Børnefællesskaber, venskaber og konflikter i overgangen fra børnehave til skole

Når børn skifter hverdagen og fællesskaberne i børnehaven ud med nye sociale sammenhænge i skolen, oplever de ændringer i deres handlemuligheder og -begrænsninger, og ikke mindst ændringer i deres kendte relationer.

Fællesskabsbegrebet

En væsentlig pointe for denne artikel er, at det er nødvendigt at forstå børnefællesskaberne, og hvad der er konkret på spil i disse, før man kan arbejde pædagogisk kvalificeret med dem. Fællesskabsbegrebet understreger i sig selv, at alle mennesker er sociale væsener, som indgår i en fælles verden. Både vores lokale, nationale og globale verden er en, vi skaber sammen.

En lang række mennesker og strukturer har indflydelse på børns hverdagsliv i tiden op til eller midt i skolestarten: De andre børn, forældrene, de professionelle voksne, de politiske og økonomiske rammer for dagtilbuddet og skolen, lokaliteterne, bygningerne, legetøj og meget andet. På samme måde har børns egne bidrag ind i de forskellige sammenhænge betydning for andre børn, de professionelle voksne og så videre. Det er alle disse forbindelser og evige samspil med omverdenen, som fællesskabsbegrebet forsøger at beskrive.

Fællesskabsbegrebet understreger, at mennesker handler sammen; at vi både skaber betingelser for os selv og for hinanden og har mulighed for at ændre på de fælles betingelser, som stiller sig forskelligt for os selv og for andre. Det er altså et begreb, der kan understrege og synliggøre både sammenhænge, kompleksitet og ofte modsatrettede rationaler. Pointen er, at der handles og skabes fælles, og derfor har alle parter et medansvar for, hvordan skolelivet udvikler sig for børnene.

Børnefællesskaberne har betydning

Fællesskaber kan både være af det gode og af det mindre gode og kan stille sig forskelligt for forskellige deltagere. Også mennesker, der falder uden for kategorien socialt kompetent, er grundlæggende sociale og dialektisk forbundne til deres omverden samt deltagere i fællesskabet. Det er i denne grundforståelse ikke muligt at tale om ikke-deltagelse, idet alle allerede i udgangspunktet deltager. Vi kan arbejde med forskellige måder at deltage på, og det er relevant at arbejde med forskellige muligheder for at ændre på deltagelsesmåder. 

Der er forskel på fællesskaber mellem personale, forældre og børn. Alle er forbundet, har betydning for hinanden og stiller betingelser for hinanden, men mulighederne for at bidrage til den samlede hverdag i skolen er forskellig fra forskellige positioner. På samme måde er børn også positioneret forskelligt i børnefællesskabet. At sætte ”børn(e)” foran fællesskabsbegrebet – børnefællesskab - betyder, at fokus rettes imod det sociale liv, som børnene lever, hvor deres voksne er mere perifere eller deltager mere indirekte. 

Når der skal arbejdes med at ændre på børns deltagelsesmåder er det nødvendigt at lægge indsatserne i forhold til børnenes positioner i (børne)fællesskaberne og søge at ændre på betingelserne for deltagelsesmulighederne herfra. Hvis undervisningsforstyrrende deltagelsesmåder, handler om at få adgang til klatretårnet i frikvarteret, kan det være langt mere virksomt at hjælpe børnene med de konkrete forhandlinger om det, der måtte udspille sig ved klatretårnet (ude ved klatretårnet), end at skælde ud eller sende et enkelt barn på en ”tænkepause” i undervisningen.

De forskellige positioner og deltagelsesmuligheder har stor betydning for børnenes trivsel og derigennem også for deres måder at deltage i skolens læringsarrangementer. Derfor er den pædagogiske opgave at få blik for og arbejde med deltagelsesmuligheder i børnefællesskabet. Ikke forstået som arbejde med børnenes indre kompetencer, men som kvaliteter ved fællesskabet.

Fællesskaber og venskaber

Fællesskaber og venskaber er forskellige sociale fænomener, begge med stor betydning for et børneliv. Fællesskaber kan både støtte op om og give plads og rum til (lege)relationer og udvikling af venskaber. Det ser samtidig ud til at give mening kvalitativt at skelne mellem institutionelle fællesskaber og de (lege)relationer, der er tilgængelige her, og så de relationer, der kan betegnes som venskaber. Venskaber forstås her som en særlig nær relation mellem to - eller en afgrænset gruppe af personer (Se mere om venskabsbegrebet hos Greve, 2015).

