Forskning og viden

Inspirationskatalog til modtagelse og undervisning af nyankomne elever

Inspirationskataloget henvender sig til forvaltninger, skoleledelser og ressourcepersoner med inspiration til en vellykket modtagelse af nyankomne elever i skolen. 

Formål

Inspirationskataloget formidler centrale indsigter fra eksisterende viden med eksempler fra praksis og refleksionsspørgsmål til brug i lokale drøftelser om modtagelse og undervisning af nyankomne elever.

Kataloget sætter fokus på otte temaer, der er centrale for modtagelse og undervisning af nyankomne elever:

  • Organisering af modtagelsestilbuddet
  • Visitation og afdækning af kompetencer
  • Basisundervisningens rammer
  • Modtagelse og undervisning af børn og unge fordrevet fra Ukraine
  • Sammenhæng og overgange i nyankomne elevers skoleforløb
  • Medarbejderkompetencer
  • Samarbejdet med nyankomne forældre
  • Elever og familier med traumer

Bemærk, at kataloget nu også indeholder et tema om modtagelse og undervisning af børn og unge fordrevet fra Ukraine. I temaet beskrives en række af de nye særlige regler, som gælder for børn og unge med ophold efter særloven.

 

Hovedpointer   

Disse hovedpointer er værd at medtage i jeres arbejde:

  • Det har positiv betydning for nyankomne elevers trivsel og udvikling, at modtagelsestilbuddet er fysisk placeret samme sted som almentilbuddet.
  • En systematisk og grundig afdækning af nyankomne elevers kompetencer kan skabe grundlag for at tilrettelægge det bedst mulige undervisningstilbud.
  • Det er vigtigt, at basisundervisningen tager udgangspunkt i et fagligt indhold, så både undervisningsmaterialer og elevernes sprogindlæring sker som led i tematisk eller faglig indlæring.
  • Det har positiv betydning for nyankomne elevers udbytte af undervisningen, når medarbejdere i modtagelsestilbuddet og medarbejdere i almentilbuddet har et tæt og gensidigt samarbejde.
  • Det øger nyankomne elevers udbytte af undervisningen, at der etableres et tæt samarbejde mellem det pædagogiske personale i basis- og almenundervisningen. Samarbejdet forudsætter, at både sprogunderviserne og det øvrige pædagogiske personale har indblik i andetsprogsindlæring og kompetencer inden for sprogbaseret fagundervisning.
  • Det er vigtigt at sikre, at forældre til nyankomne elever får tilstrækkelig information om planen for elevens skolegang i både modtagelsestilbuddet og almentilbuddet. Dette gælder ikke mindst i forbindelse med overgange mellem forskellige tilbud.
  • Ro, tryghed og stabilitet er vigtige elementer i en god skolehverdag for alle elever – ikke mindst nyankomne elever, der har traumer med sig. Struktur, Tale og Tid, Ritualer, Organiseret leg og Forældresamarbejde er fem elementer, der tilsammen udgør den såkaldte STROF-model. Modellen har vist sig at være særligt brugbar i arbejdet med børn, der har traumer med sig.
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.