Aktivitet

Forslag til sprogudviklende aktiviteter - lytning

Her gives forslag til aktiviteter og konkrete ideer til, hvordan du med afsæt i elevernes sproglige behov kan arbejde med sproglige kompetencer inden for kompetenceområdet lytning.

I forbindelse med indførelsen af obligatoriske sprogprøver på skoler i udsatte boligområder er der udarbejdet et inspirationsmateriale med konkrete ideer til, hvordan du i praksis kan følge op på elevens sproglige behov med afsæt i kompetenceområderne læsning, skrivning, lytning og tale.

Herunder gives tre konkrete forslag til aktiviteter inden for kompetenceområdet lytning, så du i undervisningen kan støtte op om arbejdet med elevernes sproglige kompetencer.

Aktiviteterne er generelle og kan bruges i alle fag. Det er således dig som lærer, der kobler et indhold på, som har relation til det, der i forvejen arbejdes med i fagene. På den måde kommer aktiviteterne ikke til at fremstå som løsrevne indslag i undervisningen, men spiller sammen med det indhold og det domæne, der undervises indenfor.

Aktiviteterne er ikke inddelt efter klassetrin, og det er op til dig at udvælge og tilpasse øvelserne, så de passer lige præcis til de elever, der er i klassen.

Kompetenceområde: Lytning

Herunder gives eksempler på aktiviteter inden for kompetenceområdet lytning - kommunikation og samtale.

Du kan finde mange flere aktiviteter i inspirationsmaterialet til sprogprøveprogrammet - find materialet via linket nederst på siden.

1. Kommunikation: Beskriv og tegn

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan forstå en faglig kommunikation.

Læremiddel: Til aktiviteten skal der bruges modeller, illustrationer eller tegninger. Det kan for eksempel være modeller af vandets kredsløb, en geometrisk figur eller et kort.

Aktivitet: "Beskriv og tegn" er en skærmøvelse, hvor eleverne kan arbejde i makkerpar. Den ene elev beskriver en model, illustration eller tegning for sin makker. På baggrund af beskrivelsen skal makkeren tegne det samme.

Aktiviteten kan også bruges under samtale, hvis den elev, der lytter, har lov til at stille spørgsmål. Emnet for beskrivelsen kan vedrøre det, der allerede arbejdes med i undervisningen.

2. Kommunikation: Billeddiktat

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan forstå en faglig kommunikation.

Læremiddel: Til aktiviteten skal der bruges en billedserie. Det kan være alt fra fotos fra en tur, skærmbilleder fra en film, en bageopskrift til en vejledning til et fysikforsøg.

Aktivitet: Forud for aktiviteten kan læren udvælge en eller flere billedserier, som vedrører det, der arbejdes med i undervisningen. Billedserien skal passe sammen med en beretning, en fortælling, en forløbsretning eller en fremgangsmåde.

Herefter kan billederne deles ud til eleverne. Imens teksten læses op, kan eleverne lægge billederne foran sig i den rigtige rækkefølge.

Aktiviteten kan udvides på flere måder ved, at eleverne mundtligt gengiver billedserien, eller at de laver en skriftlig eller multimodal produktion ud fra billederne. Aktiviteten kan derfor også anvendes i forhold til kompetenceområderne tale og skrivning.

3. Samtale: Se-tal-lyt-tal

Mål: Målet med aktiviteten er, at eleverne kan anvende lytning til at samtale.

Læremiddel: Til aktiviteten skal der bruges et kort filmklip, tv-klip eller videoer.

Aktivitet: Aktiviteten kan laves i makkerpar, mindre grupper eller fælles i klassen.

Sammen kan eleverne starte med at se et filmklip uden lyd. Undervejs må de tage noter, så de kan fastholde det, de ser. Bagefter kan de tale sammen om filmklippet; hvad handlede det om, hvilke særlige ting lagde de mærke til og så videre.

Efterfølgende kan filmen afspilles igen, men denne gang med lyd. Her kan eleverne notere de nye informationer, som de får gennem lydsiden af filmen, og som de ikke “havde adgang til”, da de kun så billedsiden.

Eleverne kan afslutningsvis tale sammen om de informationer, de har noteret fra lydsiden og afslutningsvis kvalificere deres forståelse af filmklippet ved at sammenholde informationer fra henholdsvis billede- og lydside.

Kreditering

Aktiviteterne er en del af materialet "Inspiration til arbejdet med sprogprøverne".

Læs mere om sprogprøverne og find materialet med ideer til alle kompetenceområder på emu.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.