Artikel

Vidensindsamling om kompetenceudviklingsindsatsen i FGU 2019-2023

Vidensindsamlingen ”Kernekompetencer og kompetenceudvikling i FGU” samler op på udvalgte erfaringer fra den gennemførte pædagogisk-didaktiske kompetenceudvikling i FGU i perioden 2019-2023.

Vidensindsamlingen er gennemført af EVA på vegne af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og skal kvalificere udviklingen af et pilotprojekt om et FGU-pædagogisk lærerkursus.

Pilotprojektet er et initiativ til understøttelse af implementeringen af FGU-reformen, og kurset skal udruste nyere FGU-lærere til at varetage de mangfoldige opgaver, som FGU-lærere skal løfte.

Vidensnotatet kan tilgås her.

Artikel
Om vidensindsamlingen

Vidensindsamlingen bygger på:

  • En kvalitativ analyse af fem FGU-institutioners kompetenceudviklingsforløb
  • Eksisterende litteratur om bl.a. diplomuddannelsen i erhvervspædagogik og pædagogikum på de gymnasiale uddannelser
  • Supplerende analyser af spørgeskemadata fra evaluerings- og følgeforskningsprogrammet for FGU.

Hovedpointer

Vidensindsamlingen viser, at erfaringerne med den gennemførte kompetenceudvikling i FGU har været af varierende kvalitet. Nogle skoler har gode erfaringer, men der er også en udbredt oplevelse af negative erfaringer med kompetenceudviklingen. De steder, hvor erfaringerne med kompetenceudvikling har været negative, har det først og fremmest handlet om en oplevelse af manglende relevans.

Med afsæt i erfaringer fra fem caseinstitutioner peger undersøgelsen på en række forhold, der har betydning for, om kompetenceudviklingen er virkningsfuld:

  1. Det er vigtigt, at indhold og fokus i kompetenceudviklingen både tilgodeser lærernes individuelle behov og bidrager til udviklingen af en fælles professionsidentitet.
  2. Praksisnære tilrettelæggelsesgreb som fx aktionslæring og undervisningsobservation understøtter forankring.
  3. Ledelsesfokus understøtter den organisatoriske forankring.

Notatet indeholder desuden et uddrag af evalueringer og undersøgelser af diplomuddannelsen i erhvervspædagogik og pædagogikum på de gymnasiale uddannelser, der peger på en række erfaringer, der kan være relevante for udviklingen af et FGU-pædagogisk lærerkursus.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.