Artikel
Tekstopgivelser: Sådan udarbejder du dem til den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi
Når I skal udarbejde tekstopgivelser til den fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi, er det vigtigt at have eleverne med i tankerne som modtagere. Her kan du læse om tekstopgivelser til prøven.
Opgivelserne skal organiseres tværfagligt i minimum fire fællesfaglige fokusområder. Hvert fællesfagligt fokusområde kan med fordel suppleres med en tydelig relation til Fælles Mål for de tre naturfag, eksempelvis med angivelse af kompetenceorienterede mål, tværfaglige mål og/eller de mål fra henholdsvis fysik/kemi, biologi og geografi, som eleverne er blevet undervist efter.
På den måde ved både elever og censor, på hvilket grundlag prøven finder sted.
Sådan udvælger I tekstopgivelser
I skal vælge minimum fire ud af de seks fællesfaglige undervisningsforløb, som klassen har arbejdet med.
I må kun vælge fællesfaglige undervisningsforløb, som klassen har arbejdet med i 8. og 9. klasse.
Når I har udvalgt fokusområderne, skal faglærerne hver især opgive fagligt stof, som har indgået i undervisningen i fællesfaglige undervisningsforløb, eventuelt suppleret med kilder fra den fagopdelte undervisning i et eller flere af de tre naturfag.
Det er vigtigt at have in mente:
- at det kan være en fordel at relationen til Fælles Mål er tydelig, og at de fire kompetenceområder er repræsenteret inden for alle tre fag
- at de samlede tekster og andre udtryksformer skal svare nogenlunde forhold til det vejledende timetal for fagene på 7.-9. klassetrin.
- at det anbefales, at der opgives mellem 15-50 normalsider pr. fokusområde
Opgivelserne er fælles for hele klassen. Der er dog en undtagelse. Hvis har I fået en elev senere ind i klassen, så kan I lave individuelle opgivelser til denne elev.
Krav til tekstopgivelserne indhold
Opgivelserne danner grundlag for prøven, og der er følgende krav til indholdet:
- hvert fællesfaglige fokusområde skal indeholde tekster. Tekster kan fx være artikler, uddrag af lærebøger og digitale læremidler
- opgivelserne skal på tværs af fokusområderne indeholde tre eksempler på andre udtryksformer end tekst, fx film, illustrationer, modeller, animationer, simuleringer eller ekskursionsbeskrivelser med angivelse af faglige mål
- der skal være opgivelser, som går på tværs af de tre fag
Tag meget gerne eleverne med på råd, når kilderne skal udvælges til de fællesfaglige fokusområder. Det anbefales ikke at bruge elevproducerede kilder. Hvis I alligevel vælger at gøre dette, er det jeres ansvar, at de har samme kvalitet som lærer- og forlagsproducerede.
Videreformidling af opgivelserne
I skal være opmærksomme på, at eleverne skal have opgivelserne i forbindelse med lodtrækning af deres fokusområde, og at opgivelserne skal være underskrevet af skolelederen, som på den måde er garant for, at opgivelserne overholder gældende lovgivning.
Eleverne behøver dog kun at få udleveret opgivelserne, som er relevant for netop deres lodtrukne fællesfaglige fokusområde.
Censor skal have opgivelserne sammen med de uddybende spørgsmål, elevernes naturfaglige problemstillinger og arbejdsspørgsmål samt eksaminationssted og elev-/gruppeliste med tidspunkter senest 14 kalenderdage før prøveafholdelsen.
Eksempel på tekstopgivelser
Bilaget har fokus på variabelkontrol, systematik og brug af simuleringer, vurdering af modellers brugbarhed, overførsel viden fra nær til fjern kontekst og formidling af fagtekster i alle tre naturfag.
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.