Artikel

Dansk litteraturs kanon

Dansk litteraturs kanon har en obligatorisk del, som eleverne gennem deres skoleforløb skal stifte bekendtskab med. Den består af en genre og 14 forfatterskaber.

I faghæftet og appendiks til undervisningsvejledningen til faget dansk beskrives forskellige måder at arbejde med dansk litteraturs kanon på.

Find faghæftet samt appendiks til undervisningsvejledningen her

Ideer til arbejdet med dansk litteraturs kanon

Der kan for eksempel arbejdes med forfatterskabslæsning, biografisk læsning, filmatiseringer af forfatternes tekster - eller film om forfatternes liv. Det er også muligt at besøge museer som Karen Blixen Museet i Rungsted eller H.C. Andersens hus i Odense.

Der kan desuden lægges vægt på at kombinere moderne tekster med ældre tekster gennem intertekstuelle motiver. Eksempelvis kan Herman Bangs impressionistiske skrivemåde sammenlignes med Helle Helles Dette burde skrives i nutid. Her er det oplagt at arbejde med disse teksters tomme pladser og inferens.

Det er en god idé at kombinere de svære ældre tekster med tekster fra elevernes egen tid. De nyere tekster kan ofte bygge en bro til de ældre, selvom det stadigvæk er nødvendigt at arbejde med elevernes forforståelse af de ældre værkers skrivemåde. Det kan ske gennem oplæsning og afklaring af vanskelige ord og vendinger.

Der kan også arbejdes udelukkende med ældre litteratur for at skærpe bevidstheden om denne. Der kan eksempelvis udvælges fire-fem korte, ældre tekster eller tekstuddrag, som eleverne kan lægge i rækkefølge fra den ældste til den nyeste. Der kan i den forbindelse fokuseres på spørgsmål som:

  • Hvad adskiller teksterne?
  • Hvorfor virker nogle af teksterne ældre end andre?
  • Hvornår oplever vi en tekst som ”ældre”?
  • Hvordan kan de ældre tekster læses i dag?
  • Hvor ændrer sproget og litteraturen sig?

Dansk litteraturs kanon (obligatorisk)

  • Folkeviser
  • Ludvig Holberg
  • Adam Oehlenschläger
  • N.F.S. Grundtvig
  • St. St. Blicher
  • H.C. Andersen
  • Herman Bang
  • Henrik Pontoppidan
  • Johannes V. Jensen
  • Martin Andersen Nexø
  • Tom Kristensen
  • Karen Blixen
  • Peter Seeberg
  • Tove Ditlevsen
  • Henrik Ibsen

Tillæg til dansk litteraturs kanon (vejledende)

  • Danske folkeeventyr
  • Johan Herman Wessel
  • B. S. Ingemann
  • Jeppe Aakjær
  • Egon Mathiesen
  • Halfdan Rasmussen
  • Benny Andersen
  • Cecil Bødker
  • Ole Lund Kirkegaard
  • Amalie Skram
  • Astrid Lindgren
  • Thorbjørn Egner
  • Robert Storm Petersen

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.