Forskning og viden

Bedømmelseskriterier og -kultur samt talent og fag på højere niveau

I denne evaluering, kan du læse om udvikling og afprøvning af konkrete indsatser inden for temaerne bedømmelseskriterier og -kultur samt talentindsats og fag på højere niveauer.

Børne- og Undervisningsministeriet har gennemført et forsøgs- og udviklingsprogram med fokus på to temaer i relation til implementeringen af erhvervsuddannelsesreformen: Bedømmelseskriterier og -kultur samt talentspor og fag på højere niveauer. 

Du kan læse evalueringsrapporten på flere måder afhængigt af interesse og formål. Du kan læse den kronologisk for at opnå viden om de erfaringer, der er gjort på baggrund af det samlede forsøgs- og udviklingsprogram. Du kan også bruge den som opslagsværk for mere specifik viden om erfaringer og resultater af de enkelte temaer eller indsatser.

 

Hovedpointer

Her fremhæves hovedpinter, som går på tværs af de i alt otte udviklede indsatser inden for de to hovedtematikker; bedømmelseskriterier og -kultur samt talentspor og fag på højere niveauer.

 

Programmet har resulteret i udviklingen af otte indsatser i form af metoder, redskaber og procesbeskrivelser

Samtlige af de udviklede indsatser er ifølge skolerne perspektivrige i den forstand, at de efterlader mulighed for videreudvikling og fortsat afprøvning med henblik på at løfte arbejdet inden for de to temaer. For at understøtte dette arbejde er der som led i programmet udviklet to praksisrettede håndbøger, som beskriver de udviklede indsatser og kommer med konkrete bud på, hvordan indsatserne kan gribes an. Du kan finde håndbøgerne her: Styrk arbejdet med bedømmelseskriterier og feedbackStyrk arbejdet med talent og fag på højere niveau.

- Arbejdet med temaet bedømmelseskriterier og -kultur fremmer fælles forståelse på tværs af elever og lærere

Den fælles refleksion har generelt bidraget til, at lærerne har fået en mere ensartet bedømmelseskultur og praksis. Lærerne oplever desuden, at den fælles praksis i sidste ende afspejler sig i den dialog, de har med eleverne om bedømmelseskriterier og feedback, således at elevernes forståelse for, hvad de skal lære og hvordan de bedømmes, ligeledes øges.

- Indsatserne inden for temaet talentspor og fag på højere niveauer fremmer både lærernes og elevernes viden om denne mulighed

På tværs af de deltagende skoler under dette tema er der en oplevelse af, at både lærere og elever har fået en bedre forståelse for, hvad det vil sige at vælge talentspor og fag på højere niveauer frem for ordinære forløb.

- Meningsfulde og reformrelevante temaer bidrager til motivation og engagement

Skolerne under-streger generelt, at temaerne retter sig direkte mod konkrete udfordringer og behov, hvorfor arbejdet opleves meningsfuldt for skolerne.

- Indsatser af metodisk og processuel karakter gør det lettere at oversætte indsatser til ny kontekst

Indsatsernes generelle karakter har medført, at afprøvningsskolerne i overvejende grad har kunne overtage indsatserne direkte og bruge dem i deres daglige pædagogiske praksis.

- Indsatserne har bidraget til systematik og struktur i arbejdet med de to temaer

Evalueringen viser, at lærerne nu i mindre grad baserer deres praksis på egne private tilgange og faglige overbevisninger, men derimod arbejder ud fra fælles retningslinjer. Eleverne oplever denne styrkede systematik og struktur i en tydelig og mere ensartet praksis.

- Fælles refleksion over eksisterende praksis sætter gang i en ny og bedre praksis

Indsatserne har skabt rum for fælles diskussioner og refleksioner over skolens praksis i forhold til de to temaer. Her er skolerne blandt andet blevet opmærksomme på uoverensstemmelser i den eksisterende praksis, hvilket har givet anledning til grundlæggende og vigtige prioriteringer i arbejdet.

- Programmet har i sin helhed bidraget til at løfte den pædagogiske praksis på erhvervsskolerne

På trods af stor variation i de deltagende skolers afprøvning af de udviklede indsatser, bidrager programmet samlet set til at løfte erhvervsskolernes pædagogiske praksis. Det gælder både skolernes konkrete arbejde med bedømmelse, feedback, talentspor og fag på højere niveauer, samt skolernes generelle kvalitetsarbejde.

 

Kreditering

Evalueringsrapporten er udgivet af Rambøll Management Consulting (Rambøll) i 2018.

Siden er opdateret 25. marts 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.