Forskning og viden
Praksisfaglighed i skolen – En forundersøgelse
Forundersøgelsen om praksisfaglighed peger på områder fra pædagogisk og didaktisk forskning og praksis, der kan være med til at udfolde begrebet praksisfaglighed i en folkeskolesammenhæng.
Formål
I juni 2018 blev der indgået en aftale om styrket praksisfaglighed i folkeskolen. Aftalen skal være med til at sikre, at alle elever får mulighed for at arbejde med deres praksisfaglige kompetencer i folkeskolen.
Begrebet praksisfaglighed har ikke tidligere været anvendt i den pædagogiske og didaktiske forskning og praksis på grundskoleområdet. Formålet med forundersøgelsen er derfor at indkredse, hvilken forskningsbaseret viden, der kan kvalificere skolernes videre arbejde med at styrke praksisfagligheden i folkeskolen.
Forundersøgelsen er målrettet det videre arbejde med at indkredse og udarbejde et vidensgrundlag til inspiration for de praktikere, der skal omsætte den politiske aftale til undervisning i praksis.
Hovedpointer
I forundersøgelsen peges der på en række områder fra forskning og praksis, der indgår i visionerne om at styrke praksisfagligheden i folkeskolen. Disse områder kan danne fundament for det videre arbejde med at indkredse og udarbejde et egentligt vidensgrundlag.
Forundersøgelsen tager afsæt i de fire faglige områder:
- Praktiske kompetencer i undervisningens fagrække
- Produktions- og værkstedspædagogiske aktiviteter
- Undervisning med fokus på karrierelæring
- Undervisning med fokus på innovation
Derudover peger forundersøgelsen på en række faglige argumenter, der kan ligge bag ønsket om at styrke de praksisfaglige elementer i undervisningen:
- En kropslig og aktiv tilgang til undervisningen styrker elevernes læring
- Problembasering og anvendelsesorientering fremmer elevernes forståelse af teori
- Fremstilling af produkter fremmer elevernes motivation for læring
- Erfaring med forskellige måder at lære på styrker elevernes uddannelsesvalg
Find undersøgelsen
Find forundersøgelsen på eva.dk
Kreditering
Forundersøgelsen er udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut i 2019.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.