Midtvejsevaluering af initiativ om forebyggelse af radikalisering og social kontrol

Helhedsorienterede udviklingsforløb for undervisere, ledere og pædagogisk personale er med til at styrke de fagprofessionelles bevidsthed om og refleksion over egen praksis. Det viser en midtvejsevaluering af satspuljeinitiativet Forebyggelse af radikalisering og social kontrol i dagtilbud, fritidstilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser udarbejdet af Rambøll Management Consulting.

Formål

Satspuljeinitiativet har blandt andet til formål at styrke børn og unges modstandskraft mod ekstreme holdninger og bevægelser samt negativ social kontrol gennem styrkelsen af den fagprofessionelle praksis inden for demokrati og medborgerskab i dagtilbud, skoler, fritidstilbud og på ungdomsuddannelser. 

Satspuljeinitiativet indeholder tre typer af udviklingsforløb: 

  1. Helhedsorienterede udviklingsforløb med læringskonsulenter fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og mulighed for at deltage i kompetenceudviklingsforløb ved VIA University College, Professionshøjskolen UCC, Dansk Flygtningehjælp og ALS Research (VUDA)
  2. Motivationsforløb med fokus på viden og kapacitetsopbygning
  3. Inspirationsforløb som enkeltstående aktiviteter. 

Midtvejsevaluering præsenterer de foreløbige erfaringer med helhedsorienterede udviklingsforløb samt dertilhørende kompetenceudviklingsforløb ved VUDA.  Midtvejsevalueringens primære formål er at kvalificere arbejdet i projektet. En afsluttende virkningsevaluering forventes medio 2020.  

Hovedpointer

  • Der er stor variation i behov for kapacitetsopbygning institutionerne imellem, hvilket bl.a. skyldes, at institutionerne oplever forskellige udfordringer i deres målgrupper.
  • De fagprofessionelle oplever de helhedsorienterede udviklingsforløb med læringskonsulenterne som både relevante og anvendelige for deres eksisterende pædagogiske praksis. Deltagerne fremhæver det som en særlig værdi, at læringskonsulenterne kommer tæt på den enkelte institutions praksis, og at vejledningen tager udgangspunkt i lokale behov og udfordringer.
  • Institutionerne peger på, at samspillet mellem de lokalt forankrede udviklingsforløb og kompetenceudviklende aktiviteter i form af workshops og kurser bidrager til at styrke deres viden, bevidsthed om og refleksion over egen praksis.
  • Mere end 1.400 fagprofessionelle er blevet efteruddannet gennem initiativet. Målet om efteruddannelse af 1.000 fagprofessionelle er dermed allerede opfyldt halvvejs inde i projektet.
  • Projektet er fortsat i sin opstartsfase, hvorfor det er begrænset, hvor langt institutionerne er kommet med at omsætte ny viden og metoder til deres pædagogiske praksis.

Faktaoplysninger

Midtvejsevalueringen henvender sig til undervisere, ledere og pædagogisk personale i dagtilbud, fritidstilbud, grundskoler og ungdomsuddannelser, der ønsker viden om, hvordan tidlige forebyggende indsatser mod radikalisering og negativ social kontrol kan tilrettelægges. 

Midtvejsevalueringen er baseret på en kombination af kvalitative og kvantitative data. Registreringsskema, observationsstudier, interviews, survey samt casebesøg er blevet anvendt til implementeringsevalueringen, mens casebeesøg har dannet grundlag for en foreløbig virkningsevaluering. 

Projektet forventes afsluttet i sommeren 2020. 

Kreditering

Evalueringen er udarbejdet Rambøll Management Consulting og publiceret i september 2019. 
 

Siden er opdateret 23. september 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.