Mundtlighed og malerkunst

Udskoling: Denne aktivitet sætter fokus på emnet malerkunst i franskundervisningen. Aktiviteten eksemplificerer, hvordan eleverne efter en fælles intro til et overordnet emne kan udvælge, undersøge, beskrive og præsentere et malerie, som de selv finder interessant. Aktiviteten kan på denne baggrund lige så vel tage udgangspunkt i andre relevante emner inden for fransk samfund og kultur.

Aktiviteten er henvendt til 8.-10. klasse.
Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner.

Denne lille aktivitet beskriver et emne, la peinture, der er godt at fordybe sig i i forbindelse med arbejdet med mundtlig kommunikation. Samtidig med arbejdet med kommunikation kan emnet give eleverne indsigt i kultur og kunst i fransktalende lande. Forløbet lægger op til, at eleverne fordyber sig i billeder af franske malere, og at de undersøger det og præsenterer deres viden for klassen i en kort mundtlig præsentation.

 

Forudsætninger, form og indhold

Det er en fordel, hvis eleverne har styr på begreber som farver og former.

Når du arbejder med la peinture, er der gode muligheder for at differentiere din undervisning. Elever på begynderniveauet kan finde et maleri og tale om motiv, farver, former og kompositionen. Elever med bedre sprogkundskaber kan udfordres ved at beskrive billedet med langt flere detaljer eller læse sværere tekster og udtrykke sig mere nuanceret om disse. Du kan som lærer støtte og stilladsere arbejdet med at beskrive malerierne undervejs, så alle elever arbejder med opgaven på deres eget sproglige niveau.

Aktiviteten er bygget op i tre faser. Først er der fokus på gloser og modellering, der vil gøre eleverne i stand til at tale om et maleri på fransk. Derefter kan eleverne vælge en kunstner og et maleri, som de kan fordybe sig i og og beskrive. De kan så forberede en lille præsentation for klassen, hvor de formidler deres viden mundtligt.

 

Tilrettelæggelse

Inden eleverne selv skal beskrive et billede, er det vigtigt, at de klædes på til opgaven ved at få kendskab til relevante ord. Herunder præsenteres to sider, der arbejder med ord, billedbeskrivelser, billedgenrer mm. Disse sider kan bruges som inspiration, når eleverne skal klædes på med relevante fagord og begreber:

  • Peinture FLE: Her kan dine elever lære de franske udtryk, de har brug for, når de skal tale om malerkunsten. De kan lære og øve sig på udtryk, der vedrører les couleurs, les formes, les types de peintures, la description d’un tableau og meget mere.
  • L'art en s'amusant: Her er fokus på genrer inden for billedkunsten, eksempelvis le portrait, le paysage, la nature morte med mere.

For at eleverne kan arbejde målrettet med at finde, udvælge og beskrive deres maleri, kan du overveje, hvordan du vil stilladsere denne proces. Det kan være en ide at modellere for dem, hvordan du selv klikker dig ind på siden og vælger et maleri, samt hvordan du vil beskrive billedet.

Eleverne kan eksempelvis vælge maler og maleri på denne side: www.grandpeintres.com.
Der er dog ikke kun franske malere, hvorfor det vil være relevant at udvælge en eller flere franske malere, så eleverne kun koncentrerer sig om disse.

    Forslag til spørgsmål, der kan overvejes inden aktiviteten:

    • Hvilke gloser med relevans for emnet skal præsenteres som optakt til aktiviteten, og hvordan skal der arbejdes med disse?
    • Hvor skal eleverne finde relevante malere og malerier, og hvilke krav skal der være til deres valg af maleri?
    • Hvordan skal elevernes arbejde med at udvælge, undersøge og beskrive et billede stilladseres?
    • Hvilke krav skal stille til elevernes præsentationer?

     

    Aktivitetens opbygning

    Aktiviteten er inddelt i fire faser:

    1. Indledning
    Aktiviteten kan indledes med en præsentation af relevante franske gloser i forhold til emnet la peinture. 

    2. Beskrivelse
    Når eleverne har styr på de franske gloser om billedkunst, kan de vælge et maleri. På siden Les Grands Peintres kan eleverne finde det maleri, de gerne vil beskrive. Under menuen Les peintres, kan eleverne vælge en maler. De kan læse en kort biografi om den valgte maler og finde malerier under Les oeuvres de... Ved at klikke på voir les galeries de tableaux peints par... kan eleverne se flere billeder.

    Når eleverne har valgt deres maleri, kan de beskrive maleriet og forberede sig på, hvordan de vil præsentere maleriet for klassen. 
    De kan eventuelt tage udgangspunkt i spørgsmålene herunder:

    • Qu’est-ce que tu vois sur la peinture?
    • Décris le motif.
    • Comment sont les couleurs? Claires ou foncées? Chaudes ou froides?
    • Comment est l’ambiance?
    • De quel genre de peinture s’agit-il? (portrait, paysage, nature morte …)
    • Qui est le peintre qui a peint la peinture?
    • En quelle année le peintre a-t-il peint cette peinture?
    • À quel mouvement artistique appartient cette peinture? (impressionisme, cubisme…)
    • Est-ce que tu aimes cette peinture? Pourquoi?

    3. Præsentation
    Som afslutning på aktiviteten kan eleverne fremlægge deres beskrivelse af maleriet i klassen i en kort mundtlig præsentation.

     

    Evaluering

    Du kan som lærer give eleverne løbende vejledning og feedback under deres individuelle arbejde med at beskrive det udvalgte maleri. Efter præsentationerne kan I tale om, hvordan aktivitetens emne og organisering virkede på eleverne.

    Der kan efter gennemførelsen af forløbet sættes fokus på spørgsmål som:

    • Hvordan virkede den valgte stilladsering og modellering i forløbet?
    • Hvordan fungerede det for eleverne, at de kunne arbejde med et valgfrit maleri?
    • Kan denne måde at arbejde med et valgfrit underemne, undersøgelse, beskrivelse og præsentation bruges på andre måder i din undervisning?
    • I hvilket omfang kunne alle elever deltage i aktiviteten ud fra deres sproglige forudsætninger?

     

    Kreditering

    Aktiviteten er udviklet af Muriel Lacomble.

    Siden er opdateret 05. november 2019 af emu-redaktionen
    Rettigheder:

    Rettigheder

    Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
    Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.