Artikel

Kombinationsforløb med overgang sikrer, at ingen elever tabes mellem stolene

På FGU Nordvestsjælland har man sammen med erhvervsskolen NEG etableret kombinationsforløb med overgang.

”Vi har lavet et system, hvor ingen elever tabes mellem stolene, for vi har simpelthen sat stolene sammen,” forklarer Jørgen Ravnsbæk, direktør på FGU Nordvestsjælland.

 

Sammen med gode samarbejdspartnere på Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (NEG) er han drivkraften bag en model, hvor man bruger en periode af kombinationsforløbene til at få eleven godt i gang på erhvervsskolen. Kombinationsforløbet består af, at eleven følger undervisningen på et nyopstartet hold på erhvervsskolen, mens eleven stadig er indskrevet på FGU og bliver støttet af vejlederne derfra. 

 

Fast procedure for overgang

Ligesom andre FGU-institutioner bruger FGU Nordvestsjælland kombinationsugerne til at lave fælles forløb med fx NEG eller andre lokale uddannelsesinstitutioner. Men et par af ugerne bruges om muligt først, når eleven melder sig klar til at starte på erhvervsskolen.

Det første skridt er et fælles møde på NEG et par uger før eleven skal starte i sit kombinationsforløb. Her bliver elev og FGU-vejleder taget imod af NEG-vejleder og den kontaktlærer, der skal hjælpe eleven i gang med forløbet på erhvervsskolen. Sammen tager de en snak om, hvad eleven forventer af skolen og omvendt, og om der er noget, skolen skal være særligt opmærksom på. Eleven bliver også vist rundt og ser de lokaler, hvor undervisningen foregår.

Nogle uger senere starter eleven på kombinationsforløbet på NEG, og to uger efter starten mødes eleven igen med de to vejledere og kontaktlæreren. Sammen gør de status over de første uger:

  • Hvordan synes eleven, det går?
  • Hvordan synes skolen, det går?
  • Er der noget, de skal kigge på sammen?

Efter dette møde kan det gå tre veje: Enten går det så godt i det nye miljø, at FGU Nordvestsjælland slipper eleven, der derefter bliver indskrevet på NEG. Eller der kan være opstået nogle udfordringer, som gør at overgangsperioden med kombinationsforløb skal strækkes lidt, så eleven fortsætter forløbet på NEG med støtte fra FGU. Den tredje mulighed er, at man sammen erkender, at eleven endnu ikke er klar til erhvervsskolen, men skal fortsætte på FGU eller eventuelt i et andet tilbud via KUI.

 

”Det afgørende er, at eleverne stadig kan komme tilbage til FGU, hvis de ikke alligevel ikke var klar til at komme videre. Vores vejleder har hånd i hanke med dem i hele kombinationsforløbet og skal sammen med NEG sikre, at de ikke falder ned mellem to stole”, fortæller Connie Thykier.

 

Hun er uddannelseskonsulent på FGU Nordvestsjælland og står dermed for at koordinere vejlederne på skolens tre afdelinger, også når det gælder de særlige kombinationsforløb med overgang.

 

Trygge elever

Connie Thykiers nærmeste samarbejdspartner på NEG er vejleder og koordinator Janne Louise Schmidt. Også set fra hendes stol er kombinationsforløb med overgang en god ide:

 

”Det er en kæmpe fordel for eleverne, at vi har fået skabt en glidende overgang, hvor de kommer ind og bliver en del af fællesskabet på NEG, men også har trygheden i, at der stadig er en vej tilbage til FGU, hvis det ikke går,” forklarer Janne Louise Schmidt.

 

Samarbejdet om kombinationsforløb med overgange understøttes af en tæt relation mellem vejlederne på de to institutioner.

Connie Thykier og Janne Louise Schmidt mødes fast en gang i kvartalet til samarbejdsmøder med alle vejledere fra FGU i Holbæk og fra NEG, samt fra ZBC, som har en lignende aftale med FGU. Her vender de, hvad der rører sig på de enkelte institutioner og løser eventuelle knaster i samarbejdet. Det vigtigste er dog, at de også er tilgængelige for hinanden mellem møderne, fortæller Connie Thykier:

 

”Jeg kan altid regne med hurtigt svar fra NEG og ZBC, hvis jeg ringer eller sender en mail i det daglige. Og så samarbejder vi om mange andre ting end overgangsforløbene – det skaber en tillid og en kontinuitet, som er vigtigt, både for os og eleverne.”

 

Tætte samarbejdsrelationer

Så er vi tilbage på ledelsesniveau, for samarbejdet mellem FGU Nordvestsjælland og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser er resultatet af en målrettet strategisk beslutning hos ledelserne af de to institutioner: De er samarbejdspartnere – aldrig konkurrenter – og de udøver deres samarbejde på alle niveauer af institutionerne.

Konkret betyder det, at eleverne på FGU Nordvestsjælland jævnligt møder lærere fra NEG, der kommer og gæsteunderviser i forskellige fag. Lærerne kan også efter behov dække for hinanden, hvis der opstår sygdom, og eleverne på FGU og NEG mødes jævnligt i faglige forløb. Desuden har de to institutioner gennemført flere udviklingsprojekter sammen og er altid på udkig efter nye projekter, der kan støtte eleverne og styrke relationerne.

På NEG ser man store fordele i samarbejdet, og særligt de fælles projekter er en stor drivkraft, fortæller vicedirektør Malene Gram Grandjean:

 

”Når vi laver de store udviklingsprojekter som fx Faglært med Fordel, som vi afsluttede sidste sommer, så handler det selvfølgelig om at flytte vores unge, men projekterne etablerer også relationer på alle niveauer af vores institutioner, og det er guld værd. Også selvom de ansatte måske mødes om at synes, at det er trættende med alle de projekter – det gør ikke noget, bare de taler sammen på tværs!”, siger hun med et smil.

 

Også på ledelsesniveau er der en stærk uformel kontakt mellem Malene Gram Grandjean og FGU Nordvestsjællands direktør Jørgen Ravnsbæk – og selvom der er lavet en skriftlig samarbejdsaftale om kombinationsforløbene med overgang, så har den ikke været oppe af skuffen, siden den blev lavet. Jørgen Ravnsbæk får det sidste ord om den sag:

 

”Det er kun i fællesskab, vi kan løfte de unge, og det skal være udgangspunktet for vores samarbejde. Og hvis der er knaster – jamen, så ringer vi bare sammen.”

 

Kombinationsforløb med overgang
  • Eleven, der skal i kombinationsforløb, mødes et par uger før start med FGU-vejleder, erhvervsskolevejleder og kontaktlærer fra erhvervsskole. Forventningsafstemning: Hvad skal der sker, er der noget, vi skal være opmærksomme på?
     
  • Eleven følger i kombinationsforløbet et nystartet hold på erhvervsskolen.
     
  • Eleven mødes to uger efter start med FGU-vejleder, erhvervsskolevejleder og kontaktlærer fra erhvervsskole. Status: Hvordan går det, og hvad skal der ske nu?
     
  • Hvis eleven fortsætter på erhvervsskolen, indskrives han eller hun nu som eud-elev og slippes af FGU.
Hvordan etablerer man et godt samarbejde? - Gode råd fra Jørgen Ravnsbæk og Malene Gram Grandjean
  • Etabler eller søg midler til et fælles projekt – det er langt mere effektivt end kaffemøder uden fast formål.
     
  • Giv elever og medarbejdere fælles oplevelser omkring projektet – det skaber relationer og avler tillid.
     
  • Brug relationerne til at starte nye projekter eller samarbejder – det holder kontakterne ved lige.
Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.