Redskab
Redskaber til undersøgelse og udvikling af din undervisning
Sæt fokus på refleksion over og udvikling af din undervisning med tre redskaber til fagligt nysgerrige lærere. Redskaberne er til fri download og er produceret af EVA - Danmarks Evalueringsinstitut.
Med projektet "Perspektiver på god undervising" ønsker EVA - Danmarks Evalueringsinstitut at hjælpe lærere med at stille skarpt på udvikling af deres praksis.
I et vidensnotat giver EVA et bud på, hvad der kendetegner god undervisning i grundskolen, og igennem tre redskaber får lærere og lærerteams mulighed for at undersøge deres egen undervisningspraksis og udvikle den.
Redskaberne tager udgangspunkt i EVA’s vidensnotat Elementer i god undervisning og har fokus på nogle af de elementer, der kan være med til at skabe en god undervisning. Redskaberne har fokus på tre hovedområder, som har stor betydning for kvaliteten af undervisningen, nemlig læringsmiljøet, interaktion i undervisningen samt struktur og organisering af undervisningen.
Redskabernes opbygning
De tre redskaber er bygget ens op og består dels af et spørgeskema til eleverne og dels af en guide til kollegial observation. Spørgeskemaet og observationsguiden kan bruges hver for sig eller sammen.
Redskaberne kan give et værdifuldt indblik i, hvordan undervisningen tager sig ud fra henholdsvis elevers og kollegaers perspektiver og give anledning til fælles refleksion, som kan være afsæt til udvikling af undervisningen.
Redskaberne er rettet mod det højere mellemtrin og udskolingen og egner sig bedst til de store fag som dansk og matematik.
Redskab til udvikling af læringsmiljøet
Med dette redskab kan lærere og lærerteams stille skarpt på læringsmiljøet gennem fokus på relationer, klasseledelse, plads til at begå fejl og positive forventninger fra læreren.
Redskabet kan give værdifuldt indblik i, hvordan undervisningen tager sig ud fra henholdsvis elevers og kollegaers perspektiver, og give anledning til refleksion og udvikling.
Redskab til udvikling af interaktion i undervisningen
Dette redskab kan bruges til at stille skarpt på interaktionen i undervisningen gennem blandt andet tydelig kommunikation, spørgsmålsorienteret dialog, fastholdelse af engagement og formativ feedback.
Redskabet er ikke et måleredskab, og det kan derfor ikke bruges til at måle, hvor god undervisningen er. Derimod kan det give et værdifuldt indblik i, hvordan undervisningen tager sig ud fra henholdsvis elevers og kollegaers perspektiver, samt give anledning til refleksion og udvikling.
Redskab til udvikling af struktur og organisering i undervisningen
Med dette redskab kan der stilles skarpt på struktur og organisering i jeres undervisning gennem fokus på blandt andet opstart og afslutning, variation og fremdrift, tidsstyring og differentiering.
Redskabet kan det give et værdifuldt indblik i, hvordan undervisningen tager sig ud fra henholdsvis elevers og kollegaers perspektiver, og give anledning til refleksion og udvikling.
Kreditering
Vidensnotatet samt de tilhørende redskaber er udviklet af Danmarks Evalueringsinstitut i forbindelse med projektet "Perspektiver på god undervisning". I redskabernes tilblivelsesproces har EVA fået input fra en række lærere.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.