Forløb

Skab idéer med innovation med Maria Flyvbjerg Bo

I dette gæstelærerforløb sætter iværksætter Maria Flyvbjerg Bo fokus på den gode idéudvikling – og på hvordan den rette tilgang kan føre til, at idéerne bliver til virkelighed.

Forløbet er udviklet til at sætte fokus på innovation og idéudvikling.

Forløbet er målrettet elever på grundforløb 1 og 2 på tværs af erhvervsuddannelsernes fire hovedområder.

 

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning eller ved fysisk fremmøde på 4-5 timer.

© Børne- og Undervisningsministeriet

Mange drømmer om at få en god idé til et nyt produkt, som slår igennem og bliver en succes. Med dette forløb kan eleverne prøve kræfter med nogle indledende øvelser for at vurdere, hvorvidt en idé er god, og om der er plads til den på markedet.   

Forløbet kan bruges til at adressere viden, færdigheder og kompetencer relateret til temaer som:

  • Udvikling af innovative og kreative kompetencer
  • Produkt- og serviceudvikling
  • Forudsætninger for etablering af egen virksomhed

For elever på grundforløb 2 kan forløbet være udgangspunkt for arbejdet med faglige mål fra erhvervsfag 3, herunder innovative metoder, innovationsredskaber og –processer samt samarbejde og kommunikation i opgaveløsning med andre.

Hvis forløbet anvendes på GF2, kan eleverne arbejde med temaer som målgruppekendskab, konkurrentanalyse, idéudvikling og brancherettet innovation.

Formålet med forløbet er desuden at løfte elevernes læring, motivere dem og styrke deres trivsel med undervisning af en gæstelærer, der er en faglig kapacitet på sit felt.

 

Forudsætninger, form og indhold

Gæstelærerforløbet er bygget op omkring tre videoer, hvor iværksætteren Maria Flyvbjerg Bo deler ud af sine erfaringer med innovation og idégenerering.

I forløbet er der fokus på, hvordan eleverne kan arbejde med at udvikle og forfine idéer.

Til hver video er der aktiviteter, som kan anvendes i undervisningen på fire til fem timer. Aktiviteterne lægger op til at eleverne arbejder med idépitch, prototype eller visualisering af idé samt konkurrentanalyse.

 

Tilrettelæggelse

Alle videoer findes samlet via dette link - brug linket, når eleverne skal se videoerne, så undgår de at skulle forholde sig til teksten her på siden.

I forløbet lægges der op til, at eleverne arbejder med specifikke metoder til brainstorm og idéudvikling, men der er rum til, at læreren udskifter metoder og tilpasser efter klassen. Der kan findes inspiration til andre arbejdsmetoder på Fonden for Entreprenørskabs hjemmeside.

I innovations- og idéudviklingsprocesser skal læreren være opmærksom på at styre tiden, og igennem forløbet skal læreren have en opmærksomhed på elever eller grupper, som har brug for input eller anden form for stilladsering i arbejdet med processerne.

Forløbet kan gennemføres som fjernundervisning uden større ændringer. Der kan for eksempel gøres brug af breakout rooms på klassens virtuelle platform for at understøtte gruppeaktiviteter. Der kan anvendes online kanvasredskaber til at fastholde og dele elevernes pointer samt onlineprogrammer som MindMeister til elevernes mindmaps.

Den uddybende lærervejledning, der findes øverst på siden, rummer konkret inspiration til, hvordan der kan undervises med udgangspunkt i de enkelte videoer.

 

Forløbets opbygning

Aktiviteterne til video 3 er særligt målrettet GF2.

Da forløbet kan anvendes bredt på tværs af erhvervsuddannelsernes hovedområder, kan læreren være opmærksom på at skabe en faglig toning i aktiviteterne, som gør forløbet relevant på den enkelte fagretning eller uddannelse.

Som optakt til forløbet kan læreren facilitere en klassediskussion om, hvad innovation er og dermed aktivere elevernes forforståelse. Derefter kan eleverne inddeles i grupper, hvor de sammen undersøger eksempler på innovation inden for deres fagretning, ligesom de kan kigge på målgruppebehov og relevante udfordringer. På den baggrund kan eleverne producere en planche.

 

Video 1: Skab idéer med innovation

© Børne- og Undervisningsministeriet

I den første video præsenterer Maria Flyvbjerg Bo sig selv og fortæller, at hun brænder for at udvikle idéer og løsninger på behov hos en målgruppe.  

På baggrund af videoen kan læreren igangsætte en idéudvikling inden for elevernes fagretning eller uddannelse.

Efterfølgende kan eleverne brainstorme og i fællesskab udvikle idéer, eksempelvis med afsæt i de udfordringer, som grupperne identificerede i opstartsaktiviteten.