Venskaber kan vokse ud af de institutionelle fællesskaber, men gør det ikke nødvendigvis. Tætte sociale relationer er psykologisk set af stor betydning, og i Danmark kan det institutionelle rum i dag være det eneste sted, hvor børn reelt har mulighed for at etablere venskabsrelationer til jævnaldrende. Ved skiftet fra børnehaven til skolen kan venskaber blive brudt op i forskellige klasselokaler eller forandres på grund af de nye omstændigheder, børnene indgår i. Det kan føre til konflikter, som kan føles og virke voldsomme og forstyrrende både for børnene selv, som er stærkt følelsesmæssigt påvirkede, de professionelle, der forsøger at få hverdagen til at handle om noget andet og forældrene, der får triste børn hjem. Heldigvis er det også sådan, at venskaber kan bevares på trods eller flytte med på tværs i overgangen, og at nye venskaber kan komme til.

Den pædagogiske opgave i relation til børnefællesskaber og venskaber

Når der skal arbejdes med børns overgang til skolestarten (og i alle andre pædagogiske sammenhænge), er det vigtigt og væsentligt at have indblik i og forståelse for, hvilke fællesskaber og venskaber der er i opbrud, udfordret og under nyetablering. I dette afsøgende arbejde er det relevant at skelne imellem udfordringer i de institutionelle fællesskaber og i de mere personlige og private venskabsrelationer. De pædagogiske indsatser må nødvendigvis rettes forskelligt.

Det er væsentligt at være opmærksom på, at både udfordringer i venskabsrelationerne og i børnefællesskaberne har stor betydning for børnenes hverdagsliv og spiller ind i hinanden, både for de enkelte børn og for de andre. Skal børns handlinger forstås, kan man ikke nøjes med at se på dem som isolerede enheder. De må nødvendigvis forstås i den sammenhæng, de indgår i.  Metodisk kan man ikke altid ”interviewe” sig til forståelse – de involverede parter forstår heller ikke altid, hvad der er i spil.

Når børn skifter hverdagen i børnehaven ud med hverdagen i skolen, er en meget stor del af hele deres hverdagsliv er under rekonstruktion. Konflikter i overgangen handler ofte om venskaber eller mangel på samme.

Når og hvis man står med børn, som pædagogisk gerne må bringes andre steder hen i deres udvikling og læring, bliver det nødvendigt at se nærmere på, hvordan der kan ændres på de betingelser for deltagelse, som fællesskabet tilbyder barnet.

Man kan eksempelvis stille spørgsmål til de forhandlinger, der foregår ved klatretårnet, gyngerne eller på fodboldbanen:

• Hvordan har fællesskabet fået etableret sig?
• Er børnefællesskabet et inddragende og inkluderende fællesskab eller et socialt rum med potentiale for eksklusion?
• Hvordan forholder voksenfællesskaberne sig til den ny-startede børnegruppe?

Hvis evalueringer og vurderinger af enkeltbørn fylder meget for de voksne i skole(starte)n, er der gode muligheder for, at børnefællesskaberne reproducerer denne måde at ”måle” og ”veje” deres medmennesker på, samt at grobund for et mindre inkluderende børnefællesskab understøttes.

Konflikter i overgangen fra børnehave til skole

Livet er konfliktuelt, og der vil altid kunne opstå konflikter, når børn starter et nyt sted. Den pædagogiske opgave handler ikke om at forhindre at konflikter opstår, men om at hjælpe børnene til at lære gode måder at håndtere konflikterne på og at komme videre i dem. Venskaber er en særlig personlig relation, som ikke kan arrangeres og styres, men der kan arbejdes med rammerne for det fælles, så der både gives plads til, at venskaber kan vokse ud af fællesskaberne og ikke mindst til at sikre, at det fælles er rart, udviklende og lærerigt at være i – også for dem, der har deres venner andre steder.

Kreditering

Artiklen er udarbejdet af Anja Hvidtfeldt Stanek, lektor ved Institut for Psykologi, SDU