Forskning og viden

Baselinemåling: Grundforløb på erhvervsuddannelserne inden reformen

Denne rapport bygger på data indsamlet i efteråret 2014 og foråret 2015 og er et baselinestudie af, hvordan grundforløbet på erhvervsuddannelserne så ud inden reformen, der trådte i kraft fra august 2015.

Hensigten med rapporten er at skabe et sammenligningsgrundlag, som den senere udvikling kan holdes op imod. Implementeringen og virkninger af reformen behandles dermed ikke i denne rapport, men først i senere udgivelser.

Undersøgelsen viser, at der er inden reformen er stor forskel på ungdomsuddannelsesmiljøet på de forskellige områder. Både lærere, ledere og elever vurderer, at ungdomsuddannelsesmiljøet er bedst på det merkantile område og dårligst på området for sundhed, om-sorg og pædagogik.

Undersøgelsen viser også, at eleverne generelt er tilfredse med det faglige niveau både i almene fag, som dansk og matematik, og i de erhvervsrettede fag, som sikkerhed, arbejdsmiljø, hygiejne, indkøb, måleteknik og svejsning. Men der er en gruppe af elever, der vurderer, at det faglige niveau er for lavt. Denne gruppe er størst på området for sundhed, omsorg og pædagogik, hvad angår de almene fag, og på det merkantile område, hvad angår de erhvervsrettede fag.

Endelig viser undersøgelsen, at der er store forskelle mellem områderne på, hvor meget eleverne dyrker motion og bevægelse i undervisningen. På området for sundhed, omsorg og pædagogik er det langt de fleste elever, der dyrker motion og bevægelse som en del af undervisningen, mens det kun er et mindretal af eleverne på det tekniske område og merkantile område. Undersøgelsen viser samtidig, at elever og lærere på området for sundhed, omsorg og pædagogik vurderer at have de bedste faciliteter til at dyrke motion.

Faktaoplysninger

Rapporten er udarbejdet af KORA i 2016.

Siden er opdateret 30. januar 2020 af emu-redaktionen
Rettigheder:

Rettigheder

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.