Artikel

Digital dannelse direkte ind i fagene – what’s not to LIKE?!

Bogen LIKE er en gratis og forskningsbaseret undervisningsbog, som klæder elever i både grundskolens udskoling og gymnasieelever på til at undgå de digitale mediers mange faldgruber.

© Center for Information og Boblestudier, KU

Fra SoMe til SoWe

Den digitale dannelse i uddannelsen skal bidrage til at opfostre myndige og autonome individer, som bruger fornuften og kritisk forholder sig med respekt for sig selv, fællesskabet og samfundet. Også digitalt. Digitaliseringen giver unge et væld af muligheder for at kommunikere, få viden og indgå i relationer, men digitaliseringen fører også en lang række nye dynamikker, uhensigtsmæssige normer og risikoformer med sig.

Med udgangspunkt i den sociale normtilgang, som har vist sig ganske effektiv i at såvel korrigere uheldige normer som at indstifte nye bæredygtige adfærdsmønstre når det gælder risikoadfærd som drukkultur, rygning, canabis-misbrug, er opgaven således at skabe bæredygtige sociale normer for online adfærd. Baseret på idéen om, at mennesker ofte har fejlforestillinger om, at andres opfattelser eller adfærd er meget forskellig fra deres egen, selvom de, når alt kommer til alt, er ganske ens.

Det er baggrunden for undervisningsmaterialet LIKE, der sætter aktuelle eksempler og cases ind i en teoretisk og forskningsbaseret ramme, hvor de unges egne indsigter, erfaringer og perspektiver inddrages i dialogen som basis for dannelsen.

 

Temaer i LIKE – fra shitstormens anatomi til det digitale jeg

Materialet klæder eleverne på med viden og opgaver om emner som billeddeling, shitstormens anatomi, hvad der sker når flertalsmisforståelser bliver til sandhed, konspirationer, fake news, polarisering og det digitale jeg.

Bogen giver gode råd og introducerer redskaber til at identificere, analysere og forstå de informationer og digitale udfordringer, som de unge dagligt møder – og forholder sig til – på nettet og sociale medier.

 

LIKE er inddelt i fem kapitler:

  1. Mig og mine normer handler om, hvordan vi som mennesker påvirker hinanden og om hvordan normer opstår
  2. Mig og mine medier handler om digital kommunikation fra identitet til og social kapital over ansigtsløs kommunikation og deling af billeder til shitstorme og viralitet
  3. Mig og min opmærksomhed fokuserer på opmærksomhedsøkonomi, digitale forstyrrelser og adfærdsdesign
  4. Mig og mine (mis)informationer tager fat på fake news, informationskvalitet, den demokratiske udfordring ved misinformation og det postfaktuelle samfund
  5. Mig og mine meninger dykker ned i gruppepåvirkning, polariseringsmekanismer og kollektiv klogskab.

 

Til hvert tema er knyttet konkrete opgaver, diskussionsoplæg og værktøjer, som eleverne kan arbejde ud fra. Der kan på hjemmesiden digitaldannelse.org findes forløbsplaner og lærervejledninger til at rammesætte en konkret undervisningsgang eller et længere forløb under bogens centrale temaer.

 

 

© Center for Information og Boblestudier, KU

Digital dannelse ind i fagene

Den grundlæggende didaktiske idé bag LIKE er, at den digitale dannelse kan lægges direkte ned i fagene fra dansk over samfundsfag til matematik, naturfag og sprogfagene – den digitale dannelse skal være en integreret del af undervisningen, udgøre eksamensmateriale og skal afspejles i prøveformer. Man skal således kunne komme op i eksempelvis ”Shitstormens anatomi” eller ”Markedet for billeddeling”, hvad enten det er i enkeltfag, gruppeeksamen, større skriftlige opgaver eller interdisciplinære samarbejder fagene imellem.

 

Involvér unges egne erfaringer og drop den løftede pegefinger

Oplysning, deltagelse og dialog virker bedre end en løftet pegefinger, hvis man vil styrke menneskers læring og refleksion og ændre normer som adfærd. Samtidig lærer unge bedst, og engagerer sig mere, når de kan relatere ny viden til deres egne erfaringer og inddrage egne indsigter og perspektiver. Tilgangen i materialet er derfor, at aktiv deltagelse, ejerskab og synergieffekter generationerne imellem giver det bedste grundlag for undervisning i digital dannelse. Materialet giver eleverne værktøjer til at forstå, analysere og diskutere problemstillinger ved den digitale (medie)udvikling samt tilrettelægge digital kommunikation gennem inddragelse af deres egne liv, indsigter og erfaringer.

 

Kreditering

Artikel er skrevet af cand.scient.soc. Benedikte Stenum Lindqvist og Professor Vincent F. Hendricks.

 

Om projektet LIKE

Bogen LIKE er redigeret af Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks med støtte fra og i samarbejde med TrygFonden, Center for Information og Boblestudier (CIBS) ved Københavns Universitet, Carlsbergfondet, og Roskilde Kommune.

 

Læs mere

Du kan downloade LIKE undervisningsbogen her og læse mere om projektet  

Læs mere om Om Digital (Ud)dannelse (D.U.D.E.)