Aktivitet

Fællesskab gennem booktalks

I denne aktivitet skal eleverne møde forskellige bøgers karakterer samt deres følelser og udfordringer. Dette skal give eleverne en indsigt i forskellige fællesskaber.

Aktiviteten er henvendt til mellemtrinnet.

Anslået tidsforbrug: 1-2 lektioner.

Aktiviteten har til formål, at øge børn og unges læselyst, så de bliver kritiske og trænede læsere. Derigennem at styrke elevernes forståelse for mennesker, der lever anderledes.

Om booktalks

Booktalks er effektivt til at få børn engageret i læsning. Desuden kan booktalks også få elever til at reflektere over litteratur og læsning ved at invitere dem ind i historien. Booktalks er dermed ikke det samme som en boganmeldelse eller et referat, som bare fortæller, hvad der sker i bogen.

Booktalks er ligesom filmtrailere: Man skal sælge idéen om at læse bogen. Det er vigtigt at få eleverne til at forstå de forskellige karakterer, som optræder i bogen, så de er nødt til at finde ud af, hvordan det går disse karakterer. Dermed bidrager booktalks både til en styrket læselyst, men også til en interesse i andre menneskers liv og udfordringer.

Ved booktalks skal man dermed ikke fortælle om bogens afslutning eller afgørende episoder. Eleverne skal selv få lyst til at undersøge, hvordan bogen ender. Man skal forklare interessante pointer, fortælle om plottet, karakterne og konflikterne og læse centrale passager op. En booktalk skal dermed få lytterne engageret i historien og karaktererne samt give inspiration til gode læseoplevelser.

Tilrettelæggelse og opbygning

Inden dette modul kan gennemføres, skal du kontakte jeres lokale bibliotek og aftale en dag, hvor bibliotekarerne har mulighed for at afholde en booktalk.

Introduktion

Fortæl om baggrunden for booktalk og tal om, hvilke bøger eleverne læser.

Booktalk

Sørg for, at bibliotekarerne har udvalgt nogle bøger inden for de relevante temaer inden booktalk.

Refleksion

Stil eleverne refleksionsspørgsmål, der får dem til at tænke over de situationer, som personerne i bøgerne befinder sig i.

Det kunne eksempelvis være:

  • Hvilke fællesskaber indgår hovedpersonen i?
  • Indgår I i nogle af de samme fællesskaber som hovedpersonen?

Evaluering

- Gav booktalken eleverne mulighed for, at spejle sig i og prøve at forstå andre menneskers liv, følelser og udfordringer?

- Var personerne i bøgerne med til, at eleverne sætte flere ord på deres fællesskaber?

- Kan erfaringer fra aktiviteten bruges i forhold til andre undervisningssituationer?

Kreditering

Materialet er udarbejdet af et konsortium bestående af Pluss, LSP, CeFU, YouGlobe og DUF i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.