Forskning og viden
Lærere og pædagogers oplevelser af den længere og mere varierede skoledag i folkeskolereformens tredje år
Denne kortlægningsrapport fra VIVE viser generelt, at der kun er sket minimale ændringer i lærernes vurdering og anvendelse af reformelementerne. Dog har pædagogerne fået flere undervisningsrelaterede opgaver.
Formål
Rapportens formål er at undersøge lærere og pædagogers oplevelser og arbejde med de forskellige elementer i folkeskolereformen.
Hovedpointer
Lærerenes oplevelse og arbejde af de forskellige reformelementer
- Lærerne oplever mere ro og orden i klasserne i 2017 sammenlignet med 2015. Det gælder særligt udskolingslærerne.
- Eleverne oplever mere ro og orden i klasserne, når deres lærere i høj grad anvender motion og bevægelse i undervisningen.
- Brugen af Fælles Mål, test og elevplaner er faldet.
- Generelt varierer lærerne i høj grad deres undervisning og brugen af undervisningsformer er stabil fra 2015 til 2017.
- Lærerne benytter kun til en vis grad elementerne i den åbne skole.
- Der er sket et mindre fald i lærernes fokus på faglighed i 2017 siden 2015, særligt i indskolingen.
- 94 pct. af lærerne svarer, at de i deres daglige arbejde lægger meget vægt på at øge elevernes trivsel, hvilket er en positiv udvikling.
- Lærersamarbejde og pædagogisk faglig sparring er steget fra 2015 til 2017.
Pædagogernes kompetencer, rolle og samarbejde
- Lige store andele af pædagoger føler sig henholdsvis i høj grad og i lav grad rustet til at arbejde som folkeskolereformen lægger op til. Der synes ikke over tid at være sket en udvikling i pædagogernes oplevelse af egne kompetencer til arbejdet i folkeskolen.
- Pædagogernes tre mest hyppige opgaver i forbindelse med undervisningen i 2017 er at bidrage til undervisningens gennemførelse, trivselsrelateret støtte og gennemførelse af aktiviteter med bevægelse i undervisningen.
- Sammenlignet med 2015 deltager pædagogerne i 2017 i signifikant højere grad i planlægning af undervisning, gennemførelse af undervisningen og i klasseledelse.
- Pædagogerne vurderer, at deres inddragelse i samarbejde med det øvrige pædagogiske personale er højere i 2017 end i 2015.
Find rapporten
Perspektivering
Denne kortlægningsrapport indgår i den fjerde afrapportering i følgeforskningsprogrammet 3 år efter implementeringen af folkeskolereformen. Rapporten bidrager således med ét af flere perspektiver på den nye folkeskole. Læs endvidere elevernes, skolelederes, forældres samt skolebestyrelsesformænds oplevelser af skolen i folkeskolereformens tredje år.
Faktaoplysninger
Kortlægningsrapporten er udarbejdet af VIVE i 2017 som del af følgeforskningen til folkeskolereformen.
Rapporten er baseret på spørgeskemabesvarelser fra lærere og pædagoger i 1. til 9. klasse fordelt på omkring 250 skoler i perioden 2014-2017. I 2017 er der besvarelser fra 3.185 lærere og pædagoger.
Rapporten har fokus på følgende otte analysetemaer:
1. Ro og orden, 2. Brug af Fælles Mål, 3. Undervisningsformer, 4. Fokus på faglighed og trivsel i undervisningen, 5. Feedback til eleverne, 6. Teamsamarbejde og pædagogisk faglig sparring, 7. Anvendelse af ekstra støtte i undervisningen og 8. Pædagogernes rolle.