Forskning og viden
Undersøgelse af undervisning i specialundervisningstilbud
Rapporten giver et statusbillede af specialundervisningstilbuddene i forhold til organisering, undervisning samt elevernes faglige og sociale udvikling og trivsel.
Formål
Rapportens statusbillede giver et indblik i specialundervisningstilbuddenes praksis og fungerer som reference- eller nulpunkt i undersøgelsen med henblik på at kunne følge udviklingen i specialtilbud over tid.
Hovedpointer
- Undersøgelsen viser, at elever i specialundervisningstilbud er kendetegnet ved en række meget forskellige udfordringer. De mest udbredte er: generelle indlæringsvanskeligheder, sociale og miljøbetingede vanskeligheder og udviklingsforstyrrelser.
- Størstedelen af eleverne er ikke kognitivt alderssvarende, hvilket betyder, at specialundervisningstilbuddene leverer undervisning til en meget differentieret målgruppe. Dertil at elevernes forudsætning for at kunne deltage, både i den faglige undervisning og i det sociale fællesskab, er meget varierende.
- Struktur og genkendelighed er nøgleord i specialundervisningstilbuddenes undervisningspraksis, da det skaber ro og tryghed for alle elever, uanset hvilke udfordringer de har.
- Samlet peger undersøgelsen på, at flere specialundervisningstilbud befinder sig i en proces, hvor de målrettet arbejder med at skabe øget fokus på elevernes faglige udvikling.
Perspektivering
- Faglig fordybelse og lektiehjælp skal nu gennemføres som en integreret del af den samlede undervisningstid, da undersøgelsen viser, at lektiehjælp er næsten fraværende i specialundervisningstilbud.
- Undersøgelsen påpeger, at der er tendens til, at der enten vægtes socialpædagogiske kompetencer eller undervisningskompetencer, og at det i praksis kan være vanskeligt at imødekomme begge. Derved bør der være fokus på, hvordan specialundervisningstilbuddene fordeler kompetencerne i fagene blandt medarbejderne.
Faktaoplysninger
Rapporten er udarbejdet af Rambøll og udgivet i 2017.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.