Forløb

Ram plet med verdensmesteren Viktor Axelsen

Indskoling: I dette gæstelærerforløb fortæller den danske verdensmester i badminton Viktor Axelsen om at være både konkurrenter og gode venner. Samtidig er motorik, leg og glæde ved bevægelse i fokus.

Forløbet er udviklet til idræt.
Forløbet er målrettet elever i indskolingen.

 

Hele forløbet kan gennemføres online eller ved fysisk fremmøde på 2-4 lektioner.

© STUK

Gæstelærerforløbet med Viktor Axelsen har elevernes motorik og kropskoordinering i centrum. Forløbet sætter også fokus på samarbejde. Eleverne bliver gennem forløbet bevidste om, at træning og øvelse kan gøre én god til noget, og at man godt kan være kammerater, selv om man konkurrerer.

Forløbet berører alle tre kompetenceområder inden for idrætsfaget, men har særligt fokus på, at eleverne skal kunne deltage aktivt i basale, alsidige bevægelser i leg med fokus på boldbasis og boldspil. Desuden lægges der op til, at eleverne skal kunne beskrive reaktioner på fysisk aktivitet. 

Forløbets formål er desuden at løfte elevernes læring samt at motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning en faglig kapacitet som Viktor Axelsen.

 

Forudsætninger, form og indhold

Forløbet er bygget op omkring fem videoer med Viktor Axelsen, og til hver video gives der forslag til undervisningsaktiviteter. Aktiviteterne er eksempelvis spørgsmål til refleksion i klassen, oplæg til opvarmningslege eller øvelser i elementer fra badminton.

Aktiviteterne lægger op til motivation, læring og leg med kroppens muligheder. Fokus er i mindre grad på at kunne spille badminton end på at udvikle fagsprog og opnå viden om fysisk aktivitet. Samtidig har forløbet opmærksomhed på det sociale på og uden for en badmintonbane.

Det anbefales, at eleverne arbejder med en fast makker gennem hele forløbet for at skabe tydelighed og tryghed. 

Der er også udarbejdet en PDF med forslag til supplerende undervisningsaktiviteter, der kan anvendes i forlængelse af forløbet. Aktiviteterne fokuserer på fairplay og sundhed i idrætsundervisningen. Find det supplerende materiale nederst på siden.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

Læreren kan indlede forløbet med at vække elevernes nysgerrighed. Det kan gøres ved at spørge til elevernes egne erfaringer med ketsjere og bolde. Læreren kan også bygge oven på elevernes forforståelse ved at fortælle om badmintonsportens historie samt vise en fjerbold og en ketsjer.

I videoerne bruger Viktor Axelsen mange badminton- og sportsudtryk såsom mentalitet, serv, smash, teknik, taktik og fysik. Læreren kan hjælpe eleverne med at forstå disse begreber ved at eksemplificere dem.

Alle aktiviteter kan tilrettelægges i tre faser:

  1. Video - eleverne ser en video i fællesskab.
  2. Fælles dialog eller aktivitet - på baggrund af videoen gennemfører læreren undervisning.
  3. Fælles opsamling - klassen samler fælles op på aktiviteten. 

Undervisningen kan gennemføres både fysisk på skolen og online. Til undervisningen fysisk på skolen har læreren brug for ketsjere, fjerbolde, materialer til udvalgte opvarmningslege samt materialer til elementer af badminton.

Hvis det er muligt, kan videoerne vises med en projektor i en gymnastiksal eller en hal. Alternativt kan videoerne ses i et klasselokale. Store dele af forløbet kan også gennemføres udendørs efter visning af videoerne.

Den uddybende lærervejledning rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer I lærervejledningen gives inspiration til både undervisning fysisk på skolen og online undervisning.

 

Forløbets opbygning

Forløbet består af fem faser.

Video 1: Ram plet med en verdensmester

© Børne- og Undervisningsministeriet

Viktor Axelsen fortæller i denne video, hvorfor han elsker badminton. Han kommer blandt andet ind på, at man skal være dygtig til mange forskellige ting, såsom det taktiske, tekniske og fysiske. Han forklarer også, at han får brændt en masse energi af, når han spiller badminton, og at det mentale er vigtigt: Man skal kunne se fremad i stedet for at fokusere på sine fejl.

Efter at have set videoen kan læreren fastholde elevernes nysgerrighed på Viktor Axelsen og badminton ved at lægge op til en fælles dialog.

Dialogen kan sættes i gang med spørgsmål som disse:

  • Kendte I Viktor Axelsen i forvejen?
  • Har I prøvet at spille badminton?
  • Kender I til at øve jer på noget længe, inden I lykkes med det?

