Forskning og viden

Skolers erfaringer med at anvende data

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har i denne evalueringsopsamling undersøgt, hvordan skoler anvender data som led i arbejdet med at følge elevernes læring og progression samt kvalificere undervisningen.

Formål

Denne evalueringsopsamling er en del af ’Projektet Data om elevernes læring og progression’, som er med i det fællesoffentlige initiativ ’It i folkeskolen’. Formålet med evalueringsopsamlingen er at give videns- og praksisbaserede anbefalinger til, hvordan data om elevernes progression kan indsamles, sammenstilles, vises og understøtte, at danske skoleelever bliver så dygtige, som de kan.

Hovedpointer

Data er et nyt indsatsområde på skolerne

Undersøgelsen viser, at data er et forholdsvist nyt begreb i en skolesammenhæng. Der er kun få eksempler på at teams på skolerne af egen drift arbejder systematisk med at bruge data til at følge elevernes læring og udvikling og til at kvalificere egen undervisning.

Skolerne har især en systematik med hensyn til de kvantitative data

Dialogen om det kvantitative ses som et første skridt til at styrke dialogen om undervisningen ud fra data, men det handler også om, at ledelsen gennemgående betragter de kvantitative data som et relevant afsæt for faglige drøftelser med medarbejdere.

Data bruges især til at dokumentere elevernes læring

Især fagprofessionelle bruger de kvantitative data, og de bruger dem ofte som dokumentation for elevernes læring ved at iagttage, illustrere, kommunikere eller overlevere viden om, hvilket læringsudbytte eleverne har opnået.

Der er en ny opmærksomhed på, hvordan man kan følge elevernes progression

Opmærksomheden på progression bliver bl.a. fremmet af, at der er kommet nye redskaber, der bruges med henblik på at måle progression.

Kvalitative data fra undervisningen skal mere aktivt i spil i analyserne

Undersøgelsen peger på et potentiale i, at skolerne har større fokus på at fastholde kvalitative data og bringe dem i spil i analyserne af elevernes læring og udvikling samt i analyserne af egen undervisningspraksis.

Forskellige forhold har betydning for brugen af data

Især fire forhold har betydning for brugen af data: kompetencer, tid, behov og praktik.

Elevers og forældres behov for og erfaringer med data

Eleverne oplever, at det er lettest at vide, hvad de skal lære, og hvordan de klarer sig fagligt i de fag, hvor læringsmålene for undervisningen er tydeligt beskrevet enten i ugeplaner eller på tavlen. Eleverne har en oplevelse af, at det er motiverende for deres deltagelse, når de har indsigt i, hvordan de placerer sig fagligt i et fag.

Overordnet efterlyser forældrene rettidig, målrettet information om deres barns læring og progression samt tydelige indikatorer på, hvor barnet ligger i forhold til, hvad der forventes.

Find rapporten

Find rapporten på eva.dk

Kreditering

Rapporten er udgivet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2016.

Rapporten er baseret på interviews med ledere, lærere og pædagoger fra 13 skoler samt interviews med elever og forældre fra to skoler.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.