Lærervejledning til forløb: Samarbejde og ansvar i arbejdet med redskabsaktiviteter og redskabsgymnastik

Undervisningen indeholder opbygning af en fælles ramme, fælles forevisning (modellering med elevinddragelse) og præcisering af teori, elevafprøvninger med inddragelse af kommunikation og afsluttende refleksion og fælles opsamling. Udgangspunktet er, at fag og sprog ikke er to adskilte ting.

1.-2. lektion

Indledende rammesætning for modulet og præsentation og introduktion af:

• Eventuelle mål
• De nye fagbegreber + nyt fagsprog

Dobbeltlektionen kan indledes ved, at læreren ud fra elevernes hverdagsviden peger på læringsmålene. Sammen med eleverne og ud fra elevernes hverdagssprog samt med støtte i en planche sætter læreren ord på kropsspænding, balance og tonisk halsrefleks.

Ved de efterfølgende fysiske opvarmningsøvelser er det muligt at afprøve, erfare og italesætte kropsspændingens betydning for balancen samt betydningen af at modvirke den toniske halsrefleks for effekten af kropsspændingen og balancen. Den fælles opstart giver eleverne fysiske og sproglige redskaber til, at de i deres grupper kan instruere og guide hinanden i konstruktionen og udførelsen af de to gymnastiske positioner og sammensætning af disse.

Sprogbrugssituationer

Igennem sprogbrugssituationerne arbejdes der systematisk med udvikling af fagsprog, herunder brug af de nye fagbegreber. Nogle af sprogbrugssituationerne resulterer i et synligt sprogligt output, andre ikke. Der er knyttet fem sprogbrugssituationer og fire lærervejledninger til den første dobbeltlektion. Sprogbrugsstationerne ses herunder, og derefter findes de fire vejledninger:

1. Fælles præsentation – sprog som ledsagelse til handling

2. Fælles opvarmning – sprog som ledsagelse til handling

3. Fælles forevisning af de to gymnastiske positioner samt modtagning – rekonstruktion og transformation

4. Gruppearbejde – rekonstruktion og transformation

5. Fælles opsamling – rekonstruktion

Lærervejledning 1.1

Om at støtte eleverne i selv at stille spørgsmål. Brug eksempelvis hv-spørgsmål: 

• Hvad synes du om, at man gør sådan..
• Hvordan kan man sige det med andre ord?
• Hvilken situation vil være et eksempel på det?

Eller start med et udsagnsord (verbum, proces):

• Kunne man også gøre sådan her?
• Skal man forstå det sådan at…?
• Betyder det ...?

Lærervejledning 1.2

Om berettende sprog med fagord og hvordan læreren kan støtte eleverne i den sproglige udvikling.

Det berettende sprog er karakteriseret ved, at det rekonstruerer begivenhederne en for en i den rækkefølge, de finder sted. En beretning fokuserer på dem, der deltager, det de gør, og måden de gør noget på. Tænk for eksempel på elevtekster af typen Fortæl om… Typisk står en beretning i præteritum (datid), men når I bruger det berettende sprog under en forevisning, kan det være mere naturligt at bruge præsens (nutid).

Under lærerens forevisning af gasten sammen med en elev, beretter læreren trin for trin, hvad de gør og tydeliggør rækkefølgen ved at bruge ord som først, så, dernæst, derefter, til sidst.

På den måde sikres det, at sproget bliver berettende, og at der kommer styr på rækkefølgen, både i sproget og i forevisningen. Det er egentlig ikke ord, som er vanskelige at forstå, men hos mange elever findes de ikke i deres aktive sprogbrug.

I det berettende sprog omtales: 

• Personerne - deltagerne: Aisha…. Benny… eller toppen, bunden, støtten, guiden
• Kropsdele eller andet som indgår i/deltager i processerne: sædemuskel, lårmuskel, venstre arm
• Hvad de gør – processerne: stiller sig… spænder … strammer…
• Hvordan de gør det – omstændighederne: i sædemusklen, bagover, med strakte arme

Fagtermerne findes i alle tre kategorier:

• Den funktion som personerne har: top, bund, støtte, guide/fotograf
• Betegnelser for kropsdele: venstre arm, den strakte arm, sædemuskel, lårmuskel, spændte muskler, afspændte muskler
• Hvad de gør: stiller sig, spænder, strækker
• Hvordan de gør det: med begge arme, strakt opad, med afspændte mavemuskler

Det er fint at pendle mellem hverdagsudtryk og fagudtryk, eksempelvis baller/sædemuskler, slappe muskler/afspændte muskler, kolbøtte/forlæns rulle.

På den måde knytter læreren hele tiden an til hverdagssproget, når vedkommende bruger de faglige udtryk. Læreren pointerer, hvad der er fagudtryk ved at gentage dem, ved at give dem tryk, ved at sige at det er fagsproget for hverdagsudtrykket med mere.

