Artikel

Fokuseret feedback i sprogundervisningen

Hvordan tilrettelægges undervisningen, så alle tilgodeses? Her gives et konkret bud på, hvordan der kan gives fokuseret feedback i sprogundervisningen.

Denne artikel er udviklet til engelsk, men der er masser af inspiration af hente for undervisere i de øvrige sprogfag.

Mange lærere fortæller, at spredningen i sprogfagene (især i engelsk) bliver større og større. Det vil sige, at afstanden mellem elevernes faglige kunnen vokser. Udfordringen er, med kort forberedelsestid, at lave en undervisning, der tilgodeser alle. I den forbindelse jeg vil pege på følgende 3 faktorer, der kan understøtte læring for alle:

  1. Tydelige mål
  2. Fra planlægningsstart indtænke et analogt eller digitalt produkt i hvert tema
  3. Fokuseret feedback undervejs i processen

Denne måde at arbejde med planlægning og feedback på er selvfølgelig ikke forbeholdt engelsk, selvom artiklen tager udgangspunkt i dette fag.

 

Baglæns design

De to første punkter er tæt forbundne. Når et nyt tema skal planlægges, kan læreren med fordel tænke i et baglæns design (allerede introduceret i 1949 af Ralph W. Tylor), Det vil sige fra begyndelsen planlægge det analoge eller digitale produkt forløbet skal ende med.

Et eksempel: 5.kl. skal arbejde med Fairy tales. Produktet kunne tænkes at være:

  • selv at skrive et eventyr
  • indtale et kendt eventyr med god stemmeføring
  • lave en datingside i wix, hvor kendte eventyrkarakterer skriver og svarer på kontaktannoncer
  • bygge et mash up eventyr i Lego, efterfølgende tage billeder og sætte tekst til i app’en BookCreator

Mulighederne er mange. Ved at tænke i produkter fra begyndelsen, tvinges læreren til at vurdere, hvilke byggeklodser der er nødvendige, for at eleverne kan nå i mål. Det vil sige, at al grammatik og formfokus, som er nødvendigt for et godt produkt, bliver funktionel og afhængig af konteksten. Grammatikundervisningen giver således umiddelbart mening for eleverne og huskes dermed meget lettere. Input bliver derved til intake (indlæres).

 

Eksempel: Et mash up eventyr i engelsk

Jeg har valgt, at elevernes produkt er et skrevet mash up eventyr i engelsk (det betyder, at eleverne blander to eller flere eventyr og skriver et helt nyt). De elementer, eleverne får brug for, er således:

  • læse mange eventyr på engelsk
  • kendskab til genretræk og ordforråd på engelsk
  • chunks (dvs. ordforbindelser) for begyndelse og slutning af et eventyr
  • regler for overskrifter på engelsk
  • arbejde med datid
  • arbejde med tillægsordenes betydning og bøjning
  • arbejde med overgange og forbindere

Kriterierne for elevernes byggesten så produktet kan blive en realitet - herunderer formuleret som elevernes egen tjekliste:

I need to have... check 
a good fairy tale starter and ending yes
synonyms for "and then" and "then" no
at least 3 fairy tales characters yes
at least 5 fairy tales characteristics like castle, magic ect. .....
at least 7 interesting adjectives .....
at good headline .....

 

Fokuseret feedback med stilladseringsark

Selve skriveprocessen kan med fordel deles op i små bidder. Det er netop i processen, at det giver mest mening at give feedback. Mange studier viser, at det er i processen, eleverne er mest motiverede og modtagelige for at rette sig efter feedbacken, revidere og ændre sprog og form.

Eleverne skriver en indledning til deres tekst og hænger dem op på væggen i klassen. På hver side af teksten hænges et ark karton i hver sin farve. Eleverne giver nu feedback på hinandens indledninger ud fra ét af tre kriterier, eksempelvis: 1. Headlines, 2. Fairy Tale Words 3. Adjectives.
De korte anvisninger skrives på post its og sættes på de farvede ark karton. Positive bemærkninger sættes på det ene, forslag til forbedringer på det andet. 

For at kunne gøre dette kvalificeret, skal eleverne have hjælp og tydelige anvisninger af læreren. Dette kan gøres med stilladseringskort som nedenfor. Disse giver ideer til, hvordan feedbacken kan formuleres.

Stilladseringskort

Eksemplet her fokuserer på Fairy tale words:

I like that I think it would be good to
  • you at once can tell by the words you use that it is a fairy tale (give examples)
  • you have used many fairy tale words (count them)
  • the begining and end shows that it is a fairy tale
  • the beginning (and end) wouls sound like a fairy tale
  • you would use more typical fairy tale words (count them)
  • the characters/persons in the story wuld be more fairy tale-like

 

Eleverne har mulighed for direkte at benytte sig af den formulerede feedback, at omskrive eller at skrive noget helt tredje. Afhængig af klassetrin, emne, niveau og erfaring ser kortene selvfølgelig meget forskellige ud.

En-to elever har ét stilladseringskort og går rundt og giver feedback på en kammerats indledning ud fra netop det kriterie, kortet beskriver. Når tiden er gået, har alle tekstbidder fået positiv og konstruktiv feedback ved hjælp af post its og den grundige stilladsering forinden. Nu får alle elever deres indledning med tilhørende orange og grøn feedback. De kan dels glæde sig over den positive feedback og dels revidere indledningen i forhold til de modtagne forslag til forbedringer.

 

Feedback motiverer og kvalificerer

At arbejde med feedback på denne måde er motiverende og kvalificerer eleverne til at være opmærksomme sprogbrugere. Når indledning således er på plads, kan man arbejde med selve handlingen i teksten på samme måde, men med andre stilladseringskort.

Bemærk, at al feedback og revision foregår under skriveprocessen i klassen. Når forløbet er slut, er eleverne klar til at præsentere deres færdige produkter. Er disse digitale kan de umiddelbart deles med forældre, naboklassen eller en venskabsklasse, og der bliver således tale om autentisk kommunikation med mening.

 

Evaluering

De færdige produkter kan let evalueres. Læreren kan vurdere progressionen, og klassens samlede produktion vil være kendetegnet ved stor individuel variation – altså en naturlig differentiering. Er produktet analogt, kan der tages billeder.

Har klassen opnået lidt erfaring med fokuseret feedback, kan læreren med fordel:

  1. spørge den enkelte, hvilken feedback der var mest brugbar?
  2. spørge ind til nye kriterier på stilladseringskortet, eleven synes kunne være brugbar? Denne måde at arbejde med feedback på er selvfølgelig ikke forbeholdt engelsk.

 

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af pædagogisk konsulent Ulla Krogsgaard, CFU Absalon

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.