Artikel
Problemstilling
I projektopgaven skal eleverne ud fra det overordnede emne indkredse og formulere en problemstilling. Den skal hjælpe med at afgrænse det overordnede emne og stille skarpt på elevernes valgte delemner.
En problemstilling er en afgrænset formulering eller spørgsmål, der indkredser den undren, de udfordringer eller de modsætningsforhold, som eleverne arbejder med i relation til deres valgte delemner.
Problemstillingen har til formål at være retningsgiver for elevernes projektarbejde. Derfor skal problemstillingen være formuleret så præcist som muligt, så den kan fungere som en ramme i elevernes arbejde med projektopgaven.
Fremlæggelsen af projektopgaven skal være et svar på problemstillingen, og produktet skal bidrage til og understøtte besvarelsen af problemstillingen.
Forslag til arbejdet med problemstillinger
En god problemstilling kræver, at eleverne har viden om det overordnede emne. Derfor vil det være en god ide, at eleverne i tiden op til projektugen arbejder med det valgte emne i undervisningen i flere fag. På den måde får eleverne mulighed for at indkredse og formulere en problemstilling inden for deres eget delemne, herunder eventuelle tilhørende arbejdsspørgsmål.
Formulering af problemstilling og eventuelle tilhørende arbejdsspørgsmål kan med fordel ske inden de fem sammenhængende dage, hvor eleverne arbejder med projektopgaven. I nogle tilfælde vil det være relevant for eleverne at justere problemstillingen i løbet af selve projektugen.
Problemstillingen kan med fordel både være årsagssøgende og fremadrettet. I arbejdet med problemstillingen er der ofte mere end ét spørgsmål eller én formulering, eleverne vil finde svar på. Det kan derfor være en god ide at formulere flere spørgsmål, der kan fungere som supplerende arbejdsspørgsmål under problemstillingen. Eventuelle tilhørende arbejdsspørgsmål kan bidrage til at fastholde ’den røde tråd’ for elevens arbejde med at belyse problemstillingen.
Stilladsering gennem fire spørgsmålsniveauer
Eleverne har brug for vejledning i arbejdet med at formulere problemstilling og arbejdsspørgsmål. Du kan stilladsere og hjælpe eleverne ved at stille åbne spørgsmål, der fremmer elevernes refleksion og sikrer, at de føler et ejerskab over for opgaven. Nogle elever vil have brug for meget vejledning i denne fase.
Nedenstående fire niveauer af spørgsmål kan være en god hjælp for eleverne til at skabe sig et overblik over problemstillingen samt sikre sig en dybde i projektopgaven. Spørgsmålsniveauerne kan desuden være en hjælp for læreren i vejledningsforløbet med eleverne:
- Dataspørgsmål (hvad, hvem, hvornår…)
- Forklaringsspørgsmål (hvordan, hvorfor…)
- Vurderingsspørgsmål (er det rimeligt, at..., er der sammenhæng mellem…)
- Handlingsspørgsmål (hvad kan man gøre for at…, hvordan kan vi ændre…, hvilke muligheder…)
Spørgsmålene kan være en hjælp for eleverne i forhold til præcist og kortfattet at beskrive den undren, de udfordringer eller det modsætningsforhold, der skal være omdrejningspunktet for projektopgaven.
Eksempler på problemstillinger
En god problemstilling giver eleverne mulighed for at udvise faglige kompetencer, eksempelvis inden for kompetenceområder i de valgte fag samt praksisfaglige kompetencer. Det overordnede emne i projektopgaven skal give eleverne mulighed for at inddrage viden, metoder og arbejdsformer fra flere af skolens fag. Det overordnede emne bør derfor være bredt formuleret.
Eksempel 1 og 2 viser bud på delemner på det samme overordnede emne.
Eksempel 1Overordnet emne: Forandring og konsekvens Delemne: Magtbalancen mellem Rusland og USA Problemstilling: Hvilken rolle spiller Arktis i magtbalancen mellem Rusland og USA, og hvordan kan Danmark være med til at forhindre en ny kold krig?
|
Eksempel 2Overordnet emne: Forandring og konsekvens Delemne: Mediernes påvirkning Problemstilling: Vi interesserer os for medier, fordi det er så stor en del af vores hverdag. Tidligere var der flest objektive aviser, men i dag påvirkes vi af medier, hvor alle kan komme til orde. Vi vil gerne undersøge, hvor meget og hvordan massemedierne påvirker os. For eksempel hvordan vi påvirkes af influencere på de sociale medier, og hvordan manipulerede billeder og historie er med til at skabe en verden, som muligvis ikke er ”sand”.
|
Eksempel 3Overordnet emne: FN´s verdensmål Delemne: Mål 11. Bæredygtige byer og lokalsamfund Problemstilling: Når der bygges nye boliger og byområder kan det være en udfordring at balancere forskellige elementer af bæredygtighed, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige hensyn. Hvad vil det sige at bygge bæredygtigt? Hvilke forhindringer er der i forhold til at gøre det? Hvordan kan vi i Danmark sørge for, at vores boliger er tilstrækkeligt billige, sunde og sikre, således at fremtidige generationer kan leve i bæredygtige byer og lokalsamfund?
|
Kreditering
Materialet er udviklet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.