Forskning og viden

Første erfaringer fra forsøg med teknologiforståelse i folkeskolen

Elever, der har haft teknologiforståelse, er blevet dygtigere til at bruge og forstå teknologi, viser ny midtvejsevaluering. Forsøgsskolerne oplever dog, at det er udfordrende at tilegne sig de nye kompetencer.

Formål

Børne- og Undervisningsministeriet igangsatte i 2018 et forsøg med teknologiforståelse i folkeskolen. Forsøget skal gøre os klogere på, om og hvordan teknologiforståelse bør blive en del af folkeskolens obligatoriske undervisning. 46 skoler har nu undervist i teknologiforståelse i lidt over et år.

 

Hovedpointer

Midtvejsevalueringen viser, at eleverne har fået en bedre teknologiforståelse. Det gælder både indskolingen, på mellemtrinnet og i udskolingen. Det er samtidig tydeligt, at der for skolerne i forsøget er tale om en helt ny faglighed. Størstedelen af det pædagogiske personale oplever for eksempel, at fagligheden er vanskelig at forstå og omsætte til undervisning. De fortæller også, at det materiale, som skal understøtte dem i at tilrettelægge undervisning, er afgørende for, at de kan gennemføre undervisningen i overensstemmelse med fagligheden.

Midtvejsevalueringen viser også, at de lokale tovholdere for forsøget på skolerne og skoleledelsen spiller en vigtig rolle i at understøtte afprøvningen lokalt.

Forsøgsskolerne fortsætter deres undervisning i teknologiforståelse frem til sommeren 2021. Derefter bliver der lavet en endelig evaluering.

 

Om forsøget

  • Formålet med forsøget er at afprøve teknologiforståelse som faglighed i folkeskolen. Eleverne skal kunne forholde sig kritisk til teknologi og forme den frem for blot at bruge den.
  • I forsøget afprøves teknologiforståelse både som et selvstændigt fag og integreret i eksisterende fag.
  • Forsøg med teknologiforståelse løber fra 2018-2021.
  • I alt 46 skoler deltager i forsøget.
  • Der er afsat i alt 54,4 mio. kr. til forsøget.
  • Læs mere om forsøget, Fælles Mål og se videoer med eksempler fra praksis her på emu.dk

 

Kreditering

Midtvejsevalueringen er gennemført af Rambøll Mangament Consulting, som er underleverandør til det konsortium bestående af Københavns Professionshøjskole, University College Nordjylland, VIA University College, Læremiddel.dk (Nationalt videncenter for læremidler), som varetog gennemførelsen af forsøget.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.