Forløb

Sikker internethandel

Formålet med dette forløb er at give elever konkret erfaring med, hvordan sikker internethandel bedst håndteres.

Internethandlen vokser år for år. Det har de kriminelle også fundet ud af. Som samfundsborger bliver det vigtigere og vigtigere at kunne købe og sælge varer og ydelser på nettet. 

Phishing er en af de mest almindelige former for cybercrime. Det er derfor vigtigt at vide, hvad det er, hvilken teknik de internetkriminelle bruger, og hvordan vi forsvarer os imod det.

Eleverne skal i forløbet beskæftige sig med at:

  • Spotte falske hjemmesider og fupbutikker

  • Spotte fuptilbud

  • Gennemføre sikker betaling og vælger sikreste betalingsform

  • Håndtere: Hvad gør jeg, hvis jeg alligevel er blevet snydt?

 

Forløbet er relevant for følgende fag

Dansk

Udvikle kulturelle og kommunikative kompetencer og bevidsthed. Udvikle færdigheder i og kendskab til at anvende digitale medier i kommunikationssammenhænge, så de kan indgå ansvarligt, kritisk og etisk bevidst i globale og digitale fællesskaber. Eksempelvis gennem løsning af opgaver, som de møder i samfund og dagligdag.

Erhvervsinformatik

Imødegå de krav om digital kompetence, som de møder på arbejdsmarkedet. Forholde sig til den digitale udviklings særlige udfordringer. Det kan være ved digital myndiggørelse gennem forståelse for sikkerhed, etik og konsekvenser ved digitale teknologier, og arbejde med cybersikkerhed samt informationsspredning og adfærd.

Informationsteknologi

Anvende, betjene, indsamle og bearbejde data. Forstå samspillet mellem individ og brugen af informationsteknologi i virksomheder og samfund. Herunder de muligheder og problemstillinger, som informationsteknologien har.

Samfundsfag 

Deltage som aktive, ansvarlige og handlekraftige samfundsborgere i et demokratisk samfund. Eksempelvis forstå og arbejde med samspil mellem teknologi, politik og samfund. Dette gennem en undervisningsform, der understøtter og udvikler deres digitale kompetencer.

Samfund og sundhed

Udvikle kompetencer til at deltage som aktiv og ansvarlig medarbejder og samfundsborger i en globaliseret og foranderlig verden. For eksempel ved at styrke evnen til at bearbejde, formidle og diskutere samfundsmæssige problemstillinger i forhold til den teknologiske udvikling.

Teknologi

Få viden om teknologisk udvikling og om den centrale rolle, som teknologi spiller i samfundets udvikling. Dette gennem arbejde med virkelighedsnære problemstillinger, for eksempel anvendelse af og refleksion over digitale teknologier i forhold til deres fag- og hovedområde.

 

Opbygning og arbejde med forløbet

Den forventede undervisningstid er to gange 45 minutter, og kan  udvides til at dække to x to lektioner á 45 minutter.

Du kan med fordel se nærmere på følgende inden, du går igang med forløbet:

Har du yderligere interesse i baggrundsstof om emnet se nærmere på:

Disse sites kan også indgå i undervisningen, når eleverne skal lære om sikker internethandel. Overvej, om der er etiske og moralske forhold, som er vigtige at være opmærksom på inden undervisningen?

Forløbet er opbygget som et samlet forløb, hvor aktiviteterne i de enkelte faser danner afsæt for aktiviteterne i de efterfølgende.

 

Fase 1: Elevernes/kursisternes egne erfaringer

Undersøg i plenum, hvilke dårlige erfaringer eleverne har med internethandel. Da alle formodentlig har erfaringer og alle gerne vil til orde, kan det være en god idé, at eleverne først to og to taler sammen. Herefter samler du op i plenum. Hvis eleverne ingen dårlige erfaringer har, kan det være en gode idé, at du som lærer kan give et par eksempler.

 

Fase 2: 'Usikker e-handel' undersøges i grupper 

Tre til fire elever i hver gruppe vil ofte være passende. Bed hver gruppe om at spotte og finde eksempler på e-handel-sites, mails og sms’er, hvor de ser efter:

  1. Falske hjemmesider
  2. Fuptilbud “der er for gode til, at de kan være sande” 
  3. Usikre betalingssider uden “lås” og “https” i adresselinjen
  4. Hjemmesider uden e-mærket

 

Fase 3: Eleverne deler deres erfaringer og 'spottefund'

Eleverne kan eksempelvis gå sammen to og to fra forskellige grupper og dele deres fund med hinanden. 

 

Fase 4: Usikker og sikker betaling på nettet

Nu har eleverne fået erfaring med, hvad de skal spotte for at finde de gode hjemmesider at handle på. 

Da der også kan være en fælde i selve betalingen, skal de nu arbejde med det. Af etiske årsager vil det være en dårlig idé at lade eleverne gennemføre en hel betaling. De kan prøve at bestille et produkt på en hjemmeside og finde betalingsmetode dog uden helt at fuldføre betalingen. 

Eleverne arbejder nu igen sammen om at finde hjemmesider med forskellige betalingsformer. Det kan være kortbetaling, overførsler, mobilepay, paypal, kryptovaluta osv.

Opgaven til eleverne er at lave en liste over forskellige betalingsmetoder vekslende fra sikker til usikker. Lad eleverne give eksempler på mere eller mindre sikre betalingsmetoder. De kan med fordel se på de sites, som du måske selv har brugt i din forberedelse.

Brug din kritiske sans når du handler på nettet:

 

Fase 5: Hvis din handel på nettet er gået galt: Hvad mine rettigheder?

Da mere og mere handel foregår via nettet, kan det ikke helt undgås, at der sker fejl, eller at vi bliver snydt. Og hvad kan man så gøre?

Som elevaktiverende opgave kan du spørge til, hvad eleverne selv ville gøre og bede dem give eksempler, hvis de kan. Det kan være din opgave at samle op på eksemplerne. Eleverne kan også selv afklare deres rettigheder ved at gå ind på forbrug.dk om råd og rettigheder ved e-handel.

 

Fase 6: Evaluering

Som evaluering kan du samle op på forløbet i plenum og bede eleverne om at score, hvor usikker deres tidligere e-handelsadfærd har været på en skala fra 1 til 10, hvor 1  er det mest usikre og 10 er det mest sikre. 

Dernæst kan du spørge til, hvad eleverne vil gøre lidt mere ud af næste gang de handler på nettet. Du kan også spørge til, hvad de er blevet klogere på, og hvad der har overrasket dem mest.

 

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Københavns Professionshøjskole i 2019.

Jørgen Theibel Østergaard, lektor. Københavns Professionshøjskole, Institut for Didaktik og digitalisering.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.