Forskning og viden

Inspirationsmateriale til demokratiske fællesskaber

I kataloget ’Demokratiske fællesskaber – forebyggelse af polarisering og eksklusion i skolen’ findes inspiration til at arbejde med demokratiske processer i skolen.

Forpligtelsen til at danne eleverne til demokrati og medborgerskab er igennem mere end 40 år blevet indarbejdet i folkeskolens struktur og hverdag. I en tid med mangfoldighed, social fragmentering og store politiske kløfter i samfundet er der imidlertid behov for at revurdere skolens demokratiske dannelsesopgave. Det er baggrunden for dette inspirationskatalog.

Fordomme på tværs af forskelligheder er relativt udbredte i befolkningen i dag og forbrydelser med baggrund i fjendtlighed og fordomme er i stigning. Denne stigning er et kontant udtryk for en samfundsmæssig udfordring med polarisering mellem forskellige mennesker i det danske samfund. Polariseringen næres af fordomme og har også andre umiddelbart mindre dramatiske udtryk end hadforbrydelser, såsom adskilthed, manglende tilhørsforhold og manglende dialog og mistillid mellem forskellige grupper.

Udvikle kapaciteten hos fagprofessionelle

I skolen kender man problemer med, at nogen oplever at være udenfor, mister følelsen af tilhørsforhold og opbygger identiteter omkring at være imod. I dette inspirationskatalog deles erfaringer og indsigter fra et projekt med at udvikle kapaciteten blandt skolens fagprofessionelle til at skabe en demokratisk skolekultur, der modvirker sådanne processer.

Inspirationskataloget promoverer ikke én bestemt opfattelse af demokrati, men er rettet mod at få lærere og pædagoger til at reflektere over, hvad demokrati er, og over hvilke muligheder og udfordringer forskellige måder at tænke og praktisere demokrati på skaber. Det er denne udvikling frem mod en mangfoldig og pluralistisk skolekultur, som inspirationskataloget kan bidrage til.

Forslag til udviklingsforløb

Inspirationskataloget giver forslag til, hvordan skoler kan igangsætte og gennemføre et udviklingsforløb for lærere, pædagoger og skolens ledelse. Forløbet omfatter workshops for de fagprofessionelle, afprøvninger af øvelser i praksis og rum til fordybelse via dialogcirkler. I kataloget er delene flettet ind i hinanden og udgør til sammen en helhedsindsats, der kobler teoretiske perspektiver med det at handle i praksis og udvikle praksis. Formålet er at inspirere skolens fagprofessionelle til at udforske og udvikle handlemuligheder i forhold til at skabe gode rammer for elevernes deltagelse og tilhørsforhold.

Faktaoplysninger

Projektet, som inspirationskataloget bygger på, blev udbudt og finansieret af Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme og gennemført i et samarbejde mellem Center for skole og læring ved Professionshøjskolen Absalon og Kirstinebjergskolen i Fredericia i 2017-2018. Inspirationskataloget er skrevet af projektteamet fra Center for skole og læring.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.