Forskning og viden

Evaluering af eux

Formålet med evalueringen af eux er at beskrive, hvordan eux virker.

Formål

Formålet er derudover at vurdere, om eux på sigt kan bidrage til at realisere de intenderede resultater.:

1. Eux bidrager til, at en anden type unge vælger en erhvervsuddannelse

2. Eleverne når de faglige mål for eux

3. Eleverne får en relevant faglig profil

4. Eux bidrager til, at flere unge fastholdes på erhvervsuddannelserne.

 

Hovedpointer

- Evalueringen viser først og fremmest, at det er for tidligt at give entydige konklusioner om, hvorvidt eux bidrager til at realisere de intenderede resultater.

- Eux synes umiddelbart at have potentiale for, at en anden type unge vælger en erhvervsuddannelse.

- Der er tegn på, at det er udfordrende at nå de faglige mål særligt i de gymnasiale fag.

- Eux kan bidrage til at skabe synergi mellem erhvervsuddannelsen og de studieforberedende elementer, men der er flere forudsætninger, som skal være til stede for at dette potentiale kan realiseres på den enkelte uddannelse.

- Den registerbaserede analyse indikerer, at frafaldet på eux er signifikant lavere end på eud, både på grundforløb og hovedforløb, men også at eux på grundforløbet er præget af et markant frafald.

- På tværs af brancher er virksomhederne overvejende tilfredse med eux-eleverne. Der er dog store forskelle mellem brancher og individuelle virksomheder i forhold til, hvorvidt eux-elevens særlige profil vil være relevant.

- Det er uklart, om eleverne når et tilstrækkeligt højt niveau i de studieforberedende fag til, at de vil kunne gennemføre en videregående uddannelse. Vurderingen af dette må afvente til at en større del af eleverne tager en videregående uddannelse.

Faktaoplysninger

Rapporten er udgivet af Rambøll i 2017.

Evalueringen er baseret på spørgeskemaundersøgelser, casebesøg og registerdata.

Siden er opdateret 25. marts 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.