Lærervejledning 1.3

Om at støtte eleverne i at instruere og guide. Vis for eksempel eleverne, at de kan begynde sætninger sådan her, når de skal instruere og guide på en empatisk måde:

• Hvis du...
• Prøv at....
• Har du selv et forslag til...
• Prøv at se på mig, når jeg gør det her... Hvad ser du?

Lærervejledning 1.4

Om at støtte eleverne i at spørge til fagordene kropsspænding, balance og tonisk halsrefleks. At beskrive betydning af kropsspænding, balance og tonisk halsrefleks i håndstand og forlæns rulle

3.-4. lektion

Indledende rammesætning for modulet, præsentation og introduktion af:

• Samtale og erfaringsopsamling om de faglige begreber og refleksionens betydning for læringsprocessen
• Opvarmning (gentages fra sidste lektion)
• Gruppearbejde afsluttes med samtale om kropsspænding, balance og toniske halsrefleks samt samarbejde og ansvar ud fra elevernes billeder
• Opsamling i plenum ved tavlen – herunder reminder fra sidste dobbeltlektion

Sprogbrugssituationer

Gennem sprogbrugssituationerne arbejdes der systematisk med udvikling af fagsprog, herunder brug af de nye fagbegreber. Nogle af sprogbrugssituationerne resulterer i et synligt sprogligt output, andre ikke. Der er knyttet fire sprogbrugssituationer og tre afsnit med lærervejledning til denne dobbeltlektion. Sprogbrugssituationerne ses herunder, og derefter findes de tre vejledninger:

1. Repetition/erindring og opvarmning – sproget som rekonstruktion

2A. Fælles forevisning/repetition af gymnastiske positioner og forevisning af eksperimenterende måder at arbejde med sammensætninger på samt modtagning – transformation

2B. Gruppearbejde – transformation

3. Fremvisning – sprog som rekonstruktion

4. Opsamling – sprog på vej til konstruktion

Lærervejledning 2.1

Om at berette og anvende det berettende sprog, herunder hvordan man som lærer bedst initierer dette. 

Det berettende sprog er karakteriseret ved, at det rekonstruerer begivenhederne en for en i den rækkefølge, de finder sted. En beretning fokuserer på dem, der deltager, det de gør, og måden de gør det på. Anden dobbeltlektion starter med, at eleverne beretter om, hvad de har oplevet i første dobbeltlektion med fokus på brug af fagtermer som kropsspænding, balance og samarbejde. Eleverne skal have adgang til materiale, der støtter deres hukommelse, eksempelvis plancher på væggen, der viser billeder af håndsatnd og forlæns rulle, fagtermer om personer, kropsdele, processer samt ordkort med tidsforbindere som først, så, dernæst og til sidst.

Læreren kan støtte eleverne i at bruge sproget berettende ved at åbne dialogen på en måde, der lægger op til, at eleverne svarer med mere end enstavelsesord. Læreren kan for eksempel åbne dialogen ved at sige: Fortæl, hvordan I lavede håndstanden: Hvad gjorde I først? Og hvad skete så? - og opfølgende: Hvordan fandt I ud af at holde balancen? Hvordan gjorde I for at gøre hinanden gode?

I løbet af dialogen, som udspinder sig af lærerens åbninger, kan læreren strække elevens sprog, som det fremgår af nedenstående dialog:

Lærer: Hvordan var det vi gjorde, da vi lavede håndstand / Hvordan var det vi gjorde, da vi lavede forlæns rulle?

Elev 1: Vi var strakte og spændte vores baller

Lærer: Og den ene, der stod ved siden af… Hvilken rolle havde hun?

Elev 1: (og flere på samme tid): Hun hjalp med håndstanden

Elev 2: Ja, hun var modtager og hjalp med at holde balancen

Elev 3: Ja, og prikkede på ballerne for at mærke, om de var spændte

Lærer: Nemlig, det er vigtigt at spænde… Spænding af musklerne, her sædemusklerne for, hvad sker der, hvis man ikke gør det …

Elev: Men i vores gruppe kunne vi ikke holde balancen… osv. osv.

Lærervejledning 2.2

Om berettende sprog med generaliserende træk, fra sprog som rekonstruktion til sprog som konstruktion (inkl. laminerede sætninger). 

Dette trin i undervisningen er en transformationsfase. Her kan eleverne selvstændigt i grupper eksperimentere med at lave nye gymnastiske sammensætninger. For at kunne gøre det, har de brug for den viden og den sprogbrug, de har med sig fra sprogbrugssituation 1, 2.1 og 2.2. Formålet med transformationsfasen er, at eleverne begynder at kunne se faglige mønstre og at generalisere deres viden, så den kan transformeres til nye sammensætninger. De skal trække på deres viden fra erfaringerne med henholdsvis håndstand og forlæns rulle og sammensætningen af disse to gymnastiske positioner, som kan bruges til at lave nye sammensætninger med.

