultural revolt against perceived communication restriction: Priming political correctness norms causes more Trump support”. Journal of social and political psychology 5 (1): 244–59. https://doi.org/10.5964/jspp.v5i1.732.

Conway, Lucian Gideon, og Mark Schaller. 2005. “When Authorities’ Commands Backfire: Attributions about Consensus and Effects on Deviant Decision Making.” Journal of Personality and Social Psychology 89 (3): 311–26. https://doi.org/10.1037/0022-3514.89.3.311.

Engesser, Sven, Nicole Ernst, Frank Esser, og Florin Büchel. 2017. “Populism and Social Media: How Politicians Spread a Fragmented Ideology”. Information, Communication & Society 20 (8): 1109–26. https://doi.org/10.1080/1369118X.2016.1207697.

Fish, Stanley Eugene. 1994. There’s No Such Thing as Free Speech, and It’s a Good Thing, Too. New York: Oxford Univ. Press.

Frost, Pernille J. 1997. En strid om ord: det politisk korrekte sprog. Fremads debatbøger. København: Fremad.

Hendricks, Vincent F., og Pelle G. Hansen. 2016. Infostorms: Why Do We “like”? Explaining Individual Behavior on the Social Net. Second edition. Cham: Copernicus Books.

Hendricks, Vincent, og Mads Vestergaard. 2019. Reality lost: markets of attention, misinformation and manipulation. New York, NY: Springer Berlin Heidelberg.

Henriques, Gregg. 2018. Identity Politics and Political Polarization, Part II. Psychology Today. https://www.psychologytoday.com/us/blog/theory-knowledge/201808/identity-politics-and-political-polarization-part-ii.

Hjorth, Frederik, Kim Mannemar Sønderskov, og Peter Thisted Dinesen. 2019. “Affektiv Polarisering i Danmark: Et Listeeksperiment om Social Distance til Politiske Modstandere”. Økonomi og Politik 92 (3): 31–40.

Klein, Ezra. 2020. Why We’re Polarised. Profile Books Ltd.

Lauritzen, Anne Mette, og Frederik Stjernfelt. 2018. Dit opslag er blevet fjernet: techgiganter og ytringsfrihed. København: Gyldendal.

Lykkeberg, Rune. 2019. Vesten mod vesten: fortællinger om det politiske opbrud fra efterkrigstiden til Brexit og Trump.

Marker, Silas. 2020. “Hvad kan identitetspolitik lære os om coronakrisen?” Kforum, 23. marts 2020. https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/Fy-retorik.

Marker, Silas, og Vincent Hendricks. 2019. Os og dem: Identitetspolitiske akser, ideer og afsporede debatter. København: Gyldendal.

Mehlsen, Camilla, og Vincent F Hendricks. 2018. Hvordan bliver vi digitalt dannede? København: Information.

Pariser, Eli. 2012. The Filter Bubble: What the Internet Is Hiding from You. London: Penguin Books.

Suhay, Elizabeth, Emily Bello-Pardo, og Brianna Maurer. 2018. “The Polarizing Effects of Online Partisan Criticism: Evidence from Two Experiments”. The International Journal of Press/Politics 23 (1): 95–115. https://doi.org/10.1177/1940161217740697.

Sunstein, Cass R. 2011. Going to Extremes: How like Minds Unite and Divide. Oxford; Madrid: Oxford University Press.

Thielke, Katrine, Maia Kahlke Lorentzen, og Nana Gaardboe Dall. 2019. Kan trold tæmmes?: trolling og debatkultur i den digitale tidsalder. København: Information.

Weir, Allison. 2008. “Global Feminism and Transformative Identity Politics”. Hypatia 23 (4): 110–33.

Wojcieszak, Magdalena. 2011. “Deliberation and Attitude Polarization”. Journal of Communication 61 (4): 596–617. https://doi.org/10.1111/j.1460-2466.2011.01568.x.