Eksempel fra praksis

Ælde, Elle - Lad mig fortælle

Vinder af Springfrøprisen 2017: Projektet lægger vægt på at højne elevernes forståelse for deres egen samtid og omverden ved at give dem et langt tættere forhold til deres eget områdes fjerne fortid.

Børne- og Undervisningsministeriet og Kulturministeriet har sammen stiftet Springfrøprisen. Prisen er blevet uddelt en gang årligt i perioden 2010-14 og 2016-18, hvor den har præmieret særlige projekter inden for de praktiske, musiske og kunstneriske fag i grundskolen.

 

Om projektet

Projektet "Ælde, Elle - Lad mig fortælle" var et samarbejde mellem håndværk og design-lærer Rikke Weirup Jensen og hendes elever fra Ellemarkskolen i Køge, Køge Museum og Køge Ungdomsskole. Formålet var, via arbejdet med vores fælles kulturarv, at fremme omverdensforståelse og bevidsthed om designprocesser gennem tilegnelsen af traditionelle håndværk. 

Med afsæt i udvalgte genstande fra Køge Museums beklædningssamling, arbejdede eleverne med detaljesnit som markører for fortidens æstetik, der via digital behandling, kunne omsættes til et nutidigt udtryk. De færdige produkter var iPad-holdere i træ forarbejdet med intarsia og iPad-covers i filt prydet med broderi. Produkterne blev udstilet side om side med museumsgenstandene, som en del af Køge Museums vinterferieopsætning.

Samarbejde med eksterne aktører var givende, da disse var med til at få folkeskolen ud i virkeligheden, samt at gøre det faglige indhold aktuelt og relevant for eleverne. Ligeledes oplevedes det at arbejde projektorienteret, direkte understøttende for elevernes tilegnelse af designprocessuel forståelse.

 

Projektets indhold og organisering

Eleverne besøgte først det lokale museum, hvor de iagttager udvalgte dragter fra en tidligere tidsperiode. På museet skulle de tegne/fotografere detaljer, som de senere bearbejdede digitalt. Disse bearbejdninger af historiske dragtdetaljer blev omsat til teknikkerne intarsia og korsstingsbroderi. Der var vægt på, at produkterne skulle være nutidigt anvendelige. Derfor blev produkterne: En holder til Ipad samt et cover til samme.

Et sådan projekt kræver aftaler med eksterne interessenter, der kan byde ind med specialviden, som nedslag i undervisningen. Desuden skal der undervises i de specialicerede teknikker, der udvælges - for eksempel intarsia og korsstingsbroderi, inden eleverne kan bearbejde de indsamlede detaljesnit sigitalt og derefter bruge dem i et nutidigt udtryk.

Endelig skal der sættes en udstilling op - gerne i samarbejde med udstillingsstedet. I den forbindelse kan der arbejdes med afstemning af elevernes produkter med museets/udstillingsstedets rammer. Især når der skal udstilles sammen med de genstande fra museets samling, som har dannet inspiration for elevprodukterne, således udstillingen fremstår som et samlet indtryk.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.