Aktivitet

Opret et digitalt selvforsvar mod cookies

Med dette undervisningsforløb vil du kunne støtte dine elever i at opnå viden om, hvad cookies er, hvilke funktioner de har, samt hvordan de undgår de cookies, der tracker dem.

 

Undervisningsforløbet kan anvendes i udskolingen i forbindelse med teknologiforståelse. Det egner sig til en temadag/fagdag
Anslået tidsforbrug: Ca 6 lektioner

Cookies bliver brugt til at spore vores færden på nettet. På den måde kan bl.a. virksomheder målrette deres reklamer. Det er vigtigt, at eleverne kan agere ud fra denne viden.

 

Formålet med dette undervisningsforløb, som taler ind i ‘Digital myndiggørelse’, er, at eleverne:

  • Udvikler viden om cookies og tracking samt får redskaber til at handle i forhold til denne viden
  • Reflekterer kritisk over hvilken betydning cookies og tracking har for deres adfærd på nettet
  • Finder og installerer relevant sikkerhedssoftware til at undgå cookies og tracking

 

Overvejelser

Forløbet består af 2 faser:

Fase 1 har fokus på at vække elevernes nysgerrighed og mobilisere deres forforståelse for, det de allerede ved om cookies.

I fase 2  skal eleverne udvikle deres digitale selvforsvar og afprøve forskellige sikkerhedsmæssige foranstaltninger.  

 

Planlægning

Overvej, hvilket format du vil bruge til gennemføre en brainstorm med eleverne, det kan fx være ved hjælp af post-it eller et digitalt værktøj.

Sørg for at eleverne har adgang til en computer/tablet med Firefox og/eller Chrome gennem hele forløbet.

 

Skim artiklen Hvad er cookies? Fra forbrugerrådet TÆNK, som skal bruges i forløbet. Hvis artiklen er for svær at læse selv for eleverne, kan I læse dem sammen på smart boardet, eller du kan formidle pointerne. Eleverne kan med fordel læse følgende afsnit i artiklen:

  • Cookies gør det lettere at færdes på nettet
  • Hvad er en cookie?
  • Cookies er ikke farlige eller problematiske
  • Sådan ser du, hvilke cookies en hjemmeside bruger

 

Forløbets opbygning

Fase 1. Hvad er cookies?

Lav sammen en kort brainstorm over emnet “Hvad er cookies?” Bed eleverne tænke over:

  • hvad de allerede ved/ikke ved om cookies?
  • hvor man møder cookies?
  • hvad er deres funktion?
  • osv.

Efter at have læst eller gennemgået artiklen Hvad er cookies? fra TÆNK, skal eleverne tilføje ord til brainstormen, I begyndte sammen.

 

Fase 2. Opret et digitalt selvforsvar

Se youtube filmen Digitalt selvforsvar om cookies sammen. Ligesom Nikolaj kan I prøve at installere Ghostery, Disconnect og/eller uBlock og tjekke, hvad de blokerer på de samme hjemmesider. Bruger du Firefox kan du i deres ’oversigt over beskyttelse’ se, hvad der er blevet blokeret på alle websteder i løbet af den sidste uge. Bruger du Chrome kan du downloade Disconnect.

Undersøg tracking på nogle af de hjemmesider, I bruger mest. Hvilke varer handler de firmaer, der tracker med?

 

Evaluering

Tag en samtale med eleverne ift., hvad de er blevet klogere på, og hvad de i fremtiden vil bruge af tracking-blockerne.

Forløbet er udarbejdet af Mia Elise Wied, CFU/KP - December 2018

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.