Forskning og viden

Elevers digitale læsning

Her kan du finde inspiration til, hvordan du inddrager digitale enheder i undervisningen og til arbejdet med elevernes digitale læsning i grundskolen.

I klasseværelser landet over er lærebøger blevet suppleret eller skiftet ud med skærme og tablets. Lærere bruger digitale tavler, og elever laver opgaver på tablets eller bærbare computere, og med det tværgående emne It og medier anvender eleverne digitale kompetencer i de enkelte fag.

Inspirationsmaterialet kan give dig svar på:

  • Hvad det betyder for læsningen, når den foregår på et digitalt medie.
  • Hvilke nye krav det stiller til lærernes, skolepædagogernes og elevernes kompetencer.
  • Hvad det betyder for lærerrollen og didaktikken, når klasserummet digitaliseres.
  • Og hvilke muligheder for støtte giver digitale enheder elever i læse-skrivevanskeligheder.

Inspirationsmaterialet består af følgende produkter:

En plakat med anvisninger til at læse tekst på skærm, uddybet med før, under og efter. Plakaten lægger sig op ad de råd, der henvises til i det øvrige materiale.

  • En praktisk guide (folder), der er en version af plakaten med uddybende forklaringer.
  • Screencasts (skærmoptagelser), der uddyber før, under og efter læsningsaktiviteterne.
  • Podcasts (lydfiler), der understøtter de berørte tematikker
  • Videoer.

Et inspirationsmateriale, baseret på forskningskortlægning og praksiserfaringer. Materialet viser det pædagogiske personale, hvordan de bedst muligt arbejder med elevers læsning af digitale tekster.

Tre screencast om læsning af digitale tekster

Digitale tekster adskiller sig fra analoge tekster på flere måder. I tre screencast introducerer Ann-Birthe Overholt Nicolaisen, Clio Online, og Rikke Christoffersen Denning, UC Syd, til digitale teksters troværdighed, deres multimodalitet og hvordan man kan navigere i dem. Alt sammen noget, som eleverne bør være opmærksomme på i deres læsning.

Navigation: Digitale tekster fylder ofte mere end et skærmbillede kan vise. Samtidig rummer de hyperlinks, der gør, at eleverne let kan navigere videre enten internt i teksten eller fra den aktuelle tekst til en helt ny. Det er derfor vigtigt, at eleverne skimmer teksten for at få et overblik over den samt dens muligheder for navigation så de kan vurdere, hvordan de vil læse den.

Multimodalitet: Digitale tekster kommunikerer ofte via flere udtryksformer, ikke kun via skriften alene. Det være sig såvel statiske udtryksformer, så som billeder og farver, som dynamiske og levende udtryksformer, så som lydfiler og video. Eleverne bør derfor vurdere, om og hvordan tekstens forskellige udtryksformer spiller sammen og om de understøtter, supplerer eller kontrasterer tekstens budskab.

Troværdighed: Internettet giver alle skrivelystne mulighed for at publicere holdninger og viden. Det kan eksempelvis være via sociale medier, blogs eller hjemmesider. Det er derfor vigtigt at eleverne undersøger, hvem der er afsender af den digitale tekst, så de kan vurdere dens troværdighed.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.