Forskning og viden

Evaluering af læringskonsulentforløb og –aktiviteter

VIVEs evaluering af læringskonsulenternes inklusionsindsats viser, at indsatsen skaber forandringer ved at sætte lokale erfaringer i spil og skabe ejerskab over forandringsprocessen i kommuner og på skoler. 

Formål

Læringskonsulentkorpset har til formål at bidrage til opbygning af lokal kapacitet og udvikling af den pædagogiske praksis ude i kommunerne og skolerne. Det overordnede mål med læringskonsulenternes inklusionsindsats er at understøtte og udvikle skoler samt dagtilbud i at skabe trivsel og inkluderende læringsmiljøer.

Evalueringens formål er at undersøge, om læringskonsulenterne lykkes med at opfylde de to formål.

 

Hovedpointer

Betydningen af læringskonsulenternes baggrund og uddannelse

  • Læringskonsulenter der er uddannet både som fagprofessionelle og som proceskonsulenter gør det muligt at bistå kommunerne med både proceshjælp og fagviden.
  • Alle aktørgrupper, og særligt det pædagogiske personale, ser læringskonsulenternes egen praksiserfaring som værdifuld i den oversættelsesproces, der foregår mellem forvaltning, ledelse og pædagogiske medarbejdere.
  • Overlevering og spredning af relevant forskningsbaseret viden finder kun i begrænset omfang sted i læringskonsulenternes vejledning.
  • På tværs af forvaltning og skoleledelse vurderes læringskonsulenterne at være en konstruktiv samarbejdspartner, der står på relevant viden fra skoleverdenen, hvilket er understøttende for at skabe forandringer på forvaltnings- og institutionsniveau.

 

Find rapporten

Find rapporten på vive.dk

 

Om læringskonsulentforløb 

  • Overordnet giver læringskonsulenterne implementeringsstøtte gennem en række procesredskaber, som praktikerne er positive over for, og som opleves som medvirkende til at udvikle praksis.
  • Læringskonsulenterne indgår først og fremmest med processtøtte i form af løbende evaluering, opfølgning og justering af indsatser på forvaltnings- og ledelsesniveau. Data tyder på, at kommunerne i væsentlig grad efterspørger læringskonsulenternes kompetencer som proceskonsulenter, hvor pædagogiske medarbejdere i højere grad forventer fagorienterede indsatser.
  • Forvaltninger og skoleledelser efterspørger en længerevarende inddragelse af læringskonsulenterne, da processen med at ændre en kultur omkring inklusion er udfordret af, at læringskonsulenternes hjælp stopper inden projektet er i mål.
  • Læringskonsulenterne formår at skabe ejerskab særligt på styregruppeniveau, hvor forvaltninger og ledelser deltager, mens aktørgrupper uden for styregrupper ikke oplever et tilsvarende ejerskab til læringskonsulentindsatsen.
  • Læringskonsulenterne sætter praktikernes egne erfaringer i spil. Det sker primært på ledelsesniveau og i mindre grad hos de pædagogiske medarbejdere.
  • Både forvaltninger og skoleledere ser gerne, at forløbene med læringskonsulenterne kører over en længerevarende periode, da processen med at ændre kulturen omkring inklusion udfordres af, at læringskonsulenternes hjælp stopper inden projekterne i mål.

Faktaoplysninger

Analyse og rapportering er gennemført af VIVE, og analysen er bestilt af Børne- og Undervisningsministeriet. Rapporten er udgivet i 2017.

Analysen består af to dele: Første analysedel er en kvantitativ analyse af læringskonsulenternes metoder, redskaber og indsatstyper samt kvalitative interviews med læringskonsulenter fra inklusionsteamet.

Anden analysedel er en kvalitativ caseanalyse af tre kommunale vejledningsforløb. Her er der foretaget i alt 17 interview i tre casekommuner med repræsentanter fra forvaltninger (f.eks. skolechefer og kommunale konsulenter), skoleledelser og pædagogisk personale. De 17 interviews er fordelt på ti enkeltinterviews og 7 fokusgruppeinterviews. Herudover er der foretaget fokusgruppeinterviews med de læringskonsulenter, der har været tilknyttet forløbene i de tre casekommuner.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.