 

Video 2: Test din idé

© Børne- og Undervisningsministeriet

I denne video fortæller Maria Flyvbjerg Bo om at få en god idé og om, hvor vigtigt det er at udvikle og teste idéen for at finde ud af, om den er værd at arbejde videre med. Maria Flyvbjerg Bo benytter selv en fast metode med tre dele til at afklare dette: validere, analysere og bygge.

En øvelse tager eleverne igennem de tre dele. Dette kan gøres ved, at eleverne videreudvikler, beskriver og tester deres idé fra video 1. Øvelsen falder i tre trin:
 

Videreudvikling og analyse gennem fælles mindmapping

Eleverne laver gruppevis et mindmap til at videreudvikle deres idé fra video 1. Med udgangspunkt i det fælles mindmap, kvalificerer eleverne idéen gennem kritiske spørgsmål.
 

Pitch med beskrivelse af idé

Eleverne beskriver i fællesskab deres idé og forbereder et kort pitch. Grupperne pitcher deres idéer i plenum eller to og to og giver hinanden feedback. På baggrund af feedbacken kan eleverne færdiggøre beskrivelserne af deres idéer.
 

Validering og test af idéen 

Eleverne validerer deres idé og drøfter idéens målgruppe og potentielle værdi. Med udgangspunkt i valideringen, diskuteres det, hvordan idéen kan gøres til virkelighed (hvordan den kan bygges).
 

Som afslutning på aktiviteten kan læreren lægge op til en fælles dialog, hvor idéernes potentielle værdi for branchen, kunderne eller samfundet drøftes, og de konkrete handlinger, der skal til for at føre idéen ud i livet, identificeres.

 

Video 3: Kend dine konkurrenter

© Børne- og Undervisningsministeriet

Video 3 er særligt målrettet GF2. Maria Flyvbjerg Bo betoner i denne video vigtigheden af at analysere og undersøge markedet. Gennem en konkurrentanalyse kan man blive klogere på, hvordan ens idé adskiller sig fra andet på markedet.

Efter at have set videoen kan eleverne med udgangspunkt i deres egne idéer arbejde i grupper med at undersøge:

  • Hvorvidt der allerede findes lignende produkter, services eller virksomheder på markedet
  • Hvem konkurrenterne på markedet er, og hvad konkurrenternes styrker og svagheder er
  • Hvordan elevernes idéer adskiller sig fra de eksisterende løsninger

Eleverne kan kvalificere deres undersøgelse ved at tjekke nyheder eller virksomheders hjemmesider, bruge deres egne og andres erfaringer eller besøge butikker. På baggrund af konkurrentanalysen kan eleverne beskrive, hvilket hul i markedet deres idé eventuelt kan udfylde.

Der kan til slut samles op på konkurrentanalysen ved, at elevernes fund præsenteres, og at der gives feedback.

 

Evaluering

Der foregår løbende en evaluering i forløbet, når eleverne og læreren i fællesskab afrunder og samler op på de enkelte aktiviteter.

Som led i en afsluttende evaluering kan læreren facilitere, at eleverne i plenum præsenterer de produkter, som er udarbejdet undervejs, eksempelvis idépitch, prototype eller visualisering af idéen samt konkurrentanalyse.

I plenumpræsentationen kan eleverne dele viden og erfaringer, og læreren kan undersøge, om eleverne er blevet opmærksomme på nye innovative muligheder inden for deres fagretning eller uddannelse. Derudover kan læreren spørge eleverne til deres oplevelse af de forskellige processer og metoder, som er anvendt i forløbet, eksempelvis brainstorm, pitch og prototyping. Læreren kan blandt andet bede eleverne overveje, hvordan disse metoder kan bruges i et fremtidigt arbejdsliv.

 

Links til yderligere inspiration

Hent inspiration til at facilitere innovationsprocesser (PDF)

Download materialet Inspiration til erhvervsfaget Innovation på GF1 fra Fonden for Entreprenørskab

Kreditering

Det digitale gæstelærerforløb er udarbejdet af Rambøll Management Consulting, VIA University College, Københavns Professionshøjskole, Syddansk Universitet, Operate og Heartbeats for Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

Siden er opdateret af emu-redaktionen
Rettigheder:

Tekstindholdet på denne side må bruges under følgende Creative Commons-licens - CC/BY/NC/SA Kreditering/Ikke kommerciel/Deling på samme vilkår. Creative Commons-licensen gælder kun for denne side, ikke for sider, der måtte henvises til fra denne side.
Billeder, videoer, podcasts og andre medier og filer på siden er underlagt almindelig ophavsret og kan ikke anvendes under samme Creative Commons-licens som sidens tekstindhold.