Forskning og viden
Kortlægning af skoledagens længde 2019
Færre elever har lange skoledage i 2019. 74 procent af folkeskolerne benytter de nye muligheder i folkeskoleloven til at forkorte elevernes skoledage for i stedet at indsætte to lærere i undervisningen.
Formål
Formålet med rapporten er særligt at kortlægge:
- Skoledagens længde
- Skolernes anvendelse af folkeskolelovens § 16 b og § 16 d
- Skolernes implementering af reformelementer
- Skolebestyrelsens involvering i udformningen af skoleskemaerne
- Skolernes udmøntning og prioritering af midler til kvalitetsløft af den understøttende undervisning
Hovedpointer
- Andelen af skoler med lange skoledage fortsætter med at falde – dette gælder for de fleste klassetrin i 2019 og særligt i indskolingen.
- Andelen af skoler, som anvender § 16 b, fortsætter med at stige. 64 % af skolerne har anvendt § 16 b på mindst et klassetrin i 2019. Det er stigning på 16 procentpoint ift. 2018.
- Andelen af skoler, som har taget den nye § 16 d i brug, er høj (74 % af skolerne anvender § 16 d på mindst et klassetrin i 2019)
- Jo højere klassetrin, desto mere varetages lektiehjælp, understøttende undervisning og motion og bevægelse udelukkende af lærere
- Fra 2018 til 2019 ses en stigning i andelen af skoler, der integrerer lektiehjælp, understøttende undervisning samt motion og bevægelse i fagundervisningen frem for at placere det som et selvstædigt element på skoleskemaet.
- Ud af de skoler, der angiver at have fået tilført midler til kvalitetsløft af den understøttende undervisning (71 % af skolerne), angiver 70 %, at de har brugt midlerne til to-voksenundervisning.
Perspektivering
Rapporten giver viden om udviklingen i skoledagens længde mv. efter, at der i januar 2019 blev indgået en politisk aftale om justering af folkeskoleloven. Aftalen, som indeholder i alt 13 initiativer, har blandt andet til formål at forkorte skoledagen for elever i indskolingen, at øge skolernes frihed til at tilrettelægge skoledagene samt at tilføre skolerne midler til at løfte kvaliteten af den understøttende undervisning.
Kreditering
Rapporten er udarbejdet af Epinion på vegne af Børne- og Undervisningsministeriet. Rapporten blev offentliggjort den 12. december 2019.