Forskning og viden
Frit skolevalg
I denne rapport undersøges det frie skolevalg mellem distriktsskole eller anden folkeskole inden og uden for kommunegrænsen, samt hvilke faktorer forældre lægger vægt på, når de vælger skole til deres børn.
Formål
I 2005 blev det frie skolevalg udvidet således, at forældre har ret til at vælge en folkeskole i eller uden for bopælskommunen. På baggrund af et omfattende kvantitativt og kvalitativt datamateriale er formålet med undersøgelsen, at give et nyt indblik i anvendelsen af det frie skolevalg, årsager til forældres skolevalg samt fordele og ulemper ved det frie skolevalg.
Hovedpointer
Undersøgelsens hovedresultater viser, at:
- Der er sket en stigning i andelen af forældre, der benytter muligheden for at vælge en anden skole end distriktsskolen til deres børn.
- Forældre lægger vægt på særligt fire faktorer på tværs af skoletype, når de vælger skole til deres barn. Disse er:
- At eleverne trives godt på skolen.
- At skolen har dygtige lærere.
- At skolen lægger stor vægt på elevernes faglige udvikling.
- At skolen lægger stor vægt på elevernes sociale udvikling.
- Selvom forældre kan pege på de samme faktorer for deres skolevalg sker det allligevel, at de vælge helt forskellige skoler. Dette forklares med, at skolevalget i højere grad afhænger af forældrenes tiltro til og tryghed ved de forskellige skoler, som de kan vælge imellem. Når forældre vælger forskellige skoler, skyldes det ofte ikke forskellige krav og ønsker til skolerne, men derimod at de har forskellige vurderinger af, hvilke skoler der bedst kan opfylde disse krav og ønsker.
- 12 pct. af forældrene har ikke fået en plads på den ønskede skole ved skoleindskrivningen. Dette kan blandt andet skyldes geografi, kapacitet, manglende information om det frie skolevalg samt sammenlægning af skoler, der kan være barrierer.
- Muligheden for at vælge og skifte mellem forskellige skoler medfører øget tilfredshed blandt forældre. Samtidig kan det frie skolevalg have konsekvenser for skolerne og kommunerne i form af øgede administrative opgaver, økonomisk usikkerhed og øget segregering.
Perspektivering
Resultaterne fra undersøgelsen viser, at manglende information og kendskab til reglerne om det frie skolevalg kan være en barriere for forældrenes brug af det frie skolevalg. De fleste kommuner arbejder med tiltag, der skal fremme forældrenes brug af det frie skolevalg – herunder forældrenes adgang til information. Dette gøres blandt andet ved at arbejde med særlige profilskoler eller gennem formidling af dokumentation og data om de forskellige skolers kvalitet.
Faktaoplysninger
Rapporten er udarbejdet af Epinion for Børne- og Undervisningsministeriet og udgivet i 2017.
Undersøgelsen bygger på data fra Danmarks Statistik, en spørgeskemaundersøgelse blandt forældre og skolechefer, kvalitative telefoninterview med skolechefer- og ledelser samt forældre.
Rapporten følger op på to foregående evalueringer af anvendelsen af det frie skolevalg mellem folkeskoler fra henholdsvis 2007 og 2011. I tillæg dertil belyser undersøgelsen forældres til- og fravalg af folkeskole og fri grundskoler.
Hent materialer om frit skolevalg
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.