Forskning og viden

Special- og almenpædagogisk samarbejde om inklusion

Forskning om flerfagligt samarbejde om inklusion kobles til konkrete indsatser i kommuner, der har modtaget puljemidler til en øget inklusionsindsats.

Inspirationsmaterialet ’Special- og almenpædagogisk samarbejde om inklusion’ består af videointerviews, forskningsoverblik, praksiseksempler og arbejdsspørgsmål om samarbejde om inklusion i folkeskolen.

I materialet kobles forskningen på området til konkrete indsatser i de kommuner, der har modtaget puljemidler.

Inklusionsunderstøttende indsatser

Der er på finansloven for 2015 afsat en pulje på 25 mio. kr. årligt i 2015-2017, som skal styrke den igangværende indsats for øget inklusion i folkeskolen. Puljen har til formål at muliggøre en ekstra støtte til de kommuner og skoler, der har de største udfordringer i forbindelse med indsatsen for øget inklusion.

Den ekstra støtte kan omfatte en støtte direkte i undervisningen, rådgivning og vejledning fra specialområdet eller støtte til håndtering af specifikke problemer og udfordringer med hensyn til elevers læring og trivsel i klasser med en bred elevsammensætning.

Udmøntningen af puljen skal blandt andet medvirke til, at der udvikles og formidles viden om en hensigtsmæssig organisering af professionelt samarbejde mellem lærere og pædagoger og andre ressourcepersoner på tværs af skoler og kommuner. Puljen skal understøtte, at specialviden i specialskoler og specialklasser, der ofte er knyttet til enkeltelever og mindre læringsmiljøer, kan omsættes eller transformeres, så den kan indgå i en større elevgruppe i en almenklasse.

Flerfagligt samarbejde om inklusion

En gruppe forskere har set nærmere på, hvordan flerfagligt samarbejde kan få størst betydning for udviklingen af inkluderende læringsmiljøer. I rapporten Afdækning af forskning og viden i relation til ressourcepersoner og teamsamarbejde beskriver de, hvilke indsatser og betingelser der skal til, for at teamsamarbejde, ressourcepersoner og co-teaching fungerer bedst.

Se mere i denne prezi-præsentation

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.