Artikel
Kvalitet i virtuel undervisning – ledelsens rolle
I denne artikel beskrives centrale fokusområder for ledelser i arbejdet med at understøtte kvalitet i den virtuelle undervisning.
Ledelsens særlige ansvar
Et af ledelsens mange ansvarsområder er at sikre høj kvalitet i undervisningen. Det gælder også i forhold til virtuel undervisning - både i forhold til kombinationen af tilstedeværelsesundervisning og virtuel undervisning og i forhold til 100% virtuel undervisning af de deltagere, der ikke har mulighed for at være til stede på institutionen.
For at sikre, at alle deltagere udvikler sig fagligt, uanset om undervisningen foregår helt eller delvist virtuelt, har ledelsen det overordnede ansvar for at sætte rammer og retning for den undervisning, der skal gennemføres. Ledelsen må derfor sammen med underviserne prioritere og beslutte, hvordan undervisningen skal organiseres og tilrettelægges i overensstemmelse med både lovgivningen og de rammer, som bestyrelsen har opstillet.
Kvalitet i fjernundervisningen i dialog med medarbejderne
Det er altid væsentligt, at ledelsen er i tæt dialog med de fagprofessionelle om undervisningens indhold, fag, organisering og opgavetyper, herunder hvordan deltagere med særlige behov tilgodeses.
Det kan derfor være relevant at drøfte god virtuel undervisning sammen med underviserne.
Tal eksempelvis om:
- hvad der har virket særlig godt i forhold til deltagernes udbytte af den virtuelle undervisning.
- hvad der ikke har virket i den virtuelle undervisning.
- hvilke digitale værktøjer der egner sig til hvad.
Det er også relevant at tydeliggøre og drøfte principper for god virtuel undervisning.
Der kan eksempelvis sættes fokus på:
- Rammer for hvornår underviserne er tilgængelige for deltagerne i et forløb.
- Tydelige mål for forløb. I virtuel undervisning er der ikke på samme måde som i tilstedeværelsesundervisning mulighed for at korrigere og justere løbende gennem mundtlig dialog. Det er derfor vigtigt, at forløbets mål er tydelige.
- Rammesætning af aktiviteter og forløb, så det er helt tydeligt for deltagerne, hvad der forventes af dem.
- Indhold, undervisningsformer og aktiviteter, der egner sig til henholdsvis undervisning ved fysisk tilstedeværelse og virtuel undervisning.
- Feedback fra gang til gang og formålet med denne feedback. Hvilke værktøjer har I, som bedst kan støtte op om dette?
Deltagere med behov for virtuel undervisning
I forhold til deltagere, der ikke har mulighed for fysisk at deltage i undervisningen, må ledelsen være i dialog med underviserne om, hvordan de kan tilrettelægge undervisningen, så deltagerne så vidt muligt inddrages. Det kan eksempelvis ske ved virtuel deltagelse i klasseundervisningen.
Ledelsen må tydeliggøre forventninger til omfanget af kontakt, understøttelse og kommunikation med deltagerne. Ledelsen skal for eksempel overveje, hvordan de kan understøtte underviserne i deres forberedelse, så de ikke oplever en alt for voldsom arbejdsbyrde. Det kan ske ved at sikre gode rammer for forberedelse og opfordre til teamsamarbejde og materialeudveksling.
Kreditering
Artiklen er udviklet af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet
Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.