Det berettende sprog i de tidligere undervisningstrin har overvejende været konkret og har rekonstrueret de faktiske hændelser. Nu handler det om at få eleverne til at se, hvordan man kan generalisere sin viden sådan, at den gælder for alle og på alle tider og steder.

Som støtte til denne sproglige udvikling hos alle eleverne kan disse sætninger bruges – så udførlige og varierede forklaringer/besvarelser som muligt:

• A: Udfører: Når man er kropsspændt i håndstanden, skal man …
• B: Modtager: Når man vil støtte balancen i håndstanden, skal man …
• C: Udfører: Når man kigger navle og krummer ryg i den forlæns rulle, skal man …
• D: Modtager + Guide/fotograf: Når man vil støtte rulningen, skal man …

De fire sætninger kan lamineres i A3-størrelse (på langs) sådan, at der er plads til, at eleverne kan fortsætte sætningerne.

I de fire sætninger går vi stadig ud fra det berettende sprog, der rekonstruerer begivenhederne, men sætter generaliserende træk ind: Når i betydningen hver gang når, man som betyder alle og enhver, brug af præsens er og skal i betydningen noget, der altid er gældende og altså ikke bare sker her og nu, samt brug af verbet er som lægger op til at beskrive/definere: Når man er kropsspændt…

Eleverne kan indlede en transformation af viden og sprogbrug fra konkret til generel, faglig viden, fra situationsafhængig til situationsuafhængig sprogbrug, fra sprog som rekonstruktion til næste sprogkæde/sprogbrugssituation: Sprog som konstruktion.

Lærervejledning 2.3

Om det beskrivende sprog og om at komme fra det berettende sprog til det beskrivende – stilladsering i form af mindmap.

Det beskrivende sprog er kendetegnet ved at have fokus på begreber og at relatere forskellige begreber til hinanden: Kropsspænding er en forudsætning for balancen i håndstanden.

I denne sætning sker der ikke noget. Der er ingen verber, der handler om at gøre noget, kun er som sætter lighedstegn mellem det, der står foran er og resten af ordene i sætningen. Der er heller ingen, der gør noget, ingen personer.

Hvad er der så i sætningen? Der er frem for alt en lang række begreber: Kropsspænding, forudsætning, balance, håndsstand. Disse begreber sættes i relation til hinanden i tætte grammatiske konstruktioner (præpositionsforbindelser indledt med i, for og i).

At mestre dette sprog aktivt er en udfordring i 8. klasse, men den afsluttende prøve i faget kræver en sådan faglig sprogbrug. Eleverne vil dog møde den slags fagsprog i deres lærebøger. I dette forløb arbejdes der desuden fokuseret med tekststruktur, det vil sige taksonomisk tænkning og organisering af viden. Til det formål kan anvendes et mindmap hvor der i midten tegnes en cirkel med teksten At gøre hinanden gode i gymnastiske positioner og sammensætninger. Ud fra midten kan der udgå tre cirkler, hvori der henholdsvis kan stå håndstand, forlæns rulle og modtagning. Se også sprogbrugssituation 4 under anden dobbeltlektion.

Opbygningen af mindmap er parallel med tekststrukturen i en informerende beskrivelse: Den midterste cirkel svarer til overskriften og afgrænsningen (klassifikation), de tre cirkler med håndstand, forlæns rulle, modtagning svarer til eksemplerne (det der tilsammen udgør temaet: At gøre hinanden gode).

Anden dobbeltlektion kan slutte med, at elever og lærer i fællesskab har konstrueret dette mindmap, som udgør strukturerede noter om emnet. Eleverne ved nu, hvordan man ordner viden om emnet på en faglig måde med fokus på begreber og deres indbyrdes relation. De ved, at man gør det på en anden måde end i en berettende struktur, hvor fokus er på personer, handlinger og omstændigheder.

I et efterfølgende forløb kunne elevernes mindmap reformuleres til en tekst i form af en informerende beskrivelse. Teksten kan konstrueres i fællesskab: Eleverne kan komme med forslag til formuleringer og læreren kan skrive ned, evt. efter en forhandling med eleverne, om det er den bedste måde at sige det på.

Det er lettest at starte med eksemplerne. Til sidst sammenfattes eksemplerne i det første afsnit: Hvad taler vi om? Der kunne stå: At gøre hinanden gode i gymnastiske positioner og sammensætninger er, at man kan anvende fagtermerne, og at man kan guide og instruere på en empatisk måde.

Kreditering

Materialet er udviklet af VIA University College og University College Capital (UCC) for Børne- og Undervisningsministeriet på baggrund af forskning om, hvad der styrker tosprogede elevers faglige udvikling. Gennemførelsen af forløbet er afprøvet i samarbejde med faglærere i klasser med en stor del tosprogede elever.

Vejledningen er en del af forløbet Samarbejde og ansvar i arbejdet med redskabsaktiviteter og redskabsgymnastik.