Forskning og viden
Projekt VIS - videoer
VIS står for Viden, Instruktion og Strategier. VIS-projektet har fokus på elevernes faglige læsning og læring.
VIS-strategien er en serie læseforståelsesværktøjer til faglig læsning. De er nemme at bruge både for lærer og elev. I en række af film besøger vi konkrete undervisningssituationer, hvor læsevejledere og faglærere bruger VIS-strategierne i deres undervisning.
Se introduktionsfilmen
'Se teksten an' er en forståelsesstrategi, som bruges af eleverne til at komme ind i teksten. Eleverne starter med at se på overskrifter, billeder, illustrationer med mere, således at eleverne får en idé om, hvad de skal i gang med at læse. Derved får de aktiveret deres hukommelse og kendskab til emnet.
Værktøjet Mindmap kan også kaldes brainstorm. Brainstorm er en god måde at aktivere og udvide elevernes forhåndsviden på. Værktøjet hjælper eleverne til lettere at forstå den fagtekst, de skal i gang med. De kan hurtigere finde ud af, hvilke dele af teksten de har kendskab til og hvilke de ikke har. På den måde kan eleverne fokusere på de dele, hvor deres viden ikke er så stor.
I denne strategi handler det for eleverne om at stoppe op i læsningen og lave noter og overskrifter til alle afsnit. På den måde kan de efterfølgende få overblik over, hvad teksten handler om. Overskrifterne er en måde at sikre, at eleverne arbejder grundigt med hvert afsnit og finder de vigtigste informationer i en samlet overskrift.
Gæt et ord-strategien er et redskab, som underviseren bruger i arbejdet med at udvikle elevernes ordkendskab, og ifølge faglæren Flemming er strategien undervisningsdifferentierende. Gæt et ord-strategien hjælper eleverne til at have fokus på, hvad der er væsentligt at lære i den tekst, som de skal læse, og eleverne får en bevidsthed om, hvad der er vigtigt før de går i gang med at læse. Derudover bliver strategien en sproglig leg, som kan være med til at engagere eleverne.
I denne film besøger vi Flemming fra Avedøre Skole i samfundsfag med 8. klasse. Han benytter de syv VIS-strategier i sin undervisning, og i denne undervisningsgang bruger han strategien 'ordkendskabskort'. Eleverne skal have kendskab til vigtige ord inden for faget, og strategien kan bruges til at eleverne kan stoppe op og finde ud af, hvad det egentlig er ordet bruges til, og hvad betyder det i forskellige kontekster. Strategien er et redskab, der bruges samtidig med at der læses en tekst eller at eleverne får andre informationer. For underviseren er ordkendskabskort et redskab der bruges til at hjælpe eleverne med at få et dybere kendskab til ordenes betydning.
Kreditering
Filmene er udarbejdet i forbindelse med Projekt VIS, som er etableret i et samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og Undervisningsministeriet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.