Undersøgelse af forældreperspektiver på folkeskolen i 2014-2018

Denne Rambøll-rapport belyser forældrenes oplevelser af folkeskolen i foråret 2018. Desuden sammenlignes resultaterne over tid med forældrenes oplevelser i folkeskolen i hhv. foråret 2014 (før reformen) og foråret 2016.

Formål

Formålet med rapporten er at give et indblik i, hvordan forældre til danske folkeskoleelever oplever skolen i foråret 2018, det vil sige knap fire år efter, at folkeskolereformen trådte i kraft. Gennem en række beskrivende analyser af forældres spørgeskemabesvarelser belyses det, hvordan forældre til elever på udvalgte klassetrin oplever folkeskolen, samt om der er sket ændringer over tid i forældrenes oplevelser.

Hovedpointer

Rapporten viser blandt andet:

- Forældrene vurderer generelt, at deres barns undervisning og læringsmiljø er godt. 91 pct. af forældrene er i 2018 lidt eller meget enige i, at deres barns lærer er en dygtig underviser. Det er en svag stigning siden baselinemålingen i 2014.

- Herudover er 92 pct. af forældrene enige eller overvejende enige i, at deres barns lærer er god til at understøtte barnets faglige udvikling. Ligeledes er 96 pct. af forældrene enige eller overvejende enige i, at deres barn trives i skolen. I de fleste tilfælde er der ingen eller en lille positiv udvikling siden baselinemålingen i 2014.

- 99 pct. af forældrene er, uanset deres barns klassetrin, enige eller overvejende enige i, at det er vigtigt, at deres barn klarer sig fagligt godt i skolen. Samtidig er en næsten lige så stor andel (95 pct.) enige eller overvejende enige i, at deres barn klarer sig godt fagligt i skolen.

- Der er sket en stigning i andelen af forældre, der er enige eller overvejende enige i, at der er meget forstyrrende støj i undervisningen. Siden 2014 er andelen steget signifikant fra 43 pct. til 63 pct. Særligt forældre til elever i 2., 4. og 6. klasse mener, at der er meget forstyrrende støj i undervisningen.

- 14 pct. af forældrene vurderer, at den længere skoledag i høj eller meget høj grad besværliggør deres barns muligheder for at gå til fritidsaktiviteter, mens 45 pct. svarer slet ikke. Dette er et signifikant fald siden 2016 (51 pct.).

- I 2018 er 87 pct. enige eller overvejende enige i, at ledelsen på barnets skole er god til at lede skolen, hvorimod den tilsvarende andel var 84 pct. i 2014. Ligeledes har en større andel af forældre respekt for skolelederen i 2018 end i 2014. Modsat er forældrene i gennemsnit blevet en smule mindre positive i deres vurdering af, om skoleledelsen udtrykker høje forventninger til, hvad eleverne skal lære.

- I 2018 er 93 pct. af forældrene enige eller overvejende enige i, at samarbejdet med skolen om deres barns skolegang er godt. Dette er på niveau med før skolereformen i 2014.

Faktaoplysninger

Rapporten er udgivet af Rambøll i 2018.

Rapporten bygger primært på besvarelser fra dataindsamlingen i følgeforskningspanelet til folkeskolereformen fra foråret 2018 blandt forældre til elever i folkeskolen. Som led i dataindsamlingen blev der opnået besvarelser fra omkring:

- 29.000 elever på 2., 4., 6., 8. og 9. klassetrin.

- 3.300 lærere og pædagoger (dansk og matematiklærere til eleverne på ovenstående klassetrin samt de pædagoger, der har opgaver i løbet af skoledagen).

- 760 skoleledere.

- 120 skolebestyrelsesformænd.

- 5.200 forældre til eleverne på 0., 2., 4., 6. og 8. klassetrin.

Siden er opdateret 25. januar 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.