Ekstremisme - hvad, hvorfor og hvordan?

Find baggrundsviden om, hvad ekstremisme er, og hvordan ekkokamre bidrager til ekstremisme.

Med denne viden kan du tænke i læringsmæssige muligheder og faglige relevante vinklinger. Som underviser vil du måske møde unge og voksne, som kommer i- eller fra ekstreme miljøer. Ekkokamre på nettet kan bidrage til ekstremisme. Ekkokamre er betegnelsen for 'informationsrum', hvor mennesker får deres meninger, holdninger og adfærd bekræftet. 

Du kan finde information om, hvad ekstremisme er i Danmark, hvilke tegn skal du se efter hos dine kursister/elever eller kollegaer, og hvor er der hjælp at hente.

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme fortæller om 3 væsentlige former for ekstremisme i Danmark:

  • Ekstrem islamisme

  • Højreekstremisme  

  • Venstreekstremisme

Disse former for ekstremisme bygger på ideologier, som beskrives yderligere på Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremismes website

Du kan se efter disse alvorlige bekymringstegn, der umiddelbart giver grund til at handle. Det kan for eksempel være, hvis en person:

  • Er involveret i voldshandlinger eller voldelige sammenstød

  • Færdes i miljøer, hvor der er let adgang til våben

  • Truer, chikanerer eller udøver socialt pres, som krænker andres personlige frihed og integritet

  • Er involveret i ildspåsættelser eller hærværk, herunder graffiti med hadefulde eller voldslegitimerende budskaber

  • Udbreder voldslegitimerende budskaber, for eksempel på sociale medier eller via stickers, plakater eller løbesedler

  • Har social omgang med personer eller grupper, som er kendt for at have ekstreme og voldslegitimerende holdninger

  • Søger at presse andre til ikke at deltage i demokratiske valg

  • Viser interesse for at rejse til udlandet for at deltage i konflikter eller træningsaktiviteter, hvor ekstreme grupper er involveret

  • Argumenterer for “absolutte løsninger”, for eksempel at en bestemt gruppe skal dræbes, fjernes eller at noget skal bombes.

 

Væsentlige grunde til at forlade de ekstreme miljøer kan være:

  • At det ekstremistiske tilhørsforhold ikke længere dækker sociale og psykologiske behov. For eksempel at det ikke længere er relevant for identitetsdannelsen, eller at det ikke længere dækker behovet for at være en del af et fællesskab

  • At tilhørsforholdet til en ekstrem gruppe har for store omkostninger for en selv eller ens fami­lie. Det kan for eksempel være på grund af retsforfølgelse, fjendskab med andre grupper eller stigmatise­ring i samfundet

  • At man opdager svagheder i den ekstreme gruppes organisering eller idégrundlag

  • At man er skuffet over ledere eller kammerater i gruppen, som ikke lever op til ens forvent­ninger

  • At der sker samfundsændringer, der gør det ekstremistiske engagement mindre relevant

  • At man mister troen på det legitime i den ekstreme gruppes handlinger fx at man synes, brugen af vold er gået for vidt

  • At man er desillusioneret over, at man opnår for lidt gennem det ekstremistiske engage­ment

  • At man møder nye mennesker og nye omgivelser, eksempelvis gennem arbejde og uddan­nelse, som tilbyder nye måder at forstå verden på

  • At man får nye interesser og prioriteringer, for eksempel et ønske om et normalt liv med familie og job uden at være en del af et stigmatiseret eller voldeligt miljø.

Har du som fagperson brug for hjælp, kan du kontakte: Hotline mod radikalisering

Mere viden

Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme har med hjælp fra Rambøll i 2017-18 kortlagt aktuel viden om ekstremisme og radikalisering. Mere end 1.700 publikationer er blevet screenet. 65 af dem er blevet udvalgt og skrevet sammen til et solidt videngrundlag, som du finder herunder.

Videnskatalog: Kortlægning af viden om ekstremisme og viden om forebyggelse af ekstremisme 

Vidensynteste: Kortlægning af ekstremisme

Kreditering

Materialet er udarbejdet af Københavns Professionshøjskole i 2019.

Siden er opdateret 07. oktober 2019 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.