Aktivitet

Den svære samtale

I spillet Den svære samtale bliver eleverne præsenteret for en række konkrete eksempler på svære samtaler om fx religion, seksualitet og familiekonflikter.

Eksemplerne tager afsæt i frihedsrettigheder som fx ligestilling, ytringsfrihed og religionsfrihed.

Det kan være en fordel at gennemgå frihedsrettighederne med eleverne inden spillet. Du kan finde inspiration i aktiviteten 'Frihedsrettighedernes betydning' her på emu.dk.



Formål

Formålet med spillet er at træne eleverne i at gennemføre svære samtaler om svære emner i en ordentlig debattone med udgangspunkt i hverdagsagtige situationer.

Spillet træner elevernes evne til at lytte og spørge nysgerrigt til hinandens holdninger, overveje andres argumenter og samtidigt anerkende, at de ikke nødvendigvis bliver enige. Samtidig lærer eleverne at forholde sig til frihedsrettighederne ved at genkende dem i hverdagssituationer.

Hvis eleverne ikke er trænet i eller vant til at diskutere, er det en god idé at tage en snak med dem om hvad formålet med spillet er og evt. gennemgå en af casene i fælleskab, så de er godt forberedt.

Om spillet

Der er anvendt kendte spilelementer, der tydeliggør, at vi kan indtage forskellige positioner i den demokratiske samtale uden at den ene position er mere rigtig end den anden.

Ved at argumentere på en god og respektfuld måde for sit synspunkt kan den enkelte elev måske få de andre/nogle af de andre til at skifte position, hvilket er kernen i den demokratiske samtale.

Der er max fire spillere om hver spilleplade, og de spiller individuelt. Hver elev har to brikker:

  • Den ene bruger de til at bevæge sig rundt i yderkanten af spillepladen (fra start til mål).
  • Den anden bruger de, når de skal tilkendegive deres holdning.

I bunken af kort er der indlagt ”wildcards”, der giver et afbræk i spillet ved at en spiller skal mime eller tale en rettighed, som de øvrige deltagere skal gætte.

Opmærksomhedspunkt 

De anvendte cases handler om situationer, som eleverne måske kan spejle sig selv i og muligvis selv har stået i.

Det kan bringe dem i en sårbar situation, hvor de deler ud af egne erfaringer og tanker fra det nære hverdagsliv, ligesom det også kan betyde, at de kan føle sig talt om.

Det betyder også, at de andres reaktioner betyder meget; en lille kropslig eller sproglig afvisning kan få dem til at føle sig udleverede eller sårede.

Derfor er det vigtigt, at du er med til at skabe trygge og tillidsfulde rammer, hvor eleverne føler sig anerkendt af de andre spillere.

Sådan gør du


  • Print det antal spilleplader, som du har brug for. Der kan være max fire spillere om hver spilleplade.
  • Print arkene med casekort og wildcards – og klip dem ud: Et ark af hver pr. spilleplade.
  • Du kan udvælge de cases og wildcards, som eleverne skal igennem. Jo flere du tager fra, jo hurtigere går spillet.
  • Print spillereglerne – et sæt spilleregler til hver spilleplade.
  • Hver spiller skal bruge to brikker i samme farve: Du kan fx medbringe ludobrikker. Du kan også opfordre eleverne til selv at finde to brikker.

Der skal bruges en terning pr. spilleplade.

Allernederst på siden finder du en skabelon med blanke kort, som du selv kan udfylde.


  • Inddel eleverne, så der max er fire ved hver spilleplade.
  • Introducer formålet med spillet.
  • Sæt eventuelt en tidsramme på max 40 minutter.
  • Bed eleverne læse spillereglerne igennem.
  • Start spillet og sæt tiden i gang.

Afslut med at tale med eleverne om det spil, de lige har været igennem. Tag eventuelt udgangspunkt i følgende refleksionsspørgsmål:

  • Var der nogle af jer, der ændrede holdning, da I hørte de andres argumenter?
  • Talte I ordentligt til hinanden?
  • Hvad betyder den måde, som man taler til hinanden, for at man tør snakke om svære emner?
  • Var der nogle af rettighederne, som I ikke før havde tænkt over betydningen af?

Materiale

Find det samlede materiale til spillet: Spilleplade, casekort og wildcards, spilleregler og skabelon med blanke kort, så du som underviser kan udfylde dine egne kort. På den måde kan spillet tage afsæt i den undervisning, du har med eleverne.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.