 

Video 2: Små øvelser til opvarmning

© Børne- og Undervisningsministeriet

Det er vigtigt at være godt opvarmet, når man skal spille badminton. Det fortæller Viktor Axelsen i denne video, hvor han også præsenterer tre opvarmningsøvelser, som eleverne kan lave.

Læreren kan lade eleverne selv varme op, når de har  set videoen. Det kan foregå udendørs, i en hal eller en gymnastiksal. Læreren kan udvælge en til tre opvarmningslege,  eksempelvis Viktor Axelsens øvelser fra videoen, kongens efterfølger eller en stafet, hvor eleverne løber med en fjerbold på en badmintonketsjer.

Hvis klassen skal anvende opvarmningslegene i flere lektioner, kan det være en god idé at lade en leg være genganger i hver lektion. Det kan sikre genkendelighed for eleverne.

 

Video 3: Venskaber og badminton

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video fortæller Viktor Axelsen om sit venskab med konkurrenter uden for banen. Venskaber er vigtige for Viktor Axelsen, for venner kan både give gode råd og få en til at glemme nederlag. På den måde kan venner være med til at give ny motivation.  

Efter videoen kan eleverne lege med afsæt i aktiviteter, der er inspireret af badminton. Flere af legene, der nævnes i den uddybende vejledning, kan udføres i makkerpar og rummer både samarbejde og konkurrence. Eleverne kan eksempelvis spille med ballon på hånd, fluesmækker eller ketsjer. Hvis undervisningen gennemføres online er det en mulighed at lade eleverne spille med  hånden og papirkugler. Der kan gennemføres en til tre lege per lektion.

Efter legene kan læreren involvere eleverne i en samtale og eksempelvis spørge:

  • Har I prøvet at være uvenner i en leg og så blive gode venner igen, når legen er slut?
  • Hvad kan I gøre, hvis en fra klassen er ked af det i en leg?

 

Video 4: Viktor Axelsens hverdag

© Børne- og Undervisningsministeriet

En god atlet skal både træne, spise sundt - og huske at slappe af. Det fortæller Viktor Axelsen i denne video, som handler om at udvikle en stærk krop, der er fuld af energi.

Efter at have set videoen kan læreren spørge eleverne om, hvad der er sundt og usundt. Klassesamtalen kan både omhandle, hvilken mad der er sund, hvor meget man skal sove, og hvor meget man skal bevæge sig. Bagefter kan eleverne lave en liste med sunde og usunde ting. Eleverne kan også tale om vigtigheden af søvn, mad og bevægelse ud fra, hvordan det er at være i skole, hvis de er sultne eller trætte.

 

Video 5: Viktor Axelsens bedste råd og næste mål

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video fortæller Viktor Axelsen om, hvordan man kommer i gang med at spille badminton. Det er blandt andet vigtigt at mærke efter, hvad man bedst kan lide ved sporten. Viktor Axelsen fortæller også om sit næste mål, som er at vinde en guldmedalje til OL i Japan 2021.

Efter at have set videoen kan læreren spørge, om nogle af eleverne er ved at træne op til noget eller har et mål om at gøre noget bestemt senere i deres liv. Læreren kan også spørge om, hvorfor det kan være godt at ønske sig noget i livet og have noget, man går op i.

 

Evaluering

Forløbet kan evalueres ved, at eleverne i plenum taler om og reflekterer over badminton, træning, kost og motivation og over, hvordan man kan være en god kammerat på og uden for badmintonbanen.

Til evalueringen kan læreren desuden spørge ind til, hvordan man kan blive god til noget. Læreren kan supplere med mere generelle spørgsmål, som fokuserer på, hvordan eleverne kan hjælpe hinanden i idræt og i skolen generelt.

Forslag til spørgsmål:

  • Hvordan kan man  være en god vinder?
  • Hvordan kan du agere, hvis du er sur over at have tabt i en leg eller et spil?
  • Hvordan kan I hjælpe hinanden til at blive bedre til noget?

Læreren kan også spørge eleverne om, hvad de synes var sjovest, hårdest eller sværest ved videoerne og aktiviteterne med Viktor Axelsen.

Læreren kan desuden opsummere betydningen af nogle af de begreber, som Viktor Axelsen anvender i videoerne. Hvad betyder for eksempel serv, teknik, fysik eller mentalitet?

 

Links til yderligere inspiration

Læs mere om badminton for børn på hjemmeside ’Bevæg dig for livet’.

Find inspiration til øvelser og badmintontræning hos Danmarks Idrætsforbund: video.dif.dk

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.