Forskning og viden

Vedholdenhed - kursisters egen indsats og aktivitet

Ifølge forskning påvirker tre elementer, om voksne med svage basale færdigheder er vedholdende, så de når deres mål nemlig: Holdning til uddannelse, mestringsforventninger og forståelse af læringsresultater.

EVA præsenterer tre elementer der påvirker vedholdenhed:

Holdning til uddannelse

Forskningen viser, at kursisternes holdning til uddannelse påvirker vedholdenhed, fordi det er udtryk for en vurdering af, i hvilken grad det nytter at investere ressourcer i uddannelse. Hvis kursistens erfaring eksempelvis siger, at det, man lærer på en skole, er abstrakt og ofte ubrugeligt, hvorfor skulle det så være anderledes med den undervisning, kursisten starter på som voksen? Og hvis kursisten eventuelt har dårlige minder fra sinskoletid, som kursisten genopliver i den nye undervisningssituation, gør det heller ikke noget godt for lysten til at investere tid og kræfter i undervisningen. Derfor er det vigtigt, at du som underviser viser dine deltagere, hvordan undervisningen nytter og er relevant for dem og for de mål, de har. Hjælp dem også gerne med at sætte delmål.

Mestringsforventninger

’Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert’. Pippi Langstrømpes ukuelighed er charmerende, men står i skarp kontrast til mange voksnes forventninger til deres egne evner til at løse boglige opgaver. For mange har erfaring med, at lige meget hvor stor indsats de har tidligere har gjort sig, så ville det ikke lykkes for dem, og den erfaring forfølger dem og vil påvirke deres forventninger til, om de kan mestre det denne gang.

Forventningen om, at kursisten vil lykkes med noget, styrker muligheden for, at kursisten faktisk lykkes med det. På nogle områder kan man have høje mestringsforventninger – for eksempel at bygge et nyt køkken eller lave en syvretters middag – mens kursisterne på andre fagområder ikke kan trække på tidligere succesoplevelser, kan have lave høje mestringsforventninger. Derfor er det vigtigt, at dine kursister bliver støttet til hurtigt at få succesoplevelser på det nye område, og dernæst at de gradvist bliver udfordret, så du viser tillid til de færdigheder, de opbygger.

Forståelse af egne læringsresultater

’Det er også bare, fordi jeg er en knold til ...’. Det er rigtigt mange, som afskriver dårlige faglige resultater med, at de som person mangler de evner, der skal til for at lære det nye. Hvis det omvendt går godt, tager de heller ikke æren for det, men tænker måske, at det bare var læreren, der var sød. I begge situationer oplever deltageren ikke at kunne påvirke resultatet. Vedholdenhed styrkes, når kursisterne oplever, at de kan påvirke deres resultater ved at anvende lærte strategier og revidere strategier, som ikke slår til.

Derfor er det vigtig, at du som underviser lærer de voksne deltagere, hvordan forskellige strategier til eksempelvis at læse en tekst eller forstå et regnestykke påvirker deres resultatet. De skal få en forståelse af, at når det ikke lykkes, er det ikke deres evner, men deres strategier, som ikke slog til – endnu.

Hent plakat

Find '3 elementer der påvirker voksnes vedholdenhed' på eva.dk

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.