Forskning og viden

Læsning i små grupper kan hjælpe elever med læsevanskeligheder

Forskningskortlægningen belyser elevers udbytte af undervisning i læsning i små grupper på skolens mellemtrin. Forskningskortlægningen er gennemført af Center for Læseforskning ved Københavns Universitet.

Formål

Formålet med forskningskortlægningen er at afdække effekten af undervisning i små grupper over for klassetilbud og én-til-én-undervisning. Derudover afdækker forskningskortlægningen betydningen af bl.a. undervisningens indhold, undervisernes kvalifikationer, undervisningens intensitet og varighed.

 

Hovedpointer

Forskningskortlægningen viser, at:

  • Undervisningsindsatser i læsning i små grupper giver en særdeles veldokumenteret støtte for elever på mellemtrinnet (3.-6. klasse) med læsevanskeligheder. Hvis elever med vanskeligheder bliver undervist intensivt i mindre grupper, kan de i gennemsnit gå lige så hurtigt frem i færdigheder som deres klassekammerater. Og hvis de undervises i én-til-én-undervisning, kan de endda gå hurtigere frem, dvs. efterhånden indhente deres klassekammerater. Med andre ord er løbet ikke kørt for elever med læsevanskeligheder på mellemtrinnet.
  • Da én-til-én-undervisning er effektiv, men kostbar, er der gjort mange forsøg med at lade mindre kvalificerede undervisere (fx ældre elever eller frivillige) hjælpe. Der er mange eksempler på, at det kan lade sig gøre og være en betydelig støtte, men at det kræver en høj grad af organisation og vedholdende kvalificeret vejledning.
  • De tilgængelige undersøgelser viser, at brug af læse-skriveteknologi ikke er forbundet med større elevfremgang i læsefærdigheder end undervisning uden brug af teknologien. At eleverne ikke bliver dygtigere læsere af at arbejde med læse-skriveteknologi, må dog ikke overskygge, at it-støtte kan være et betydeligt hjælpemiddel i skolearbejdet for den enkelte elev.
  • Hvad angår undervisningens indhold, er der solid dokumentation for positive effekter af undervisning i både afkodning og i sprogforståelse i læsning.
  • Det er ikke usædvanligt, at eleverne med vanskeligheder har brug for over 100 timers undervisning i mindre grupper over flere skoleår, hvis målet er, at eleverne kommer nogenlunde på niveau med deres klassekammerater. Der kan dog også spores effekter af mindre omfattende forløb.

 

Faktaoplysninger

Forskningskortlægningen bygger primært på 34 tidligere kortlægninger af høj kvalitet, især metaanalyser af effektundersøgelser, dvs. sammenfatninger med gennemsnitsberegninger af virkningen af særlige undervisningsindsatser. Kortlægningen omfatter også nyere effektundersøgelser, der ikke er omfattet af eksisterende kortlægninger. De tidligere kortlægninger og effektundersøgelser blev identificeret gennem strukturerede søgninger i store databaser og udvalgt efter objektive, reproducerbare kriterier.

Det samlede forskningsgrundlag for kortlægningen er mindst 900 enkelte effektundersøgelser af god kvalitet (af RCT-typen). Det samlede elevgrundlag er vanskeligt at estimere, men alene den største forskningsoversigt spænder over flere end 200.000 elever.

Forskningskortlægningen er en del af kortlægningsprojektet Læsning i små grupper gennemført af Nationalt Videncenter for Læsning i samarbejde med Center for Læseforskning ved Københavns Universitet. Ud over forskningskortlægningen er der i projektet gennemført en afdækning af praksis, baseret på dels en spørgeskemaundersøgelse, dels en interviewundersøgelse.

Den samlede udgivelse fra projektet, herunder forskningskortlægningen, kan findes på videnomlæsning.dk

Projektet er igangsat af Børne- og Undervisningsministeriet.

 

Kreditering

Forskningskortlægningen er udarbejdet af Hanne T. Daugaard og Carsten Elbro, Center for Læseforskning ved Københavns Universitet, og publiceret i januar 2022.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.