Forskning og viden
Den pædagogiske praksis i indskolingen
Skoledagen i indskolingen opbygges meget forskelligt med stor variation i, hvordan lærere og pædagoger samarbejder om undervisningen. Det viser et notat udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Formål
Formålet med notatet er at bidrage med praksisnær viden om, hvad der kendetegner den pædagogiske praksis i indskolingen i folkeskolen og er udarbejdet som led i en undersøgelse af indskolingen, der løber frem til maj 2017.
Hovedpointer
I forbindelse med følgende fem fokuspunkter viser notatet:
- Lokale strategier i indskoling: Ifølge indskolingslederne er der kommunalt iværksat en række strategier i forbindelse med skolernes virke og konkrete undervisningspraksis. Disse strategier omfatter blandt andet kompetenceløft af lærere og pædagoger og indsatser for at gøre elevernes overgange fra især børnehave til skole så god som mulig. På skolerne sættes der i høj grad fokus på forældresamarbejde, klasseledelse, indsatser for modtagerelever og overgange.
- Skoledagens hovedelementer: Skolerne opbygger skoledagen forskelligt. På nogle skoler indgår bevægelse og understøttende undervisning som selvstændige aktiviteter, mens andre skoler integrerer bevægelse og understøttende undervisning som del af den faglige undervisning. Notatet peger på, at der er fordele ved at pædagoger deltager i både skole og fritidsordning. Det giver mulighed for at arbejde videre med temaer fra undervisningen og for overlevering af viden mellem lærere og pædagoger.
- Anvendelse af arbejdsformer og undervisningsformer: Analysen peger på, at integrering af modtagerelever i almenklasser, fokus på elevernes faglighed, inklusion af elever med faglige og sociale udfordringer samt forskel i klassetrin er faktorer, der har betydning for valget af arbejds- og undervisningsform i indskolingen.
- Samarbejdet mellem de fagprofessionelle i indskolingen: Der er stor variation i, hvordan lærere og pædagoger samarbejder om undervisningen i indskolingen. Pædagoger varetager enten selv undervisningsforløb, eller også indgår de i undervisningen sammen med lærerne. Desuden viser notatet, at pædagoger, der både indgår i undervisning og fritidsordning, får en særlig rolle i kontakten til forældrene.
- Udfordringer, der præger arbejdet i indskolingen: Arbejdet med inklusion, overgange mellem dagtilbud og skole og mellem skole og fritidsordning, organiseringen af bevægelsesaktiviteter og understøttende undervisning og samarbejdet mellem lærere og pædagoger er nogle af de emner, der skaber udfordringer og dilemmaer i arbejdet med den pædagogiske praksis i indskolingen.
Find notatet
Faktaoplysninger
Notatet er udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) som del af evaluerings- og følgeforskningsprogrammet til folkeskolereformen og udgivet i 2017.
Notatets analyser er baseret på telefoninterview med ledere af 20 forskellige indskolingsafdelinger.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.